Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 6: Panik og mere panik

Lisettes synsvinkel

De par uger, der gik inden koncerterne startede, var så langsomme, at jeg næsten var ved at gå ud af mit gode skind. Alex var blevet hjemme hos mig, da Martinus var taget afsted for at lave lydprøver. Hun skulle blive her de næste par uger, indtil hun tog tilbage til Oslo.

"Har du fundet det tøj frem, du skal på til koncerten?" spurgte hun.

"Ja..." svarede jeg.

"Hvad sker der?"

"Jeg er hundeangst for at se ham."

"Det forstår jeg også godt," svarede hun: "men det hele skal nok gå. Jeg er der også, så hvis han opfører sig åndssvagt, skal jeg nok pande ham et par på skrinet."

Et lille grin undslap mine læber. Tanken om Alex, der slog Marcus. Han var et helt hoved højere end hende. Dengang Alex og Martinus havde mødt hinanden, havde højdeforskelle ikke været mere end et halvt hoved... men der var jo gået to år siden dengang.

Hun hjalp mig med at gøre mig klar. Hun sad og tegnede M'er i mit hoved. Jeg skulle ikke stå sammen med hende til koncerten. Hun var jo gravid, så hun måtte ikke stå i Golden Circle. Der var for stor risiko for, at hun blev skubbet eller ramt i maven. Martinus havde været helt panisk ved tanken om, at hun havde overvejet det. Han passede på hende hele tiden. Og barnet. Han var konstant om hende, og Alex blev ind i mellem lidt irriteret over, at han fulgte i røven på hende hele tiden. Jeg syntes, det var ret sødt. Han elskede hende så meget.

"Jeg ved, det her måske lyder ondt at sige," sagde Alex: "men jeg er på en måde lidt glad for, at det kun er os to, der er sammen lige nu."

"Er det, fordi Martinus løber i røven på dig hele tiden?" grinede jeg.

"Ja..." sukkede hun: "han er simpelthen for meget. Jeg er jo ikke invalid eller højgravid."

"Han elsker dig," svarede jeg: " han vil bare ikke have, der sker hans barn og kæreste noget."

"Jeg ved det," sagde hun: "jeg takker livet for ham hver evig eneste dag. Jeg havde aldrig klaret den uden ham. Det er også derfor, jeg ikke vil modsige, at han gør det der... selvom det er ret irriterende."

Jeg ville ønske, at Marcus og jeg havde haft det, som Alex og Martinus har det. Men sådan skulle det åbenbart ikke være. I dag havde jeg da i det mindste en sidste chance for at snakke med ham.

På hele turen hel til Royal Arena tænkte jeg på, hvad jeg dog skulle sige til ham, når jeg så ham. Det gjorde jeg også under hele koncerten. Jeg havde mødtes med et par af mine veninder, der også skulle derind, så jeg ikke skulle stå dernede alene.

Under koncerten fik jeg gentagne gange øjenkontakt med Marcus. Den første gang, så jeg, hans krop stivnede. Havde han virkeligt så meget afsky over for mig, at han ikke engang ønskede at se mig til en koncert?

De andre gange så han stadig panisk ud... det varslede ikke godt.

-----------------------------------

Så... hvad tror I?

Hvordan kommer det til at gå mellem dem til det Meet and Greet? 

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3