Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 77: Selvmordsbrevet

Læs forfatterbeskeden i bunden

Lisettes synsvinkel

Jeg var virkeligt kommet til det punkt, hvor jeg bare ikke kunne mere. Jeg var i en formørket grotte. Det var, som om nogen havde spærret mig inde. Jeg vidste ikke rigtigt, hvordan jeg ville ende det hele endnu. Jeg vidste bare, at jeg ville skrive et afskedsbrev. Det klassiske selvmordsbrev. Og det var der, jeg ville starte.

Jeg gik hen til skoletasken og fandt min blok frem. Jeg sørgede for, at døren var låst. Jeg skulle ikke opdages, mens jeg skrev dette frygtelige brev, jeg vidste var nødvendigt. Jeg kunne ikke forlade denne verden uden at sige nogle sidste ord til de folk, jeg elskede.

Jeg satte mig ved skrivebordet. Hvad skulle man sige? Hvem skulle det være til? Jeg vidste det ikke. Jeg tog bare en blyant frem og satte den på papiret og lod den skrive tingene for mig uden at tænke over det.

Alle sammen,

Jeg kan ikke mere. Jeg har nået grænsen. Det føles frygteligt at rode rundt nede idet her hul, jeg befinder mig i inde i mit sind. Alt er sort. Ravnesort. Jeg er ked af at skulle efterlade jer, men der er ingen vej tilbage. Beslutningen er taget.

Jeg har gået gennem en masse ting, hvilket jeg ikke er den eneste i familien, der har. Nogle gange bliver tingene bare for meget, og hele loftet falder ned over en. Det er der, jeg er nået til.

Jeg er deprimeret. Værre, end jeg nogensinde har været før. Medicinen hjælper ikke længere... eller rettere; jeg har ikke taget den. Jeg tog et valg. Jeg har ikke tænkt mig at sige, hvorfor jeg har taget det. Jeg kan bare ikke mere.

Jeg elsker jer alle sammen.

Undskyld.

Jeg kiggede på papiret. Der var et par runde våde pletter på det fra mine tårer. Jeg havde ikke engang opdaget, at jeg sad og græd. Jeg prøvede at lade være med at snøfte. Der var ikke nogen, der skulle komme ind og se mig sådan. Slet ikke, når der var fare for at blive opdaget. Der var ikke nogen, der skulle vide det. Hvis de fandt ud, hvad jeg havde gang i, inden jeg nåede at planlægge det færdigt. Inden jeg ville have, de skulle vide det. Inden det var for sent for dem at redde mig.

Pludseligt bankede det på døren. Jeg farede op. Jeg havde virkeligt ikke brug for, at nogen kom ind her nu. Der blev taget ned i håndtaget, og da døren ikke gik op, lød en stemme gennem døren.

"Lisette, er du okay?" Det var Marcus. Selvfølgelig var det det. Hvem skulle det ellers være?

Alex og Martinus var på besøg, men Alex havde svært ved at bevæge sig, og Martinus holdt øje med hende. Derfor ville de altid sende Marcus for at tjekke på mig.

"Ja, jeg har det fint," svarede jeg bare, mens jeg hasarderet stoppede brevet ind mellem nogle papirer, så det ikke skulle blive fundet. Hurtigt skiftede jeg til nattøj og rodede sengen til. Min computer satte jeg på Netflix. Det hele så fint ud, da jeg endeligt fik åbnet døren.

Marcus løb nærmest ind og kiggede på mig. Han kiggede desperat ind i mine øjne.

"Lisette, hyad laver du?"

"Jeg ser Netflix."

"Hvorfor låste du døren?"

"Fordi I hele tiden kommer ind, og jeg vil bare gerne være i fred."

Det lød fint og godt sagt. Ikke, som om jeg bare lige havde fundet på det.

"Men vi er jo nødt til at holde øje med dig, når du er til fare for dig selv."

"Gider du slappe af," svarede jeg bare og skubbede ham ud af døren: "og nu vil jeg være alene og se min serie."

----------------------------------

Hej med Jer kære læsere

Jeg føler, at færre og færre læser med. Antallet af stemmer falder... hvorfor holder I op med at læse?

Der mangler stadig 44 kapitler endnu... Jeg ville være virkeligt trist, hvis jeg er nødt til at stoppe den, fordi der er for få læsere. Denne 2'er er kun skrevet for jeres skyld... skal jeg stoppe den?

Skriv gerne noget i kommentaren - noget kritik, noget opmuntrende. Noget,  I synes passende. Det ville jeg virkeligt sætte pris på. Aner ikke rigtig, hvad jeg skal :(

Uha, sikke tingene skiftede fra at være lykkelige til brylluppet hurtigt - til at være modsat og ville dø

Tror I, det faktisk lykkedes hende?

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3