Prolog

919 35 24
                                    

Lisettes synsvinkel

Marcus... Marcus Gunnarsen. Min første kærlighed...

Drengen, der stak mig ryggen og fik mig til at tro, at han faktisk kunne lide mig. Men det var løgn. Det måtte det have været.

Efter, at Alex og Martinus var flyttet sammen, var Marcus og jeg faldet fra hinanden. Martinus kom ikke længere hjem til os, fordi han boede jo med Alex, og Marcus tilbragte størstedelen af tiden hos dem i Oslo. Det var nemmere for ham, når han og Martinus var i studiet.

Det var længe siden, jeg havde set ham. Otte måneder for at være helt præcis. Sidste gang, havde været til Alex' studenterdag, hvor Martinus havde friet til hende. Jeg havde prøvet at få øjenkontakt med Marcus over bordet flere gange, men han havde bare undveget mit blik. Jeg havde ikke forstået et hak af noget som helst. Hvorfor havde han været så kærlig over for mig tidligere? Jeg havde endda blottet mig for ham. Jeg fik næsten kvalme ved tanken om det. Jeg havde fortrudt det så meget.

Jeg var på vej mod de seksten - der var faktisk kun en enkelt måned til. Jeg havde overvejet at holde en eller anden mega fest. Jeg havde brug for at glemme Marcus.

Hans ansigt snurrede konstant rundt i mit hoved. Lige meget, hvad jeg gjorde, kunne jeg bare ikke glemme ham.

Jeg havde været så rasende på ham, at jeg havde været lige ved at finde en tilfældig dreng, der kunne tage min mødom, bare så jeg kunne stikke det faktum i hovedet på ham, hvis han kom krybende tilbage. Men jeg havde ikke gjort det. I stedet sank jeg bare ned i en dyb deprimeret tilstand. En side, som folk ikke vidste, jeg besad.

Folk så mig altid som den sprudlende pige. Jeg var altid glad. Men jeg gemte på en hemmelighed. Jeg havde nemlig en tendens til at være deprimeret i perioder. Ikke sådan bare nedtrykt, men rigtigt langt nede. Så meget, at jeg faktisk tog antidepressiv medicin mod det. Det vidste Marcus ikke. Jeg havde aldrig nået til at fortælle ham det. Og nu var jeg bare glad for, at han ikke vidste det om mig.

Jeg kiggede ned på det billede, der var fremme på min skærm. Et billede af Marcus, der lå med armene om mig i min seng. Jeg fællede en lille tåre over det.

Kom jeg nogensinde til at møde ham igen?

Og hvis jeg gjorde, hvordan ville han reagere? Hvordan ville jeg reagere?

--------------------------

Hej, alle I smukke mennesker!

Og velkommen til 2'eren af Second Chance, som handler om Lisette og Marcus. 

Jeg ved, der er mange, der har ventet på, at denne skulle komme ud - og her er den så!

Hvem ved... måske får vi også et lille gensyn med Alexinus... *blink blink* ;)))

Håber, I kunne lide prologen! 

Og så ses vi da i næste afsnit

Glæder mig til at følge deres eventyr sammen med jer! :))

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3

Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔Where stories live. Discover now