Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 64: Snakken med Alex

Vær sød at læse forfatterbeskeden i bunden <3

Lisettes synsvinkel

Det var første gang, at jeg skulle tilbringe alenetid med Alex siden skænderiet. Vi var alene hjemme i huset. Marcus og Martinus var taget afsted sammen. Det var en aftale, jeg havde indgået med dem, fordi alle gerne ville have, at Alex og jeg fandt ud af tingene mellem os.

Hun sad nede ved spisebordet, da jeg kom gående ned af trappen. Jeg kunne høre hendes fingre drøne hen over tastaturet på hendes computer. Gad vide, om jeg overhovedet kunne få hendes opmærksomhed, når hun sad og klaprede løs på det der helvedesapparat.

Jeg stillede mig helt over ved siden af hende, men end ikke her ville hun skænke mig et eneste blik. Jeg rømmede mig, men jeg fik ingen respons. Jeg var som luft ofr hende.

"Alex, vi har ikke fået talt sammen, siden uheldet skete," sagde jeg, Min stemme var en anelse anstrengt: "du kan ikke blive ved med at ignorere mig for evigt."

"Jeg kan, hvad jeg vil."

"Så du har tænkt dig at skære dig væk fra din egen søster for en fejl, du begik?"

Hun svarede ikke. Kiggede bare lige ud.

"Fejl?" sagde hun pludseligt: "du mener, jeg fejlede i det, jeg gjorde?"

"Ja, det mener jeg. Du var din kæreste utro med hans egen bror."

"Men Lisette, det var aldrig intentionen at være nogen utro."

Jeg trak stolen ud ved siden af hende. Slog måsen i sædet. Alex gjorde dog ingen tegn til at klappe computeren sammen. Derfor rakte jeg ind over og lukkede låget i med en hurtig bevægelse.

"Alex, hør nu på mig. Erkend, at det du gjorde, var forkert. Hvor svært kan det være?"

"Meget svært, Lisette. Tror du ikke, at det nager mig hver dag, at jeg gjorde det der?" sagde hun bittert: "bare, fordi jeg ikke ville såre Marcus' følelser."

"Såre hans følelser?"

"Ja, jeg ville afvise ham koldt og hårdt, så han troede, hans kys var dårlig. Jeg ville ikke være grunden til, at han skulle være bange, når han skulle kysse en pige igen, fordi jeg måske havde fået ham overbevist om, at han var det værste kys i verden."

Så hun gjorde det, fordi hun ikke ville give ham problemer senere. Men det ændrede ikke på, at hun havde gjort det.

"Hør Lisette, jeg er ked af, at jeg har gjort. At du kommer og skærer op i alle mine gamle sår, gør bare det hele værre. Jeg kunne ikke klare, at du også bankede mig i hovedet med, hvor forkert det var, når jeg godt selv ved det."

"Hvorfor sagde du det så ikke bare?" spurgte jeg. Jeg tog hendes hånd og klemte den. Kiggede hende i øjnene.

"Jeg ved det ikke. Jeg blev utilpas over, at du kom ind på den måde og skreg det ind i hovedet på mig. Det blev lige pludseligt for virkeligt, og jeg flygtede," svarede hun: "men det endte bare galt for mig."

"Hvad sker der?"

"Jeg var totalt uopmærksom, og inden jeg så det, ramte jeg ind i en lygtepæl frontalt."

"Havde du prøvet at glemme alt det, der var sket med Marcus?"

"Ja, jeg har brugt mange timer på at glemme, at jeg faktisk gjorde det. At det hele skete. Jeg har prøvet at tilgive mig selv, men jeg kunne ikke. Jeg har altid været bange for, at Martinus heller ikke ville tilgive mig, men der tog jeg fejl. Han er et større menneske, end jeg nogensinde bliver. Han giver aldrig op på mig, og det beundrer jeg ham virkeligt inderligt for."

Alex havde i virkeligheden lige så meget brug for at slutte fred med det hele, som jeg havde. Hun havde også brug for at komme videre.

"Marcus og jeg har fået snakket," begyndte jeg: "og vi besluttede at acceptere alt det, der var sket og komme videre."

"Jeg ville ønske, at vi også kunne gøre det," sagde Alex: "jeg vil ikke være set som den søster, der frarøvede sin lillesøster sin kæreste, fordi hun havde dummet sig engang for længe siden."

"Det forstår jeg godt, men Marcus og jeg er faktisk sammen. Sådan, rigtigt sammen."

"Er I kærester?"

"Ja, officielt nu."

"Jeg er glad for, at I har fået det løst. Og Lisette, jeg er virkeligt ked af, at jeg ikke fortalte dig det tidligere. Det burde jeg have gjort. Kan du tilgive mig?"

"Ja, det kan jeg," sagde jeg: "altid."

Alex rejste sig og trak mig med op. Hun trak mig hurtigt ind i et kram. Holdt mig så tæt, som hendes store mave nu tillod.

"Kan du også tilgive mig, at jeg næsten fik slået dig ihjel?"

"Det var min egen skyld, fordi jeg ikke fortalte dig det, jeg burde. Alt er tilgivet."

-------------------------------------------

Så fandt Alex og Lisette også ud af det hele

Dejligt, som alle brikkerne falder på plads - eller gør de?

Og så er der lige en ting, jeg gerne vil sige. Jeg føler, det er de-motiverende at skrive ind i mellem, fordi folk virker ret passive. Jeg er utroligt glad for, at I stemmer og læser, men det er yderst motiverende, når I kommentere på historien og ligesom er en del af den - sammen med karaktererne. Så, det ville være dejligt, hvis I havde lyst til at deltage mere i historien. Ikke at få respons gør... at jeg ikke altid føler mig motiveret for at skrive videre, og det er ikke en sjov følelse :(

Tak for at læse det her :))

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3