Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 24: Tag dig dog sammen!

Maraton 6/7

Lisettes synsvinkel

"Lisette, tag dig sammen!" sagde Alex, da vi havde siddet og kigget på hinanden i en halv time. Jeg havde siddet i den samme position i al den tid. Men Alex gav sig aldrig. Det havde hun aldrig gjort.

"Nej, jeg vil ej!" svarede jeg: "han har endnu engang stukket mig i ryggen. Fortalt dig alt. Jeg kan ikke hverken se på dig eller ham lige nu."

"Du burde være lidt mere forstående over for ham," kommenterede hun tvært.

Forstående? Hvad havde han dog fyldt hende op med?

"Alex, kan du ikke bare lade mig være i fred?"

"Nej, du skal tale med mig om det her. Og det er nu!" vrissede hun.

"Hvad har han fortalt dig?"

"Alt, Lisette," svarede hun: "så lad være med at sidde der og spille fornærmet. Det nytter ikke. Jeg kender alle detaljerne. Og du har opført dig yderst forkert!"

"Har JEG opført mig forkert?" råbte jeg: "hvad med ham, det skvat? Han ignorerede mig i over otte måneder!"

"Du kan ikke blive ved med at trække det kort frem, Lisette. Han har forklaret sig. Han har haft nogle alvorlige problemer, som han stadig kæmper med. Det burde du have respekt for med den alder, du har!"

Av... Hun retfærdiggjorde faktisk det, han havde gjort mod mig. Jeg vidste godt, at hans problemer var alvorlige. Men han havde givet mig smerte i månedsvis. Det stak inden i mig, at hun sagde det her til mig.

"Hvad er det, du antyder?" Vreden stod næsten ud af ørene på mig i røg. Jeg prøvede virkeligt at styre mig. Men det blev sværere for hvert øjeblik, der gik.

"Du opfører dig som et lille barn!" gav hun igen: "du har ingen respekt for den dreng, du elsker. For du kan ikke benægte den påstand, vel?"

"At jeg elsker ham?"

"Ja."

"Nej... desværre kan jeg ikke benægte det," fnøs jeg.

"Hvordan kan du så behandle ham på den her måde? Han fortæller dig om sine problemer, og du gør ikke andet end at ignorere ham. Og så kysser du fanme Viktor lige op i hans ansigt. Inden Marcus fik chancen for at sige, at han stadig elskede dig. Og så kysser du Marcus bagefter. Har næsten sex med ham, men falder i søvn – og så ignorerer du ham for resten af tiden."

"Han har virkeligt fortalt dig alt..." sukkede jeg langsomt.

"Du burde gå ned og sige undskyld til ham."

"Nej, jeg vil ej!"

"Jo, du vil!"

"Nej, Alex. Det vil jeg ikke. Jeg har ikke gjort noget værre end det, han har."

"Du kysser til højre og venstre, og han gør intet. Han venter på dig."

"Han har sgu da også kysset til højre og venstre. Han har sikkert også kneppet til høje og venstre."

"Hvordan kan du tro det om ham?" udbrød hun forarget: "man skulle tro du slet ikke kendte ham!"

Hvordan kunne hun sidde og sige de her ting til sin egen søster... jeg forstod det ikke. Hun virkede helt blåøjet i forhold til Marcus. Bedste venner... vidste hun overhovedet, hvad han havde gået og lavet? Han kunne da umuligt have levet cølibat. Han kunne da ikke stadig være jomfru?

"Er der noget andet galt?" spurgte hun.

"Hvad mener du? Noget galt?"

"Ja," fortsatte hun: "noget andet, end det med Marcus. Er det noget med ham Viktor?"

"Nej..." mumlede jeg.

Jeg vidste ikke, om jeg skulle fortælle hende om mine halvmørke tanker. Mit mulige tilbagefald til depressionens dybder, jeg ikke havde lyst til at blive mindet om. De havde været frygtelige at finde sig, og jeg havde ikke lyst til at skræmme hende med det igen.

"Jeg er begyndt at blive deprimeret igen," svarede jeg endeligt. Jeg valgte sandheden frem for at skjule det. Det var det bedste.

Alex' ansigt så helt forkert ud. Hun trak mig hurtigt ind i et træt kram, så jeg næsten ikke kunne få vejret. Hun begyndte at ae mig hen over håret. Det gjorde hun altid, når jeg nævnte min tidligere depression. Den havde været voldsom og var næsten endt helt galt.

"Ved Marcus det endnu?" spurgte hun efter nogle få minutters stilhed.

"Nej, men han har set mig tage den antidepressive medicin."

"Og jeg går ud fra, du ikke har fortalt ham, at det var medicin?"

"Jeg sagde, det var hovedpinepiller," svarede jeg: "jeg er ikke interesseret i, at han finder ud af det."

"Måske tager du fejl, Lisette. Måske burde du netop fortælle Marcus det. Jeg ved, du er sur på ham, men du kan ikke blive ved med at hænge ham op på, hvad han har gjort i fortiden. Han prøver jo at gøre noget ved det. Hvad med at give ham en chance?"

---------------------------------------

Hvem kender Marcus bedst, tror I?

Lisette eller Alex? 

Skriv i kommentaren, hvem I tror - og gerne også hvorfor :))

Glem ikke at stemme! <3

- Mathilde <3