Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 1: Besøget

Lisettes synsvinkel

Jeg sad midt i min danskstil, da det ringede på døren. Jeg skulle afslutte 9. klasse til sommer, og jeg arbejdede hårdt for at have så højt snit som muligt, selvom jeg egentligt ikke skulle bruge det til noget. Det var bare en distraktion for tanker om Marcus.

Da det blev ved med at ringe på døren, sukkede jeg. Det var vist mig, der blev nødt til at åbne. Typisk! Mor var utroligt lidt hjemme for tiden. Ikke så sært, hun var jo begyndt at date en eller anden mand... det var kun mit kærlighedsliv, der lå i totale ruiner.

Muggent slamrede jeg min bærbar sammen. Lidt for hårdt. Så jeg var nødt til at tjekke, om skærmen var gået i stykker. Slatten vandrede jeg nedenunder. Jeg fangede kort mit eget spejlbillede på vejen. Jeg så herrens ud. Store rande under øjnene og helt bleg. Nærmest gennemsigtig som et spøgelse.

Jeg nærmest flåede døren op og skulle lige til at råbe ud i hovedet på den, der vovede at forstyrre mig i mine lidelser. Men da jeg så, hvem det var, brød jeg hurtigt ud i et smil.

Alex og Martinus.

"Hvad laver I her?" spurgte jeg overrasket.

"Vi skal være her weekenden over," svarede Alex, da de var kommet ind og havde fået overtøjet af.

"Det har mor slet ikke sagt noget om," sagde jeg: "men hun er her næsten heller ikke."

"Det skulle også være en overraskelse," sagde Martinus: "og vi har faktisk medbragt endnu en overraskelse, men den kan vi desværre ikke give nogen før om otte måneder."

Jeg stirrede på ham. Normalt lavede folk kun sådanne jokes, når nogen var gravide. Vent... gravid? Mit blik faldt på Alex' mave.

"Er hun...?" stammede jeg og pegede på Alex' mave, mens jeg igen stirrede på Martinus.

"Ja, hun er gravid," smilede han.

"Af hvad er du?" næsten råbte jeg og stirrede nu på Alex.

"Jeg er gravid," sagde Alex: "om lidt over otte måneder vil der dumpe en lille ny Gunnarsen ned."

Jeg kiggede op på Martinus, der bare smilede beundrende på Alex. Han lagde beskyttende en hånd på hendes mave. Det var tydeligt, han glædede sig til at blive far.

"Har du det helt godt?" spurgte Alex pludseligt undrende.

"Nej... eller ja, eller nej," svarede jeg: "det ved jeg ikke."

"Jamen, Lisette, du ligner en, der ikke har sovet?" sagde Martinus bekymret.

"Hvad sker der?" sagde Alex.

"Hvor er Marcus?" spurgte jeg langsomt.

"Han... øm..." sagde Martinus tøvende: "for at være ærlig, ved vi det faktisk ikke."

"Vi har ikke snakket med ham i to uger," sagde Alex.

Det forstod jeg slet ikke. Han boede da ellers hos dem næsten hver weekend. Hvordan kunne de ikke have set ham i hele fjorten dage? Hvad mon, han rendte rundt og lavede? Og hvorfor kunne jeg ikke bare glemme ham? Det var, som om han var ætset ind i min hjerne. Lige meget, hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke slippe af med ham. Han var alle steder. Jeg fulgte jo ham og Martinus på instagram, så hans ansigt dukkede konstant op på min skærm.

"Jeg er nødt til at snakke med dig," sagde jeg og kiggede alvorligt på Alex. Jeg kunne simpelthen ikke holde til det længere.  

____________________

Og der havde vi lige et lille gensyn med Alexinus ;)

Som I kan se, så valgte de at beholde barnet! <3

Hvad skal Alex' og Martinus' barn hedde?
Skal det være en pige eller en dreng?

Kom meget gerne med forslag! :))

Glem ikke at stemme og kommentere!

- Mathilde <3