Se Mig | Afsluttet

Kapitel 24

Kapitel 24: "Psykopat"
Links synsvinkel

"You make me feel safe, you make me feel calm and you make me feel normal. It's like you're a shelter from all of the things that turn me bad."
- Ashley John.
•••

Jeg kan ikke huske nogensinde at have sovet igennem natten. Jeg har sikkert gjort det engang, men det må være længere tilbage, end mine minder rækker. Alt jeg kender til er rastløse nætter fanget på mit værelse, ude af stand til at lukke øjnene. Som febrilske feberdrømme, der får ens krop til at ryste og dråber af koldsved til at pible frem over ens pande.
Alt jeg nogensinde havde kendt til var frygten for, hvornår han ville komme hjem, og det had der fulgte med, når han endelig gjorde. Lugten af sprit fra hans ånde, når han slog mig bare fordi han var vred og manglede nogen at lade det gå ud over.
Alt jeg kender er søvnløsheden, men den nat sover jeg.

Klokken 09:37

Jeg vågner op på et koldt trægulv i et fremmed værelse. Et øjeblik har jeg ingen erindring om, hvor jeg befinder mig og hvorfor. Mine tanker er stadig slørede af søvnen og mine sanser dulmede af det skarpe morgenlys. Da jeg forsøger at bevæge mig, mærker jeg med det samme ømheden i mine muskler, og jeg bander indvendigt over det hårde underlag, jeg af en eller anden grund har sovet på. Først da jeg ser ned på mine indbundne hænder, vender minderne tilbage.

Jeg sætter mig op med et sæt og betragter den spinkle skikkelse i sengen. Et sekund var jeg bange for, at hendes eksistens blot var noget, jeg havde drømt. Men hun er virkelig. Og hun sover stadig. Hendes øjenlåg sitrer stille, og hendes læber er let skilte i et smil. Hun ser smuk ud. Uberørt og uskyldig på en måde der får mig til at ville beskytte hende. Og til at ville gøre andre... mindre noble.. ting ved hende. Jeg ryster på hovedet, og prøver at få tanken til at forsvinde.

Du er sammen med Isabel, og jeg er sammen med Noah.

Hendes ord giver stadig genlyd i mit hoved. Som en konstant påmindelse om, at jeg ikke kan få hende. At hun er uden for min rækkevide. Men det er svært for mig at acceptere, når hun er så fucking tæt på.

"Link."

Hendes stemme er groggy og træt, men lyden er ikke til at tage tvivl af. Hun sagde mit navn i søvne. Jeg sætter mig på kanten af hendes seng og beundrer hendes ansigt. Det er stadig fredfyldt, så hvad end hun drømmer kan ikke være et mareridt. Jeg ånder lettet op og tillader mig selv at nyde den ukendte følelse, der spreder sig i min krop.
Jeg venter. Venter på at høre hende sige mit navn igen. Overvejer hvordan det vil være, at høre hende stønne det mod min hals, mens jeg tager hende. Men hun siger ikke noget igen.

Mit blik vandrer ned til hendes hånd, det hviler tungt under hendes kind. Et bånd af blå og lilla nuancer spreder sig over hendes håndled, der hvor han har holdt hende fast. Ved synet blusser vreden op i mig, og mine tanker bliver mørke. Alt i mig havde haft lyst til at brække nakken på det røvhul, og hvis ikke Olivia havde stoppet mig, tror jeg at jeg ville have gjort det.
Måske ville jeg endda have nydt det.

Jeg rækker min hånd ud, og lader blidt mine fingerspidser strejfe hendes kæbe. Nogle af mine sår er gået op, og blodet har farvet små røde plamager på gazen, som hun bandt omkring mine hænder. Det er første gang, at nogen har vist omsorg for mig på den måde, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op med det. Min tommelfinger finder vej til hendes mund og glider let hen over hendes underlæbe. Et øjeblik forestiller jeg mig, hvordan det ville være at kysse hende. Min berøring får hende til at sukke sagte og krænge mundvigerne op i et smil. Jeg smiler tilbage.