Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 23: Tavshed

Maraton 5/7

Lisettes synsvinkel

Da jeg kom hjem, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg fortrød på ingen måde, at jeg havde brugt begge frikvarterer på at sidde og kysse med Viktor. Vi havde snakket om det, inden vi havde gjort det anden gang. Vi var bare venner. Vi gjorde kun, fordi vi havde lyst til det, og fordi vi havde det godt med hinanden. Men alligevel skulle jeg på date med ham.

Vi kunne lide hinanden, men jeg elskede ham ikke. Ikke ligesom med Marcus.

Åh gud... Marcus. Hvad skulle jeg dog gøre med ham?

"Hej Lisette," lød det pludseligt henne fra indgangen til stuen. Jeg stod stadig i fuldt påklædt overtøj. Længere var jeg ikke kommet. Jeg havde været helt fordybet i mine tanker.

Jeg kiggede chokeret op og så Marcus' ansigt. Jeg stivnede. I stedet for at svare, skyndte jeg mig at få overtøj og sko af. Jeg strøg lige forbi ham, men han greb hurtigt fat i min arm. Jeg kiggede op på ham med et udtryk, der nok udstrålede frygt.

"Stop nu med at undgå mig, skat," hviskede han.

"Marcus," sukkede jeg.

"Kan du slet ikke huske, hvor meget du gerne ville have mig den nat?"

"Jo..."

"Hvorfor vil du ikke indrømme det for dig selv?" spurgte han hengivent: "at du også elsker mig."

"Ikke noget med at kalde mig skat," svarede jeg med et ryst på hovedet som det eneste, inden jeg rev mig løs fra han greb og stormede op på mit værelse.

*****

Jeg lå min seng og læste. En romantisk roman. Det irriterede mig, at fyrene altid i romaner var så fandens perfekte. De kunne fuck helt op, men i sidste ende var de prinsen på den hvide hest. Altid. Hvorfor kunne Marcus ikke også være sådan?

Det bankede på min, og jeg tabte bogen ned i hovedet på mig selv. Mit hjerte hamrede allerede derudaf. Tænk nu, hvis det var Marcus! Jeg ville helst ikke snakke med ham. Jeg var så forvirret. Og stolede slet ikke på ham lige nu.

Døren gik op, og Alex' hoved stak ind af døren.

"Jeg tænkte nok, det var her, du gemte dig," sagde hun: "hvad har du gjort ved stakkels Marcus?"

"Hvad snakker du om?"

"Han sidder og hænger med hovedet dernede," svarede hun: "og jeg ved godt, at I havde gang i noget til den fest."

Jeg stirrede på hende. Jeg havde ikke fortalt hende noget om det. Overhovedet. Havde Marcus det? Måske havde jeg undervurderet Marcus' og Alex' venskab.

"Marcus kom og snakkede med mig om det," fortalte hun.

"Det havde han da ingen ret til at gøre," surmulede jeg: "det er hans og mit privatliv."

"Netop derfor, må han fortælle mig, hvad han har lyst til," snappede Alex: "du kan ikke bestemme, hvad han vælger at fortælle mig. Han er min bedste ven."

"Er Xander ikke din bedste ven?"

"Xander er min bror. Og har altid været det."

Alex kom nu helt ind i værelset. Hun havde tydeligvis ikke opfanget, at jeg ikke gad snakke lige nu. Eller også ignorerede hun det med vilje. Jeg vendte hovedet ned mod bogen igen, og selv da sengen gav sig i den ene side, kiggede jeg ikke op. Jeg havde bestemt mig for at tie, og sådan skulle det være. Marcus havde allerede sagt mere end nok.

Pludseligt forsvandt bogen fra mine hænder, og jeg stirrede bare på det punkt, hvor teksten før havde været.

"Alex!" udbrød jeg irriteret og kiggede på hende, men hun løftede bare det ene øjenbryn. Jeg sukkede og satte mig op. Når hun havde det humør på, var der intet at gøre. Jeg kiggede demonstrativt på hende og krydsede armene hen over mit bryst. Jeg skulle ikke fortælle hende en skid!

-----------------------------------

Tror I endelig, at Lisette overgiver sig?

Nu, hvor Alex også er inde over? 

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3