Se Mig | Afsluttet

Kapitel 34

Kapitel 34: "Stilhed"
"There are some things you can only learn in a storm"
Olivia's synsvinkel:

Der er et ordsprog som beskriver tilstanden før alt kaos bryder løs: Stilhed før stormen. Men hvordan kan man beskrive tiden efter katastrofen? Måske eksisterer der slet ingen tilstrækkelige ord. Det føles i hvert fald ikke sådan.

"Olivia, tal til mig. "

Min fars stemme dæmpes af døren imellem os, men jeg kan tydeligt høre hans frustration. Det er snart et døgn siden, at Link blev anholdt, og jeg har ikke forladt mit værelse siden. En del af mig håber, at jeg kan få verden til at forsvinde, hvis bare jeg bliver under min dyne længe nok. Konflikthåndtering har aldrig været min stærke side.

"Løslad Link"
Svarer jeg automatisk for hundredesyttende gang. Selv gennem døren kan jeg høre hans opgivende suk. Jeg ser ham for mit indre blik køre en hånd over sit trætte ansigt og hvile panden mod dørkarmen. Jeg ved, at han blot havde gjort sit arbejde, da Link blev arresteret. Et vidne var trådt frem og havde indrømmet at have set overfaldet. Godt nok havde det været på afstand, men det var nok til at han kunne identificere Link. Han havde selvfølgelig ikke set den del der ledte op til overfaldet. Det som forårsagde det hele.
Selvom intet af det er min fars skyld, kan jeg ikke slippe lysten til at straffe ham.
Vreden sidder som en sten i min brystkasse.

"Olivia det ved du godt, at jeg ikke kan. Det er op til retten at vurdere, hvad der skal ske med ham. "

Jeg løfter min hovedpude op og placerer den over mit ansigt i en frustreret bevægelse. Det bløde stof er fugtigt efter mine tårer.

"Hvad end du føler for den dreng, ændrer det ikke på hvad han har gjort. Du er sytten år gammel Ollie, der kommer til at være masser af ..."

Før han kan afslutte sin sætning, springer jeg ud af min dynes tryghed og åbner døren med et voldsomt ryk. Ved synet af mit vrede ansigt træder han et forskrækket skridt tilbage.

"Du forstår det ikke! Han gjorde det for mig! Alt hvad der er sket, har været på grund af mig. Og det er forkert! Det er altsammen forkert!"
Min stemme knækker over, mens jeg råber ordene og føler mit syn blive sløret. Da jeg er færdig, ser han på mig med et bekymret ansigtsudtryk.

"Så forklar mig det. "

•••

Gaderne er stadig dækket af et tyndt lag is, efter regnen skyllede det meste af sneen væk. Jeg sidder på forsædet og piller nervøst ved mine neglebånd, mens min far knuger rettet mellem sine hænder i en anstrengt stilhed. Jeg havde fortalt ham alting. Hvad der skete til festen, sandheden om hvorfor Link overfaldt Liam så brutalt.
Da jeg var færdig med min indrømmelse, havde han kigget på mig med et hårdt udtryk i øjnene. Jeg havde grædt ned i den kop te, min mor havde lavet til mig, og min far havde smadret hans mod køkkengulvet i vrede. Det eneste han nogensinde havde villet var at beskytte mig, og jeg vidste, at han følte sig som en fiasko. Men alt det betød ingenting. Min tilståelse ændrede intet.

Min far havde opfordret mig til at anmelde Liam's voldtægtsforsøg, men han havde også gjort det klart, at sandheden om hvad der skete den aften ikke kunne hjælpe Link. Ligegyldig hvad hans grund var, havde han stadig brudt loven. Og med hans straffeattest var chancen for en benådigelse minimal. Udover det overfaldt Link havde fortalt mig om, gemte hans fortid på adskillelige tyveridomme og en enkelt bøde for hærværk på offentlig grund. Han havde tydeligvis været i flere problemer, end han havde turde indrømme over for mig. Men det ændrede ikke mit syn på ham. Da min far var færdig med at forklare mig om situationen, havde jeg kun bedt ham om én enkelt ting: At lade mig se Link en sidste gang.