Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 3: Problemer

Marcus' synsvinkel

Jeg gned mig i øjnene, da jeg vågnede op på sofaen, hvor jeg igen i nat var faldet i søvn. Jeg havde en kraftig hovedpine. På bordet stod alt for mange tomme flasker. Men jeg ignorerede det bare. At jeg havde fået et problem med alkohol.

Ikke, at jeg var direkte alkoholiker. Men det tog ligesom toppen af ubehaget ved de ting, der gik mig på. Det havde ikke stået på specielt længe i min egen option. Det var ikke engang et år siden, det var begyndt. Det var lige før, at Martinus spurgte Alex, om hun ville gifte sig med ham. Lisette havde forsøgt at få øjenkontakt med mig over bordet, men jeg havde undgået hendes blik. Jeg ville ikke have, hun skulle opdage, at der var noget galt med mig allerede der.

Grunden til, at jeg havde ignoreret Lisette, var fordi flasken havde taget over mig. Jeg havde aldrig troet, det havde været muligt, at jeg kunne blive afhængig af noget. Men jo mere, Martinus og jeg blev presset, des mere drak jeg bare. Ikke engang Martinus og Alex var klar over dette. Jeg sørgede for at skjule det godt, når jeg var sammen med dem.

Lejligheden, jeg befandt mig i, var mørk. Jeg kiggede hurtigt hen på uret. Den var to om eftermiddagen. Jeg havde allerede sovet det meste af dagen væk. Jeg have boet for mig selv i nogle måneder, men jeg følte ikke rigtigt, det var lykken. Jeg følte mig ensom det meste af tiden.

Jeg gik ud til postkassen og åbnede den. Reklamer og breve væltede ud af den. Jeg havde ikke tømt den i flere dage. Jeg slæbte alt ind i lejligheden. Gennemgik det slavisk. I et meget langsomt tempo. Jeg fandt mindst ti regninger, jeg ikke havde betalt endnu.

Jeg opgav og gik ud i køkkenet. Lavede noget te. Jeg fangede lige et billede af mig selv i glasset på køkkenskabet. Mit hår var uglet og stod ud til alle sider. Randene under mine øjne talte for sig selv. Jeg så slidt ud.

Pludseligt ringede det på døren. Jeg traskede langsomt derud. Jeg havde ikke brug for besøgende lige nu, men det kunne jo være, det bare var postbuddet.

Da jeg åbnede, stod far udenfor.

"Hej Marcus," sagde han: "må jeg komme ind?"

"Ja," svarede jeg tøvende.

Han gik langsomt ind. Kiggede sig omkring. Han rynkede brynene. Hans blik føg hen mod bordet, hvor han kiggede rundt på alle de tomme flasker.

"Marcus, du har ikke kontaktet nogen i over to uger," begyndte han: "hvad sker der?"

"Ikke rigtigt noget," svarede jeg.

"Det passer tydeligvis ikke," sagde han: "der står mellem tyve og tredive tomme flasker på bordet. Har du drukket dem?"

Jeg svarede ikke i ord. Jeg nøjedes med bare at nikke. Han skyndte sig hen til mig. Lagde sine hænder på mine overarme og kiggede mig indtrængende i øjnene.

"Har du et problem med alkohol?" spurgte han: "du er nødt til at være ærlig nu, Marcus. Har du et afhængighedsproblem?"

"Ja, det har jeg," svarede jeg med bævende stemme.

"Hvor lang tid har det stået på?"

"Siden Martinus og Alex blev forlovet," mumlede jeg: "faktisk lidt før det."

"Det er jo over otte måneder siden," svarede far bekymret: "hvorfor har du intet sagt?"

"Det ved jeg ikke," sagde jeg: "jeg tænkte nok ikke på det som et afhængighedsproblem."

"Vi er nødt til at gøre noget ved det her," sagde far: "ellers kommer din karriere ikke til at holde, og jeg går ud fra, at du stadig gerne vil lave musik?"

"Selvfølgelig vil jeg det."

"Så bestiller jeg en tid hos en læge, og så tager jeg med dig. Så finder vi ud af, hvad der videre skal ske. Det her går ikke, Marcus. Du er nødt til at gøre noget ved det."

Jeg sukkede. Jeg ville have ønsket, at han ikke havde opdaget det. Nu ville alle få det af vide. Også Martinus og Alex. Og hvis jeg var rigtigt uheldig, ville Lisette få det af vide af omveje. Det ønskede jeg ikke, men jeg kunne måske allerede ikke længere forhindre det. 

----------------------------------

Nådada... der havde vi jo så Marcus...

Som jo desværre har fået et afhængighedsforhold til alkohol...

Tror I, Lisette finder ud af det?

Eller når Marcus at stoppe det inden da? 

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3