Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 40: Sandhedens time

Maraton 7/10

Marcus' synsvinkel

Vi havde lige fundet vores sæder i flyet. Jeg havde sørget for, at vi sad på første klasse. Vi var på vej tilbage til Danmark. Jeg skulle kun ud på klinikken igen om fjorten dage, og jeg havde besluttet at tilbringe de to uger med Lisette.

Jeg satte mig tungt ved siden af hende. Da jeg havde spændt mit sikkerhedsbælte, flettede jeg mine fingre ind i hendes. Hun sad bare og kiggede ud af vinduet. Jeg ville gerne snakke med hende. Hun havde været så stille siden i går. Bortset lige fra, da jeg sad og pillede ved hende. Og havde mit hoved mellem hendes ben. Hun havde skreget så højt, at jeg tror, mine naboer kunne høre det gennem væggen. Der var bare tydeligvis noget, der gik hende på. Jeg kunne mærke det, men jeg var bange for at presse hende for information. Hver gang, jeg gjorde det, endte det aldrig godt. Det havde vi efterhånden erfaret.

Flyet var snart fyldt og satte lige så stille i bevægelse. Hun strammede grebet om min hånd. Jeg viste, hun ikke brød sig om opstigningen. Jeg lænede mig over og kyssede hendes tinding. Hun vendte sig mod mig. Med tårerne trillende ned af kinderne. Ingen af os sagde noget. Vi kiggede bare på hinanden. Ventede på, at den ene åbnede ballet.

Flyet lettede, og snart var vi i luften. Hun snøftede kort, og endnu en tåre faldt ned over hendes kind. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre eller sige. Så jeg endte med at slippe hendes hånd og lægge armen om hende. Hun fjernede hurtigt armlænet mellem os, så hun kunne læggede hovedet på mit bryst. Hun pustede langsomt ud og borede hovedet ned i det.

"Marcus," sagde hun pludseligt: "da jeg var fjorten, begyndte tingene at sortne for mig. Jeg anede ikke hvorfor, men jeg kom så langt ud, at jeg overvejede at gøre det forbi. Da jeg kom tilbage til mig selv igen, var der pludseligt gået tre måneder, og jeg fik af vide, jeg havde haft en alvorlig depression."

Hun kiggede op på mig med et trist blik. Hun havde gjort det. Hun havde startet sin fortælling om, hvad der var sket med hende tidligere. Og der vidste jeg, at jeg havde vundet hendes tillid. Hun var ved at åbne sig op.

"Det er jeg virkeligt ked af at høre, Lisette," svarede jeg: "virkeligt inderligt ked af det."

"Jeg føler ikke, jeg kan holde den her information fra dig længere. Du tog mig med ind til en af dine konsultationer. Du lod mig komme ind bag facaden og se den grimme side af tingene. Den virkeligt inderligt slemme side, og jeg havde intet givet dig til gengæld. Men nu... nu vil jeg fortælle dig det, du gerne vil høre. Hvad der egentligt skete med mig den gang."

Jeg kyssede hendes pande og lod hende fortsætte sin fortælling. Det var vigtigt, at hun fortalte den i sit eget tempo. Det var en alvorlig sag, som jeg var yderst angst for skulle gentage sig.

"Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at tiden gik. Alting havde bare føltes som en endeløs sort korridor. Jeg kunne hverken finde ud af, hvad der var nat og dag i en periode. Og det endte med, at jeg blev indlagt og medicineret."

"Og det er den medicin, du stadig tager i dag?"

"Ja, det er jeg nødt til. Det tog mig lang tid at komme mig over depressionen. Jeg var lige kommet ud af den, da jeg var til den koncert, hvor vi mødte hinanden første gang. Alex var med, ikke kun fordi hun var fan, hun skulle holde øje med mig og passe på mig. Det var første gang, jeg var rigtigt ude, siden det heles skete."

Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige. Hun fortalte videre om, at Alex altid var angst hver gang hun hørte ordet "depression". Hun havde siddet ved hendes side hver dag. Rædselsslagen for, at hun kunne miste sin søster. Hun var også den, der havde fundet ud af, at Lisette havde haft i tankerne at gøre det af med sig selv. Jeg sukkede. Hverken Alex eller Lisette havde haft det nemt.

"Jeg er glad for, at du fortæller mig det," svarede jeg: "men du må love mig, at hvis du føler bare det mindste tilbagevende af noget som helst, så siger du det med det samme. Jeg vil ikke risikere at miste dig."

"Det lover jeg, Marcus. Jeg skal gøre mit bedste, men det er ikke altid, jeg kan mærke, hvis jeg falder ind i det."

"Er det sket flere gange?"

"Jeg har altid haft en tendens til depression, men det er kun gået rigtigt galt en gang," sagde hun: "utroligt så mange hemmeligheder, vi har afsløret for hinanden på kun otteogfyrre timer. Jeg har fortalt dig om mig, du har vist mig, hvad der sker bag facaden hos dig."

"Og jeg har overbevist dig om, at jeg stadig er jomfru. Jeg håber ikke, du stadig tvivler på det?"

"Hvorfor er det så vigtigt for dig at jeg tror på netop det?"

"Fordi jeg ikke kan lide tanken om, at du forestiller dig, jeg har været sammen med en masse. Jeg er ikke typen, der gør sådan. Jeg bryder mig ikke om tanken om at gå fra den ene, til den anden, til den tredje. Jeg er ikke desperat, og jeg føler, at hvis man konstant har gang i en ny, er man bare desperat efter det kropslige behov."

"Jeg forstår, hvad du mener. Det er også derfor, jeg havde svært ved tanken om, at du nok havde været sammen med en masse. Det gik mig på ikke at være eneste pige i dit liv, selvom det er en fjollet tanke. Den første er ikke den, der tæller. Det er den sidste, man ender sammen med."

"Det er sandt, men for mig er du både en første og den sidste," sagde jeg, inden jeg bøjede hovedet og kyssede hendes perfekte læber. Hun gned sin næse mod min. Hun var præcis, hvor jeg ville have hende. Hos mig. 

-----------------------------------------

Så fik hun endeligt fortalt ham om sin depression

Det var den tunge byrde, de manglede

Eller var det?

Tror I, der er andet, de ikke har fået fortalt hinanden? 

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3