Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 90: Velkommen hjem

Lisettes synsvinkel

Endeligt var dagen kommet. Jeg skulle hjem. Jeg glædede mig. De her hvide omgivelser tiltalte mig slet ikke. Alt for rent og sterilt. Der var heller ingen mennesker at snakke med. Alle, der var indlagte, måtte ikke snakke samen. Folk var psykotiske. De var ikke ved deres fulde fem. De vidste ikke, hvad der hverken foregik omkring dem, eller hvad de selv sagde. Der var indelukket – og de eneste lyde, jeg hørte, var de andre beboere, som lavede ikke altid helt normale lyde.

Der var en pige på afdelingen, der tit fik anfald, hvor hun skreg. Jeg havde været utroligt bange, da jeg havde hørt det den første gang. Så meget, at jeg havde spurgt Hans, da jeg var kommet ind til min afsluttende samtale. Han havde fortalt mig, at hun havde det meget skidt – og at man ikke kunne komme rigtigt i kontakt med hende. Jeg nikkede bare som svar. Det var fortrolige oplysninger, og egentligt burde han slet ikke fortælle mig de her ting. Jeg tror inderst inde, at han stole på, at jeg ikke sagde det til nogen.

"Lisette," sagde Hans, da han kom ind, mens jeg var ved at pakke mine ting: "det har været en fornøjelse at lære dig at kende."

Han rakte hånden frem, og jeg tog den med det samme. Han smilede sødt til mig. Forstående. De sidste par uger havde jeg fået arbejdet på nogle af alle de ting, som havde gået mig på, og jeg følte mig udrustet og klar til at komme tilbage til livet.

"Tak for hjælpen," sagde jeg: "jeg føler mig lettere inden i, som om en byrde er blevet løftet fra mine skuldre."

"Husk nu – gå hjem og tilgiv Marcus for, at han fik forklaret tingene forkert og så hør ham ud."

"Har du hørt historien?"

"Ja, og den er slet ikke slem. Han var bare meget uheldig. Hans bror og ham fortalte den sammen. Hans bror havde set det hele."

"Det vidste jeg ikke, men jeg takker for informationen. Det gør det nemmere at skulle hjem og snakke om det."

Hans fulgte mig ned til døren, hvor mor hentede mig. Alex havde ondt i ryggen. Hun og Martinus skulle snart hjem. De måtte ikke flyve, fordi hun var ved at være i syvende måned. De skulle sejle tilbage til Oslo.

Mor og jeg snakkede om de samtaler, jeg havde haft med Hans. Det var godt, at jeg fik fortalt hende det hele, så hun kunne hjælpe mig, hvis noget nogensinde skulle dukke op igen.

Da jeg kom ind af døren, var der et stort banner inde i stuen med skriften "VELKOMMEN HJEM, LISETTE" printet på. Alex, Martinus og Marcus ventede på mig. De fik alle sagt hej til mig. Alex var jeg dog nødt til at gå til og kramme hende. Hun havde svært ved at komme op fra sofaen.

"Nu lover du mig, at du ikke lader dig selv falde ned i en depression igen, ik?" sagde Alex alvorligt, mens hun holdt mine hænder i sine. Jeg klemte dem lidt, mens jeg svarede hende.

"Jeg skal nok lade være med at blive deprimeret igen. Det lover jeg."

------------------------------

Mon hun kan holde det løfte?

Eller hvad tror I?

Udvikler hun bare en ny metode i stedet for depression?

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3