Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 30: Den ustabile

Læs forfatterbesked i bunden <3

Marcus' synsvinkel

Jeg kunne ikke fatte, at det var gået så galt igen. Jeg havde tacklet hende forkert igen. Selvom jeg havde fået så mange informationer om Lisette og råd fra alle dem, der kendte hende bedst, havde det ikke virket. Jeg havde fucket det op igen.

Jeg var jo komplet ustabil. Det ene øjeblik var jeg fattet og klar i hovedet, det næste var jeg nærmest ved at rive håret af mig selv. Det ene øjeblik sad vi og snakkede stille og roligt, og fandt ud af alting, det næste øjeblik råbte jeg af hende. Hvad fanden skulle jeg dog gøre?

Jeg kunne heller ikke lade være med at tænke på den nye information, som jeg havde lært om hende. Depression. Det var ikke nogen rar ting. Jeg ville ønske, hun havde fortalt mig mere om det. Og ikke kun, at hun havde været virkeligt slemt deprimeret for et par år tilbage, før vi overhovedet havde mødt hinanden. Jeg havde brug for at vide, hvad hun tænkte. Hvad der foregik inde i hendes hovedet. Hvordan tingene var forløbet dengang. Ja, det hele. Det faktum, at hun havde sagt, at hun havde været på randen til at tage sit eget liv, fordi hun var blevet ligeglad med alting, havde virkeligt skræmt mig fra vid og sans. Tænk, hvis hun fik det sådan igen?

Jeg kom til at tænke på, hvordan Martinus havde haft det, da han havde været deprimeret. Dengang Alex havde slået op med ham. Han havde brugt alt tiden i sengen. Ikke gået i bad. Været ked af det hele tiden. Trøstespist. Det have været frygteligt at se på. Og jeg ønskede ikke for min elskede pige, at hun skulle igennem det endnu en gang. Hun tog endda medicin for at undgå det.

"Nåh, fik du endeligt snakket med hende?" smilede Martinus, da jeg kom gående ned af trappen igen. Men hans smil forsvandt, da han så mit triste ansigtsudtryk.

"Det kan man vel godt kalde det," sukkede jeg.

"Vil du snakke om det?"

"Jeg ved det ikke rigtigt," svarede jeg: "der er ikke noget nyt at sige."

"Kom," svarede han bare og trak mig med ud i køkkenet. Han satte mig ned på en stol og hældte noget vand op i et glas til mig. Jeg drak hurtigt halvdelen af det. Det dulmede nerverne en smule. Klarede min hjerne op.

"Jeg har fucket op igen," sagde jeg.

"Hvad skete der?" spurgte Martinus alvorligt.

"Vidste du, at Lisette havde været deprimeret?"

"Ja, det gjorde jeg. Det har jeg vidste længe."

"Hvorfor har du ikke sagt det? Det kunne have været en nyttig information at have."

"Fordi du var totalt utilnærmelig i en lang periode, og jeg syntes ikke, du behandlede hende værdigt, så jeg fortalte dig intet om det, fordi jeg ikke anede, hvad det blev til mellem jer."

Jeg nikkede anerkendende. Det kunne jeg ikke modargumenterer. I stedet fortalte jeg ham det hele. Hvad vi havde snakket om.

"Marcus," sagde han alvorligt: "du burde have mere forståelse for hende. Hun ked under, at du ikke fortalte hende sandheden, men bare ignorerede hende. Det her ligger i hendes fortid og har ikke noget med dig at gøre."

"Det har da noget med mig at gøre. Især, hvis hun er ved at blive deprimeret igen. Så er jeg da nødt til at vide, hvordan det hele forløb sidst. Det er da vigtigt. Ellers kan jeg ikke hjælpe hende."

"Burde du så måske ikke lige sørge for, at der faktisk er et "vi" mellem jer?"

"Hvad mener du?"

"Dig og Lisette er ikke ligefrem kærester, Marcus. Tværtimod."

Jeg sukkede igen. Han havde ret. Lisette og jeg drev længere og længere væk fra hinanden. Lige præcis det, jeg ikke ønskede, skete. Og det gjorde mig ked af det. Så trist, at jeg øjeblikket efter begyndte at græde. Martinus lagde armene om mig og trøstede mig.

"Marcus, du er nødt til at lære at acceptere, at hun ligesom dig også har ting, hun har svært ved at fortælle. Hun er ikke den åbne type. Hun giver sig med tiden. Men du skal ikke presse hende for informationer. Hun er typen, der bløder op, når hun stoler på dig, og så fortæller hun dig selv tingene, når hun synes, du skal vide det. Det er ikke noget, du kan fremskynde."

"Jeg ved det. Jeg har dummet mig. Men hvad skal jeg gøre?"

"Du skal fortælle hende, at det er okay. At du elsker hende. Og at du accepterer hende præcis, som hun er. At hun kan fortælle dig sine indre ting, når hun har det okay med det selv."

"Jo, men Martinus. Hvad med hendes depression?"

"Hvis du mærker noget på hende, så kom og snak med mig. Så finder vi ud af det. Hvis det går galt, så skal du spørge hende. Men hendes fortid kan du fanme ikke afpresse hende for."

Jeg måtte tage mig sammen. Som et mandfolk. Og komme over det. Hun skulle ikke føle sig presset. Det var ikke okay. Jeg kunne se sammenhængen nu, men hvordan skulle jeg dog få sagt det til hende? Hun ville sikkert ikke snakke med mig, og jeg vidste, hun skulle ud med ham Viktor i morgen. Jeg sendte hende jo lige i armene på andre drenge, sådan som jeg teede mig. 

-----------------------------------

Men er det for sent?

Har han allerede sendt hende i armene på Viktor?

Og så kommer spørgsmålet... Skal vi snart have et nyt maraton?

Skriv gerne i kommentaren, om I ønsker det - Og hvor langt det skal være denne gang :))

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3