Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 74: Nedturen

Lisettes synsvinkel

Jeg sad stille på mit værelse og ventede på, at Marcus skulle ringe. Han havde skrevet til mig, at man havde noget, han gerne ville sige. Jeg sad og tænkte på, hvad det ville være. Det kunne jo vre hvad som helst. Jeg håbede på, at det indeholdt, at han ville komme til Danmark igen. Også selvom han kun lige havde været her for få dage siden.

Der gik en halv time, før han ringede over computeren. Jeg slog videoen til så jeg kunne se ham. Jeg smilede stort, da hans ansigt tonede frem, det forsvandt hurtigt, da jeg så hans ansigtsudtryk. Han græd. Hans øjne var helt røde og opsvulmede. Jeg havde ikke talt med ham hele dagen i går. Jeg vidste, at han havde været i byen i forgårs, så jeg havde bare regnet med, at han havde haft tømmermænd.

Vent... Marcus drak ikke længere. Det havde han selv fortalt mig.

Nu var jeg bekymret for alvor. Der var noget galt. Han græd. Han havde ikke skrevet til mig. Han havde ikke snakket til mig i over fireogtyve timer, og han drak ikke, da han havde været i byen, så han havde ikke haft tømmermænd.

"Marcus, hvad sker der?" spurgte jeg panisk.

"Lisette," sagde han anstrengt: "jeg har noget at fortælle dig. Der er sket noget."

"Hvad er det? Fortæl mig det, for helvede!"

Jeg kunne mærke, at jeg var ved at blive sur og gal, men jeg var også bange. Frygteligt bange. Jeg vidste, at der var sket noget, men han havde ikke afsløret det endnu. Jeg kunne sige mig selv, at det på ingen måde var noget, der var godt.

"Jeg er blevet kysset af en i byen," mumlede han.

"NEJ!" skreg jeg: "har du været mig utro?"

"Nej, Lisette, det har jeg ikke."

"Men du har lige sagt, du er blevet kysset af en anden?"

"Der var en pige, der bragede ind i mig, og Martinus måtte trække hende af mig."

"Så du kunne ikke engang få hende af selv?" sagde jeg ophidset: "måske kunne du godt lide det, og derfor lagde du ikke alle kræfter i at få hende væk."

"Det var ikke sådan!" sagde han hurtigt: "hun angreb mig. Tro nu på mig."

"Nej, jeg kan ikke. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke."

Jeg blev ved med at gentage mig selv. Jeg var i chok. Jeg kunne ikke klare mere. Vi havde hele tiden problemer, og nu var der åbenbart en pige, der mente, at hun også skulle have ham.

"Sagde hun noget til dig?"

"Ja, efter jeg havde skældt hende ud lg sagt, at hun var en sæk, og at hun skulle holde sig væk, fordi jeg var taget. Så sagde hun, at jeg bare kunnet få hende, hvis du smed mig ud."

Jeg sukkede. Det var for meget. Jeg var nødt til at afbryde den her samtale. Jeg kunne ikke snakke med ham lige nu. Min depression havde truet med at komme frem igen, og jeg kunne mærke, de nu sad helt oppe i halsen på mig.

"Marcus, jeg er ked af det, men jeg kan ikke snakke med dig lige nu," sagde jeg og lagde på. Han ringede op igen, men jeg tog den ikke. I stedet lukkede jeg computeren ned. Jeg havde noget, jeg skulle. Noget dumt, men det var lige meget nu.

------------------------------------

Hvad tror I, det er, hun skal? 

Hvad tror I, Marcus gør?

 Nu er der sørme problemer igen...

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3