Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 13: Gå, Marcus

Læs forfatterbesked i bunden <3

Lisettes synsvinkel

Jeg smækkede døren hårdt i til mit værelse. Havde jeg været uretfærdig mod ham? Nej, det syntes jeg egentligt ikke. Det var hans egen skyld, at jeg havde givet ham igen. Han havde behandlet mig uretfærdigt, go det i sig selv retfærdiggjorde det hele for mig. At jeg havde ret til at give ham igen.

Jeg satte mig tungt ned på sengen og begravede hovedet i mine hænder. Jeg skulle jeg dog stille op? Nu skulle han være her, mens jeg skulle holde fødselsdag. Bare det alene gjorde, at jeg havde lyst til at finde ned fra min klasse og snave vedkommende lige op i hovedet på ham. Jeg kunne tage Viktor. Han var pæn, høj og dødlækker. Han kunne charmere alle, og han havde da flere gange lagt op til mig. Jeg havde faktisk været på date med ham et par gange, selvom jeg havde været helt nede over Marcus. Jeg havde mest bare taget det som en vennedate. Men det havde han tydeligvis ikke. Det var da blevet til et par kys hist og her.

Der blev banket på døren, men jeg svarede ikke på det. Jeg gad ikke svare på noget som helst. Ikke efter, at han havde sagt det, han havde nede i stuen.

Jeg så er par fødder stå foran mig. Personen satte sig ikke ned. Sagde ingenting.

"Gå," mumlede jeg: "jeg er ikke i humør til at snakke med nogen om noget som helst lige nu."

Personen svarede mig ikke. Blev bare stående foran mig.

"Jeg vil gerne være alene," sagde jeg bestemt og kiggede op. Men det fortrød jeg med det samme. Marcus kiggede tomt på mig. Med et trist udtryk i øjnene.

"Gå, Marcus," vrissede jeg.

"Nej, jeg vil ej," svarede han.

"Hvad er det, du vil?"

"Snakke."

"Der er ikke noget at snakke om. Du har fortalt mig, hvad dit problem er."

Han sukkede.

"Må jeg sætte mig?" spurgte han.

"Nej," svarede jeg bare.

Han kiggede ned i jorden. Kiggede hen på pladsen ved siden af og uden et eneste ord, gik han hen mod pladsen og satte sig. Jeg skulede til ham. Men han trak ikke en eneste mine. Han kiggede mig bare i øjnene.

"Stop med at kigge på mig," vrissede jeg.

"Nej, det vil jeg ikke," kommenterede han: "du bestemmer ikke, om jeg skal kigge på dig eller ej."

Jeg pustede aggressivt ud. Jeg flyttede mig hurtigt en halv meter den modsatte vej af ham, så jeg sad længere væk fra ham, men ikke langt nok i min egen option.

"Lisette," sagde han følsomt. Pludselig rakte han frem og tog min hånd. Han flettede sine fingre ind i mine. Jeg trak ikke min hånd til mig, i stedet vældede tårerne op i mine øjne. Jeg skjulte mit ansigt i mit ærme. Han skulle ikke se vandet, som han var grunden til, var dukket op.

"Vil du ikke nok tilgive mig?" hviskede han: "det gør ondt, at du ignorerer mig sådan. Især, når jeg har givet dig sandheden m alt."

"Ja, det gør ondt at blive ignoreret, ikke," sagde jeg tomt: "præcis, som du gjorde mod mig."

"Du kan ikke blive ved med at bruge det argument."

"Jeg ved godt, at mange ville kalde det barnligt, at jeg gør det mod dig, som du gjorde mod mig. At jeg opfører mig som et pattebarn, men den påstand er jeg ikke selv enig i. Du har ingen ide om, hvor skidt jeg har haft det, mens du bare har haft ondt af dig selv. Det er jo kun for nyligt, du er blevet gjort opmærksom på, at du faktisk havde et alvorligt problem."

Han nikkede langsomt.

"Jeg ved godt, at jeg har udsat dig for det, ingen fortjener at blive, men er du ikke nok sød at tilgive mig nu?"

"Tilgive dig?"

"Lisette, jeg har gjort alt for at vise dig, at jeg er ked af det, jeg har gjort?"

"Synes du virkeligt, at du har det?"

"Ja?"

"Så kan jeg fortælle dig, at det har du på ingen måde," vrissede jeg og trak min hånd til mig. Jeg tog min taske, svang den overskulderen og trampede ud af døren. Jeg satte kursen ned mod døren. Marcus fulgte tydeligvis efter mig. Jeg kunne høre hans skridt bag mig.

"Lisette, kom tilbage!" sagde han panisk. Men jeg svarede ikke. Jeg fortsatte, og inden længe var jeg ude af døren. Jeg skulle så meget til den fest tage min hævn. Jeg skulle snave Viktor. Måske burde jeg i virkeligheden date Viktor. Det kunne være, det ville være bedre for mig. 

------------------------------------

Hej med Jer.

For det første - så lød der til at være masser af stemning for en bog om Xander, så jeg vil nu gå i tænkeboks og se, hvad jeg kan hive op af hatten på den front. Så snart der er nyt, vil jeg selvfølgelig fortælle jer det.

Er der nogle ting, I specielt synes, kunne være sjove af høre om Xander, så skriv dem gerne i kommentaren, så de kan komme med i alle overvejelserne! :)) 

Næste ting er, at der skulle snart komme et maraton. Det skulle der have været, når Still Beautiful nu var færdig - hvorfor har der så ikke været noget info endnu? 

Sagen er den, at jeg er rigtig presset lige nu. Det siger vist også sig selv... når jeg inden for den sidste uge kun har nået at poste et enkelt afsnit på wattpad. Jeg har ikke rigtigt været aktiv på wattpad hele ugen, fordi jeg stadig skriver eksamen, og det er er mareridt. Det er heldigvis snart slut, men det har gjort, jeg ikke har haft tid til at skrive noget overhovedet. Jeg har faktisk slet ikke haft noget fritid, fordi den opgave har fyldt så meget. Og lige nu er den i den sidste og værste fase...

Men jeg prøver at arbejde på det og skrive maratonnet, når jeg har 10 min hist og her... 

Håber, I kan bære over med mig... jeg er utroligt stresset over den her eksamen, som ikke rigtig går så smooth, som jeg havde håbet. Heldigvis er der en ende på den om lidt over en uge.

Jeg prøver at poste så tit, jeg kan. Og gerne mere en den ene sølle gang, jeg har formået denne uge. Men ja, det er derfor, det går lidt sløvt med opdateringerne... 

Til jer, som har kommenteret på Still Beautifuls sidste kapitel. Jeg har læst alle jeres søde kommentarer, og jeg svarer på dem i løbet af i dag <3

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

Og kom gerne med jeres ønsker til den bog om Xander - scener osv. Vil super gerne høre jeres ønsker om det :))

- Mathilde <3