Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 108: Snak til mig!

Maraton 1/3

Marcus' synsvinkel

Jeg fulgte efter Lisette op af trappen til hendes værelse. Hun holdt mig ikke i hånden. Hun talte ikke til mig. Hun kiggede bare frem af. Hvorfor ignorerede hun mig? Jeg havde gjort præcis, hvad hun ønskede. Jeg var kommet til Danmark og havde mødt Viktor. Jeg havde hørt hans historie. Hvorfor blev hun så ved med at være sur?

"Lisette," sagde jeg, da vi var kommet ind på hendes værelse: "snak nu til mig."

"Jeg er ærligt så sur på dig," svarede hun: "du har ikke gjort andet end beskylde mig for at være dig utro, og se engang hvad jeg sagde."

"Jeg ved det. Jeg er også virkeligt ked af det."

"Du er ked af det?" Hun var vred på mig. Det kunne jeg ikke lide.

"Skat..."

"Nej, du skal aldeles ikke kalde mig det lige nu. Du har ikke nogen ide om, hvor ked af det du gjorde mig, da du begyndte at sige, at jeg var utro. Det sårede mig utroligt dybt. Jeg kunne aldrig finde på den slags. Det burde du efterhånden vide."

"Hør nu på mig." Jeg steppede helt hen til hende og tog fat med begge hænder om hendes overarme, så hun ikke kunne gå nogen steder. Jeg var nødt til at få sagt de her ting til hende.

"Marcus, lad mig være, okay?"

"Nej, jeg vil ej. Jeg ved godt, jeg skulle have lyttet. Jeg blev bare bange for det med dig og Viktor, efter du fortalte mig, I havde haft sex. Han er jo nærmere på dig end mig. Jeg sidder langt væk. I et andet land. Jeg kan ikke gøre noget ved det, hvis du og ham lavede noget. Jeg ville være magtesløs."

"Men du skal bare stole på mig."

"Det gør jeg også. Det var kun, fordi du ikke ville svare mig på, hvorfor han var i huset, jeg blev desperat og bange. Du virkede, som om du havde så travlt med ham."

"Jeg havde travlt, fordi Viktor og jeg havde en lang snak om alt det, der var sket hjemme hos ham, og hvad vi skulle sige på kommunen, når vi kom derned, så vi var sikker på, at vi ville få det rigtige ud af det, og han ville få det bedre. Han har brug for en chance i livet for at fuldføre de ting, som han egentligt gerne vil, men ikke kan med den familie, han er født ind i."

"Så hvad er hans plan?"

"En plejefamilie måske," sagde hun: "eller at han flytter for sig selv. Jeg tog han faktisk ind, fordi han mindede mig om Xander."

"Jeg har aldrig hørt historien om, hvordan Xander egentligt landede her."

"Han havde en far, der bankede ham hele tiden, og så dukkede han op her i håb om, at Alex ville hjælpe ham. De havde jo også en lidt bumpet start."

"Den del har Martinus fortalt mig."

"Så Xander kom ind i familie, men blev faktisk boende. Han fik det godt. Blev en del af det hele, bare uden adoptionspapirerne, fordi han allerede var myndig."

"Men skal Viktor så også være en del af familien?"

"Nej, det skal han ikke. Min mor har allerede sagt, at det ikke kan lade sig gøre. Men hun var bare villig til at lade ham bo her, indtil alt faldt på plads for ham."

Jeg nikkede. Det gav god mening. Faktisk gav hele den her sag om Viktor god mening. De var bare venner. Gode venner. Ligesom Alex og jeg. Jeg var nødt til bare at komme over det. Jeg stolede på det, de sagde. Lisette havde ret. Hun ville aldrig være mig utro.

Jeg nikkede for mig selv. En tur til Norge for hende og mig ville nok være godt efter den her åndssvage situation. Lidt tid til at komme os over det hele var nok en god ide. Og hun havde jo brug for at være tæt på hendes storesøster.

"Skal vi tage en tur til Oslo?" spurgte jeg: "Op til min lejlighed. Alex kan jo føde hver dag, det skal være, og jeg tænker, at du gerne vil det?"

---------------------------------------

Så tager vi lige et maraton mere - 3 kapitler kommer ud i dag ;))

Hvad tror I, at hun siger til en tur til Oslo?

Mon Lisette og Marcus kan blive ved med at holde til at have konflikter?

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3