Se Mig | Afsluttet

Kapitel 27

"Små løgne"
Olivias synsvinkel

"We tell those little white lies to make ourselves feel better. But sometimes they grow. Sometimes they turn into labyrinths and we become lost."
•••

Noah sidder alene i kantinen og stirrer længselsfuldt gennem luften med kinden hvilende mod sin håndfalde. Jeg følger hans blik gennem rummet, mens jeg fylder min mad på en tom plastikbakke. Han kigger på Thomas der står et stykke væk og snakker med en pige, jeg ikke kender.

"Har du stadig ikke talt med ham? "

Sukker jeg og slår mig ned på pladsen over for ham. Han vender sig mod mig med et trist smil.

"Jeg kyssede ham." Svarer han lavmælt, så jeg knap nok kan høre ordene forlade hans læber.

"Du hvad?" Udbryder jeg overraskede og kommer til at hæve stemmen for meget. Noah tysser hysterisk på mig og ser sig febrilsk omkring.

"Der er ikke nogen der ved det. "
Mumler han stille. En mørkerød farve breder sig over hans kinder og ned over hans hals. Jeg læner mig ind over bordet, så dem omkring os ikke kan høre, hvad vi snakker om.

"Hvad skete der efter kysset? "
Spørger jeg forvirret. Det gav ingen mening. Noah havde fået hvad han ville have, så hvorfor ser han så nedtrykt ud?

Han sukker og skjuler ansigtet i hænderne, før han begynder at tale.

"Ingenting. Der skete ingenting. Vi har ikke snakket om det. "

"Der er gået over en uge, og i har ikke talt om det? " Gentager jeg skeptisk.

Noah trækker på skuldrene og piller fraværende et stykke af sin sandwich uden at svare mig.

"Noah, det er tydeligt, at i kan lide hinanden. Du bliver nødt til at fortælle ham, hvordan du har det. En af jer må tage det første skridt. " Siger jeg og lægger min hånd trøstende oven på hans.

Han tager fat i min hånd, men kigger op på mig med et skeptisk blik. Hans øjenbryn er løftede så højt, at der danner sig en dyb rynke hen over hans pande.

"Du skulle nødig snakke. " Siger han lettere hånligt.

"Har du måske snakket med Link? "

Jeg stivner ved hans kommentar og stirrer ned i bordpladen. Fortvivlet og ude af stand til at finde på noget at sige. Noah kender til mine følelser for Link, men der er stadig så meget, han ikke ved. Alt det der gør det kompliceret.

"Det er anderledes. " Svarer jeg og undgår hans blik.

"Link er ikke..." Jeg tøver. Prøver at finde på ord der kan beskrive min lettere skræmmende nabo.

"Kæreste materiale? " Byder Noah ind med et drillende smil.

Jeg kigger nervøst op på ham. Ikke kæreste materiale var noget af en underdrivelse.

"Jeg har hørt, hvad folk siger om ham. " Begynder han og fastholder mit blik.

"Men nogle gange bliver man nødt til at danne sin egen opfattelse, i stedet for at stole på rygterne. Folk kan forandre sig. "

Siger han og giver min hånd et klem. Jeg smiler til ham og gentager de ord, han sagde til mig til festen.

"Du er faktisk ret klog, ved du godt det? "

Noah griner af min kommentar, men ser så på mig med et seriøst udtryk i øjnene.
"Der var en gang en ven der fortalte mig, at det altid er bedre at kende sandheden end at leve i uvished. Hvis du føler noget for Link, skylder du så ikke dig selv at finde ud af, hvad det kan blive til? "