Se Mig | Afsluttet

Kapitel 60

"Under Huden"
Olivias synsvinkel:
••••

Det er en uvant følelse at være alene sammen med Link. Selvom vi efterhånden har tilbragt meget tid sammen, har vores private stunder næsten altid været korte eller med vores venner eller mine forældre lige i nærmeden. Det er første gang, at vi har en hel dag alene sammen uden forstyrrelser eller afbrydelser. Bare mig og ham.

Efter alt vi har været igennem i løbet af den korte tid, vi har kendt hinanden, føles det næsten uvirkeligt at lægge på sofaen med hans arme omkring mig og blikket rettet mod fjernsynet, som et helt normalt par. Selvom jeg nyder følelsen, har jeg svært ved at ignorere, hvor spinkel trygheden virker. Det er som om, gulvet under os er lavet af vinterens første is, og vi konstant er i fare for at falde igennem.

"Jeg fatter ikke, at du rent faktisk nyder at se det her. "

Link sukker skeptisk og afbryder mine nervøse tanker. Han skæver mistroisk ned på mig og griber en håndfuld popcorn fra den skål, jeg knuger i favnen. Vi er halvejs inde i et Die Hard marathon, og selvom den tattoverede dreng bag mig umidelbart ligner en som ville nyde en god actionfilm, er han langt fra imponeret.

"Har du et problem med Bruce Willis? "

Svarer jeg og gengælder hans blik med en advarende grimasse, klar til at forsvare min helt, med alt hvad jeg har. Egentlig er jeg ikke specielt begejstret for actionfilm selv, men Die Hard filmene har altid været en undtagelse.
Da jeg var yngre plejede jeg at se dem, hver gang min min far var ude på en større efterforskning. Af en eller anden grund gjorde det mig mere tryg at se filmens hovedperson, en middelaldrene politibetjent, klare sig mod alle skurkene, ligegyldig hvor dårlige oddsene var.

"Han laver jo ikke andet end at rende rundt og skyde folk og springe ting i luften, jeg forstår ikke hvordan, der kan være så mange film. "

"Der er mange onde mennesker i verden. " Svarer jeg simpelt med et blik der tydeligt fortæller, at jeg ikke gider diskutere sagen med ham. Mit seriøse ansigtsudtryk virker til at more ham, og han udstøder et kort fornøjet grin, før han fylder munden med popcorn.

"Du er ikke rigtig klog. "
Mumler han, men efter et øjeblik vender han alligevel blikket tilbage mod skærmen og prøver at følge med i filmen.

Jeg smiler veltilfreds for mig selv og rykker tættere ind mod hans brystkasse, så vores kroppe er presset helt mod hinanden. Der er varmt i stuen, og jeg kan føle min krop koge under det tykke uldtæppe, som er viklet omkring os.

"Jeg klogere end dig. "
Mit hoved er halvt gemt under tæppet, og min kommentar kommer kun ud som en dæmpet mumlen, jeg først ikke tror, han hører.

"Hvad sagde du lige? " Link skubber sig langsomt op på albuerne, tydeligt overrasket over mit åbenlyse forsøg på at provokere ham. Han bevægelse presser mig dybere ned i sofaen, så jeg lægger fladt på ryggen.

"Jeg pointerede bare, at jeg er klogere end dig."

Gentager jeg og trækker ligegyldigt skuldrene op mod ørene, som om at samtalen keder mig. Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg forsøger at drille ham. Måske bare for at se det smil, som altid former sig på hans ansigt, når han fornemmer en udfordring. Desuden er det ikke nogen hemmelighed, at jeg får topkarakterer i alle mine fag, mens han oftest ikke gider besværre sig med at følge med i undervisningen.