Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 19: Ydmyget

Maraton 1/7

Marcus' synsvinkel

Jeg havde aldrig følt mig så ydmyget, som jeg gjorde dette øjeblik. Jeg havde været så tæt på i går at få hende til at indrømme alle sine følelser for mig. At få hende til at nyde mig og sig selv. Være forbundet på den dybeste fysiske måde, og så var hun faldet i søvn. I midt i det hele. Jeg havde aldrig nogensinde følt mig så meget som en fiasko, som jeg havde gjort i går. Selv ikke den dag, min far havde opdaget, at jeg havde et alkoholproblem, eller da jeg havde givet mit første kys til Alex i en af de første brænderter, jeg havde haft.

Nu havde Lisette efterladt mig. Helt alene, efter vi havde diskuteret. I går havde vi kysset, nu var vi uvenner igen. Hun havde været den, som havde kysset mig først. Ikke omvendt. Hun havde næsten sagt, hun elskede mig. Jeg havde kunne høre på hendes stemme, at hun stadig havde følelser for mig. Den måde, hun havde rørt mig på, var den samme, som det havde været dengang, vi var faldet for hinanden. Jeg var nødt til at snakke med hende. Men jeg vidste ikke, hvor hun var løbet hen.

Jeg håbede ikke, hun var gået ned til Alex og Martinus, som nok allerede måtte befinde i stuen. Jeg kunne høre deres stemmer hele vejen op ovenpå, mens de grinede af et eller andet. Det skramlede dernede. De var nok i gang med at rydde op efter i går.

Jeg hoppede hurtigt i noget tøj. Jeg var nødt til at finde Lisette og sige undskyld for bare at smide det lige i hovedet på hende, når hun ikke havde kunne huske noget som helst. Måske skulle jeg alligevel prøve at gå ned i stuen... det kunne jo være, hun sad der, selvom hun var rendt ud i sin ikke lukkede kjole fra i går.

Da jeg gik forbi badeværelset, hørte jeg gråd. En høj hjerteskærende gråd. Det måtte være Lisette. Jeg kunne genkende gråden. Et par af nætterne havde jeg hørt hende. Det havde gjort helt ondt i hjertet på mig. Bare jeg vidste, hvad hun græd over. Nogle gange virkede det som om, at der var mere galt end det, der foregik mellem os.

Mens jeg stod der ude foran døren, kom Martinus pludseligt op af trappen.

"Marcus," sagde han: "hvorfor står du der?"

"Jeg venter på Lisette," svarede jeg tomt, men jeg kunne ikke skjule mine følelser for Martinus. Langsomt begyndte jeg at give slip, og tårerne faldt ned over mine kinder. Til sidst gav min krop efter, og jeg faldt på knæ foran døren, mens jeg hulkede. Martinus kom hurtigt hen til mig og satte sig på hug ved siden af mig. Han lagde armene om mig.

"Hvad er der sket?" hviskede han: "hvorfor græder hun?"

"Du kan også høre hende?" sukkede jeg.

Han nikkede.

"Det er ret højlydt," sagde han: "vi kunne høre jeres skænderi helt nede i stuen."

"Martinus, hun har stadig følelser for mig, men hun vil ikke indrømme det," svarede jeg: "vi kyssede i går. Eller hun kyssede mig. Hun ville have, jeg skulle tage hendes mødom, men hun var så fuld, hun faldt i søvn, inden vi nåede dertil."

"Åh, Marcus dog," sukkede han og krammede mig tæt.

Jeg fortalte ham hakkende og stammende alt andet, der var sket. Martinus lyttede eftertænkeligt og lod mig bare forklare det hele i mit eget tempo.

"Jeg føler mig ikke spændende nok," græd jeg inderligt: "hvis hun faldt i søvn, mens vi lavede forspil, så kan jeg ikke have været ret god eller spændende."

"Stop med at kritisere dig selv. Der er ingen af jer, der er englebørn," svarede han: "men du burde snakke med hende. Undskylde, at du råbte af hende. Men få hende til at forstå, at hun også havde del i det hele."

"Det ved jeg. Men hvordan skal jeg få hende til at lytte? Hun vil helt sikkert ikke snakke med mig..."

"Du sætter hende fast ned på en stol eller låser jer inde i hendes værelse, indtil hun lytter. Du skal bare huske at tage nøglen, så hun ikke kan slippe ud."

"Er det ikke lidt drastisk?"

"Vil du have, hun skal lytte eller ej?"

---------------------------------------------

Så er maratonnet skudt i gang!

Og det varer som lovet hele ugen :))

Marcus og Lisette kan virkeligt bare ikke finde ud af tingene... 

Tror I, de overhovedet finder sammen? 

Eller falder de fra hinanden? 

Der er sikkert mange af jer, der har eksamen og prøve-eksamen - hvilke fag skal I op i? 

Og er I glade for det? :)

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3