Se Mig | Afsluttet

Kapitel 78

"Mens du sov"
Olivias synsvinkel
•••

Lægerne kalder min fars pludselige opvågning for et medicinsk mirakel og fortæller os, at han med lidt held kan være klar til at forlade hospitalet efter blot en måneds genoptræning og intensiv fysioterapi.

Min far er selvfølgelig ikke enig i deres dom, og efter knap to ugers konstant brok, giver de op og lader ham udskrive.

Udfaldet er uden tvivl en personlig sejr for min far, der smiler triumferende til personalet, mens jeg skubber hans kørestol ned af hospitalskoridoren mod udgangen. Selvom lægerne forklarede hans tidlige udskrivelse med, at hans krop hellede hurtigere end forventet, er jeg slet ikke i tvivl om, at hans håbløse opførsel har haft en finger med i spillet. Det er tydeligt på min fars smil, at han også ved det. Et par sygeplejersker ryster skeptisk på hovedet, da vi ruller igennem receptionen og passerer de automatiske glasdøre, der fører os ud på parkeringspladsen. Min far løfter en afkræftet hånd og vinker fornøjet til dem i forbifarten.

En ung, kvindelig læge følger efter os ud af dørene. Hun går et par skridt bag os og taler til min mor i et alvorligt toneleje, indtil vi stopper op foran bilen, og hendes blik skifter til min far.

"Carl." Siger hun flat med øjenbrynene trykket sammen i en skeptisk grimasse. Min far gengælder hendes blik og smiler.

"Dr. Lundbeck. " Siger han med en stemme, der stadig er hæs og spinkel efter komaen. Kvinden krydser armene over brystet af sin kittel.

"Jeg behøver vel ikke fortælle dig, at jeg stærkt fraråder det her? "

"Nej, den del har vi vist fået etableret, jeg er ikke hjernedød længere, husker du nok? "

Hans svar kommer prompte og inkasserer et opgivende suk fra både lægen og min mor. Jeg gør mit bedste for at undertrykke det smil, der trækker i min mundvige.

"I så fald kan jeg ikke tvinge dig til at blive imod din vilje. "

Lyder det fra Dr. Lundbeck, der modvilligt overdrager en kopi af min fars sygejournal sammen med en recept på smertestillende piller, vi kan afhente på det lokale apotek. Hun ser tilbage på min far og retter en tynd pegefinger mod ham.

"Pas nu godt på dig selv Carl, og husk at du stadig skal komme ind til din ugentlige kontrol."

Informerer hun, mens min far allerede er igang med at åbne bildøren til bagsædet. Hans muskelstyrke er stadig stærkt svækket, og han må forsøge et par gange, før det lykkes ham at trykke håndtaget ned.

"Og glem ikke, at jeg har henvist dig til traumepsykologen, du skal selv ringe derind inden... "

"Inden der er gået en uge, jeg ved det. "

Afbryder min far utålmodigt, mens han instruerer mig i, hvordan jeg skal støtte ham, så han kan skubbe sig ud af kørestolen og ind på bilsædet. Den simple handling får hans ansigt til at blive rødt af anstrengelse, og da han omsider har sat sig til rette, pruster han forpustet.

"Du behøver ikke se så trist ud doktor, jeg er sikker på, at du kan finde en anden komapatient at genere. "

Smiler min far, da jeg spænder sikkerhedsselen over hans brystkasse og smækker bildøren i, så hun er tvunget til at se hans provokerende grin gennem ruden, uden at kunne svare. Jeg lader mig glide ind ved siden af ham på bagsædet, og venter på at min mor er færdig med at kramme lægen og blinke tårer ud af øjenkrogen.

Da vi kører ud fra hospitalets parkeringsplads og fletter ind på hovedvejen, ruller min far vinduet op og stikker hovedet halvt ud gennem ruden. Et smil spiller om hans læber, da solen rammer hans gennemsigtige ansigtshud og oplyser det brede ar på siden af hans hoved. Han ser svag og stærk ud på samme tid. Mest stærk, da jeg rækker ud og tager hans knoglede hånd i min, som jeg har vænnet mig til at gøre fra kanten af hospitalssengen.