Se Mig | Afsluttet

Kapitel 62

Kapitel 62
"Manden han aldrig kendte"
Links synsvinkel
•••

Byens lokale bank ligger i den finere ende af byen og ligner udefra noget fra en svunden tid. Komplicerede mønstre er hakket ind i de grå sten, og facaden bærer præg af en renæssance-lignende arkitektur. De store glasdøre i midten af bygningen virker næsten lige så malplacerede, som jeg føler mig, da vi træder ind gennem dem.

Set indefra er alting komplet anderledes, næsten som om at man, da man oprettede banken, med vilje har forsøgt at skabe den skarpest mulige kontrast til bygningens rustikke ydre.

Rummet vi træder ind i, er overvældende åbent og alle væggene er malet en nedtonet hvid farve, der minder mig om tøsne. Langs rummets vægge står rækker af kvadratiske arbejdssteder med høje skriveborde og tynde skillevægge, der adskiller bankens medarbejdere. De sidder alle med ansigterne vendt mod deres skærme i noget, der enten er dybt koncentration eller lammende kedsomhed. Jeg har svært ved at vurdere, hvilken det er.

Vi står midt i det hele ved en høj metalskrank, mig med hænderne begravet nervøst i lommerne og Carl med rank ryg og sit sædvanlige målrettede blik.

Efter et par tavse sekunder skæver en ældre, gråhåret bankmedarbejder skeptisk op på os fra sin computerskærm. Han er iklædt et ualmindeligt kedeligt jakkesæt og det mest dømmende ansigtsudtryk, jeg længe har set. Vi må også være et umage par at se på - Politikommisæren sammen byens velkendte problembarn. Orden og kaos praktisk talt arm i arm. Carl ignorerer mandens stirren, da han træder ind bag skranken, og henvender sig i en professionel tone.

"Jeg har brug for adgang til en bankboks med dette nummer. "

Beordrer han kort og holder sedlen med talkombinationen op foran den kedelige mands ansigt, så han træder et forskrækket skridt tilbage. Hans øjne knibes sammen til smalle sprækker, mens han nærstuderer de små, utydelige tal.

"Må jeg spørge, hvad det drejer sig om? "

Mandens blik flakker nervøst fra Carl og hen til mig. Jeg skyder kæben frem og gør mit bedste for at se anstændig ud i min lange jakke og med mine blottede halstattoveringer. Måden han rynker næsen på fortæller mig, at det ikke har den ønskede virkning. Han tror sikkert, at jeg er ude på at røve stedet.

"Det er fortrolige politisager, mere behøver du ikke vide om den sag. "

Svarer Carl afvisende og placerer hænderne i siden. Manden virker ikke overbevist, men begynder alligevel at tale.

"Det er til en privat bankboks, jeg kan ikke give adgang uden indehaverens autorisation, vi tager sikkerheden meget alvorligt... "

Et højt smæld afbryder hans talestrøm, da Carl smækker sit politiskilt ned på skranken foran os.

"Hør her Henri. "
Han læner sig frem over bordet og prikker sin pegefinger mod bankmandens brystkasse, der hvor hans navneskilt er klipset fast til habitjakken.

"Du har ikke brug for andres godkendelse end min. "

Erklærer han og putter skiltet tilbage i inderlommen på hans army-grønne jakke. Den ældre mand ser på nuværende tidspunkt en anelse skræmt ud, og jeg bebrejder ham ikke.

Den barmhjertige faderfigur, som jeg har lært at kende gennem de sidste måneder, er pludselig blevet erstattet af nogen, som mest af alt minder om ham helten fra Olivias yndlingsfilm. Jeg kan ikke lade være med at skæve over på Carl med en blanding af chok og beundring. Jeg kan ikke huske nogensinde at have set op til et voksent menneske før.