Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 97: Jeg skrider

Viktors synsvinkel

Da jeg endeligt slap fra Anders' greb, løb jeg hurtigt ovenpå til det værelse, jeg havde. Mit værelse på fancy ud, men det havde altid været med vilje, jeg havde indrettet det sådan. Jeg prøvede at fyldte fra det, jeg var groet op i ved at købe dyre ting og lade som ingenting, når jeg var på mit værelse eller ude i verden. Men min virkelighed var frygtelig. Det var også en af grundene til, at jeg havde mange piger. Jeg prøvede at flygte fra verden. Jeg vidste godt, at man ikke kunne det – men jeg forsøgte alligevel. Lisette var faktisk den første, jeg havde haft hjemme. Normalt tog jeg med pigerne hjem. Men Lisette var komet selv. På en eller anden måde gjorde det ikke noget. Hun betød noget helt specielt for mig. Jeg var ikke forelsket i hende. Eller måske lidt, men hun var bare en person, jeg følte inde i sjælen, ville forstå det hele. Hvis jeg dukkede op på hendes dørtrin.

Jeg kiggede rundt i rummet. Jeg havde låst døren. Hurtigt fandt jeg en taske frem og begyndte at putte en masse ting ned i. Udfordringen ville dog være at få alle tingene ude fra badeværelset, uden Anders opdagede det.

Jeg havde besluttet at skride. Min skæbne kunne umuligt blive værre end det, jeg havde brugt hele mit liv på at leve i. Et hjem, hvis man kunne kalde det for det, der aldrig havde været noget til over nogen i. Eller i hvert fald ikke til mig. Jeg var og blev altid den oversete søn. Måske ville de ikke engang opdage, at jeg var væk. Eller også ville Anders endeligt få de konsekvenser, han fortjente. Han havde banket mig hele mit liv. Ikke en dag var gået, hvor jeg ikke havde fået et eneste slag. Da Lisette var kommet forbi, havde jeg været heldig, fordi Anders havde været ude med nogle venner i nogle dage, så jeg havde heldigvis sluppet for mærker, så hun havde ikke set eller opdaget noget.

Jeg listede ud på toilettet og pakkede stille mine ting. Jeg trak ud i toilettet, som om jeg havde tisset, så han ikke opdagede, at jeg var på vej ud.

Inde på værelset smed jeg tingene ned i tasken og lynede den. Jeg tog den hen og skulderen og begyndte at gå. Det var nu eller aldrig.

Nede i stuen stod Anders stadig. Han prøvede at tørre blodet op fra gulvtæppet. Jeg havde nok skræmt ham alligevel med de ord, jeg havde sagt om, at han nok ville få straf for blodet på tæppet.

Jeg smuttede lydløst i skoene, inden jeg farvel til.

"Anders," sagde jeg, da jeg havde overtøj på: "jeg ville bare lige sige farvel."

Han vendte sig om. Øjenbrynene trak ind mod midten.

"Farvel?" spurgte han: "du kommer vel hjem senere?"

"Nej, jeg gider ikke længere være en del af den her familie. Jeg bryder med det hele."

"Det kan du da ikke?"

"Det kan jeg i hvert fald. Jeg har en fremtid, og det har jeg tænkt mig at udnytte. Jeg går ned på kommunen og beder om hjælp. De kender mor og far. De ved, hvad der foregår. Vil du med?"

Han fnøs.

"Du har en familie, Viktor, hvorfor gå fra det hele?"

"Ford jeg ikke gider have bank."

"Jeg skal ikke med dig. Modsat dig er jeg ikke en forræder."

"Og modsat dig er jeg ikke afhængig af noget."

Med de ord gik jeg ud af døren. Mod en lysere fremtid.

---------------------------------

Hej med Jer!

Der kommer to afsnit af Another Chance i dag, da jeg ikke fik lagt det ud i går ;))

Og hvor mon Viktor tager hen?

Hvad tror I, hans skæbne bliver?

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3