Se Mig | Afsluttet

Kapitel 13

Kapitel 13
"Uanmeldt besøg "
Olivias synsvinkel
•••

Noah sidder på gulvet med ryggen op af min skabs-låge og benene strakt ud foran sig. Hans ansigt er fortrukket i en mine af dyb koncentration, mens han bladrer gennem sin kemibog og skribler noter ned i et slidt hæfte. Hver gang han vender en side, løfter han sin blyant op til munden og placerer den mellem sine tænder et øjeblik. Handlingen får mig til at stirre ufrivilligt på hans læber, men han virker ikke til at bemærke det.

Vicky tog tydeligvis fejl i sin teori - Noah var udelukkende interesseret i at lave vores opgave. Erkendelsen gør mig på en og samme tid skuffet og lettet. Hvorfor lod jeg overhovedet Vicky overbevise mig om, at han havde bagtanker med at ville være min partner? Noah virkede på ingen måder som typen, der ville gøre sådan noget.

Da der er gået en halv times tid, klapper jeg min computer sammen og vender mig mod drengen på mit gulv.

"Så er det rigtigt, at du er blevet hjemmeskolet hele dit liv? " Spørger jeg, overrasket over min egen direkthed.

Noah løfter blikket fra sin bog og rynker panden af mit spørgsmål.

"Du har hørt rygterne. "

Konstaterer han med et dybt suk. Jeg trækker let på skuldrene og sender ham et undskyldende smil. Noah lægger bøgerne fra sig på gulvet og læner sit hoved op af skabslågen, mens han betragter mig.
Et øjeblik frygter jeg, at han er irriteret over mit spørgsmål, men så gengælder han mit smil.

"Jeg er aldrig blevet hjemmeskolet. Jeg skiftede skole, fordi mine forældre mente, at det ville være bedre for mig at gå her. De går meget op i min uddannelse for at sige det mildt, og min gamle skole havde ikke ligefrem et højt fagligt niveau. "

"Og det har Bellahøj? "

Bryder jeg ind, mens jeg tænker på mit nye gymnasie. Det havde ikke strejfet mig, at det faglige niveau skulle være noget ud over det sædvanlige.

"Det er et af de højest rangerende gymnasier i Danmark. " Svarer Noah med et skuldertræk. Han virker ikke specielt interesseret i samtalen.

"Så du er altså heller ikke millionær? "
Spørger jeg med et smil.

Noah griner og kører en hånd gennem sine krøllede lokker.

"Nej desværre. "

Siger han med et hovedryst og kigger så ned på sine hænder. Smilet er forsvundet fra hans læber, og et glimt af tristhed glider over hans ansigt.

"Begge mine forældre er læger, så folk går tit ud fra at min familie har røven fuld af penge." Forklarer han, og tager en indånding før han fortsætter.

"Jeg mener, vi mangler bestemt ikke noget, men i virkeligheden betyder deres arbejde mest bare, at jeg stort set aldrig ser noget til dem. "

Han taler i et dæmpet tonefald der er langt fra hans sædvanlige munterhed, og jeg kan ikke undgå at få en smule ondt af ham.
Jeg ved udmærket, hvordan han har det. Lige bortset fra det med at have mange penge, mener jeg.
Begge mine forældre har tidskrævende jobs, min far som politimand og min mor som sygeplejerske på hospitalet. Til tider går der hele dage imellem, at jeg rigtig ser noget til dem. Som i dag, hvor de begge arbejder døgnvagt, og jeg er efterladt alene hjemme på en lørdag, som så mange andre weekender.

Det er ikke fordi, at jeg på nogen måde bebrejder dem, men nogle gange ville det være rart, hvis de var hjemme, så jeg ikke behøvede at spise frysepizza hver aften.