Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 73: Uheldet

Marcus' synsvinkel

Brylluppet havde været fantastisk. Alt var godt, og i aften skulle jeg ud med mine venner. Det var første gang i meget lang tid, at jeg skulle ud og drikke. Eller drikke og drikke, jeg havde ikke tænkt mig at drikke. Jeg måtte faktisk stadig ikke røre alkohol. Jeg havde heller ikke lyst til det.

Jeg glædede mig dog til at være sammen med mine venner. Jeg var kommet tilbage til Oslo. Jeg havde prøvet at lokke Martinus med ud, men han havde ikke været til at trække. Alligevel fik jeg ham overtalt. Han kunne jo heller ikke sidde og holde Alex i hånden hele tiden. Jeg vidste godt, det var, fordi han var bange for, at Alex skulle abortere eller føde. Jeg havde sagt til ham, at han bare skulle lægge mobilen ved siden af hende, så hun kunne ringe, hvis der skete noget.

"Du ved jo, hvor besværligt, det er med tvillinger," sagde han, da vi mødtes nede ved natklubben: "man kan jo komme i fødsel tidligere end ellers, netop fordi der er to babyer."

"Martinus, der sker ikke noget. Hun har kun lige rundet seks måneder. Hun har stadig tre måneder tilbage før sin termin."

"Stadig," svarede han: "man kan ikke passe nok på. Der skal ikke ske min kone eller børn noget."

Jeg trak på smilebåndet, da han nævnte Alexandra som sin kone. Han var så meget mere moden og voksen end mig. Han havde en kone. Han var gift. Han havde to børn på vej, og hvad havde jeg i forhold til? Jeg havde en kæreste, som jeg elskede. Det burde være nok, men jeg ønskede også at være som Martinus. Det ville komme en dag – det vidste jeg.

Resten af vores venner kom, og vi gik ind på natklubben. Der var høj musik. Jeg kunne se, at Martinus holdt sig for ørene. Han var blevet en lille hjemmefar. Det var ret sjovt. Jeg synes, det var skønt, at musikken fyldte ud. Så stoppede jeg med at tænke på Lisette hele tiden, for det gav mig bare lyst til at tage tilbage til Danmark med det samme.

Jeg fik købt mig en sodavand. Siden jeg havde været i behandling for alkoholmisbrug og afhængighed, havde jeg ikke rørt en eneste dråbe. Jeg var bange for at få tilbagefald.

Jeg gik stadig til samtaler. Det var meget vigtigt, at jeg holdt fast i mit nye regime. Min læge havde holdt foredrag om dette hver eneste gang, jeg havde været der. Men han havde ret. Det var vigtigt, og jeg følte ikke længere, at jeg behøvede det, når jeg ikke kunne overskue tingene længere. Jeg havde lært nogle nye teknikker af den terapi, jeg var endt i. Hvordan jeg kunne undgå at drikke, og lave andre ting. Jeg distraherede mig selv.

"Marcus," sagde en af drenge: "skal du ikke have en øl?"

"Nej, jeg har ikke lyst til det. Jeg klarer mig med sodavanden."

"Jamen du plejer jo altid at drikke vodka, når vi har været ude?"

Sidst, vi var ude i byen, havde jeg haft misbruget kørende. Jeg havde hældt vodka ned i stride strømme og været ligeglad med alt omkring mig.

"Ikke længere," svarede jeg: "jeg har mine grunde til det."

Min ven nikkede bare, inden han gik hen mod en pige, han havde været i gang med at score. Jeg derimod stod sammen med Martinus. Jeg følte mig ikke tilpas. Jeg skulle ikke være kommet. Det vidste jeg godt nu. Jeg ville egentligt helst bare være hjemme hos Lisette, ligesom Martinus bare gerne ville være hjemme hos Alexandra.

"Skal vi ikke gå?" spurgte Martinus: "jeg har ikke lyst til at være her længere."

"Enig, jeg ved godt, det var min ide, men jeg har virkeligt fortrudt det."

"Hvorfor?" spurgte han: "du har altid været den af os, der helst ville feste."

"Lad os bare sige, at jeg godt ved, hvordan du har det, når du gerne vil hjem til Alexandra."

Han grinede af mig, mens vi begyndte at forlade det store rum med den høje musik. Da vi var tæt henne på udgangen, kom der pludseligt en pige løbende hen mod os. Jeg kiggede rundt for at se, hvordan jeg kunne undgå hende, ellers ville hun støde ind i mig og måske komme til skade.

"Marcus Gunnarsen!" råbte hun, inden hun bragede ind i mig. Jeg nåede ikke at flytte mig, og i det næste øjeblik lå hendes arme om min hals, og hendes læber var presset hårdt mod mine. Jeg prøvede at skubbe hende væk, men hun slap ikke. Heldigvis kom Martinus mig til undsætning. Han tog hende om livet og trak hende bagud. Sammen fik vi hende af.

"hvad tror du lige, du laver?" råbte jeg.

"Kysser dig," svarede hun simpelt: "jeg ville bare have et stykke med Gunnarsen, og siden din bror der er gift, må jeg jo tage dig."

"Jeg er i et forhold, din klamme sæk. Du har lige sørget for, at min kæreste måske tror, jeg har været hende utro."

"Jamen så er det da godt, at du kan få mig i stedet."

Jeg vendte mig rundt og gik, selvom jeg mest af alt havde lyst til at give hende en kæmpe knytnæve i hovedet. Fuck... jeg kunne ikke klare flere problemer. Jeg kunne ikke holde det hemmeligt for Lisette. Det ville ikke være i orden, men hvordan skulle jeg fortælle hende, at jeg ikke havde gjort noget? At jeg bare var blevet overfaldet.

-----------------------------

Og Marcus er på skideren...

Hvad skal han gøre?

Skal han fortælle hende det eller skal han lade være?

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3