Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 57: Du skal ikke gøre noget

Lisettes synsvinkel

Marcus sad på sengekanten. Han havde holdt øje med mig, siden vi var kommet hjem fra skadestuen. Han havde praktisk talt måttet slæbe mig ud derfra. Jeg havde fået af vide, at jeg havde været bevidstløs i over en time. Det gjorde mig nervøs. Tænk, hvis jeg var blevet hjerneskadet?

Jeg var blevet indkaldt til en MR-scanning. Lægen, jeg havde været ind hos, ville åbenbart gerne være sikker på, at jeg ikke havde taget indre skade af min lange bevidstløse tilstand.

"Hvornår skal vi afsted?" mumlede jeg og prøvede ta rejse mig, men jeg nåede ikke ret langt, før hans hånd stoppede mig, og jeg blev presset ned igen.

"Nej, du skal ikke gøre noget," sagde han: "jeg skal nok komme og samle dig op. Og give dig tøj på og det det hele."

"Marcus, det behøver du altså ikke. Jeg kan sagtens selv."

"Så lang tid vi ikke ved, om der er sket nogen indre skader, så vil jeg ikke udfordre skæbnen. Du er nødt til at gøre, hvad jeg siger."

"Hold nu op med at være så overbeskyttende. Det er for meget."

Jeg slog dynen til side og rejste mig. Han prøvede at gribe fat om mig, men jeg var for hurtigt og smuttede ud gennem hans greb. Jeg smuttede ud på badeværelset og lukkede mig inde. Jeg gad ikke, at han skulle følge mig i røven.

"Lisette, luk nu op." Han var desperat, men jeg smilede for mig selv og lod som ingenting. Det var måske en smule bitchet, men jeg var ligeglad. Jeg skulle ikke overbeskyttes. Ubevidst åbnede jeg døren, og han brasede ind. Jeg kunne ikke fortælle, hvorfor jeg egentligt havde åbnet døren. Men det var også synd fir ham at lade ham såt derude, når han nu havde reddet mig. Jeg var dog stadig sur på ham.

"Det må du altså ikke gøre!" sagde han, da han nærmest løb ind gennem døren. Han havde presset al sin vægt mod døren.

"Du er alt for desperat og angst for omkring mig," svarede jeg, mens jeg vaskede mit ansigt. Midt i det hele besluttede jeg mig for at gå i bad i stedet. Det var mere hygiejnisk end at stå og plaske ansigtet til i det kolde vand, der alligevel ikke fjernede de døde hudceller.

Jeg smed bare tøjet uden at give en skid for, at Marcus stadig stod i rummet. Jeg trådte ind under det brusende vand, mens han bare stod og gloede på mig, helt mundlam.

"Jeg er nødt til at være ren, når vi nu skal ud på hospitalet. Hvis de indlægger mig, så har jeg behov for at vide, at jeg var ren, da jeg kom. Så jeg ikke ligger derude og føler mig inficeret af hospitalets mærkelige lugt, som nok burde symbolisere sprit og renhed, mens alle forbinder det med sygdom."

Jeg trådte ud igen. Marcus stod stadig neglet fast til det samme sted. Han virkede betaget af mig. Jeg derimod så ned på min arm og fik øje på den forbinding, som skjulte det sår, jeg så fint havde skåret i mig selv i går.

Jeg sukkede højlydt og ignorerede både Marcus og forbindingen. Jeg smuttede hurtigt i noget tøj, der var nemt at tage af, når man kom ind i rummet med MR-scanneren.

"Du skal også have tjekket stingene, når vi er derude. Om de ser pæne ud, og at der ikke er gået infektion i det."

Jeg nikkede. Det var vel klart nok.

Marcus trådte hen mod mig.

"Lisette, vi er nødt til at få snakket om det her," sagde han og pegede ned mod forbindingen: "om hvorfor, du gjorde det. Du er nødt til at acceptere, at sket er sket."

"Jeg ved det, men kan vi tage det efter scanningen?"

"Selvfølgelig. Er du klar til at tage af sted?"

"Ja, jeg henter mit overtøj, og så kører vi."

-----------------------------------------

Så kom der endnu et afsnit!

Er I startet i skole igen?

Eller starter I kun på mandag?

Næste gang, jeg poster, er det maraton på 5 kapitler

Glem ikke at stemme og kommentere!

- Mathilde <3