Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 50: Hospitalet

Lisettes synsvinkel

Jeg løb ikke ind, som de andre havde gjort. Jeg tog mig derimod god tid. Jeg kunne ikke overskue, at vi skulle ind og se min søster ligge i en seng med skrammer, som var min skyld, hun havde fået. Hun havde sikkert drop og tuber stukket ind alle steder. Hun var sikkert helt skrammet og blodig.

Jeg vandrede rundt i cirkler, inden jeg tog mig sammen til at gå ind af døren. Jeg spurgte efter hende i receptionen, og fandt hurtigt hendes stue. Jeg listede nærmest derind. Bange for, hvad der ville vente mig, hvis de opdagede mig for hurtigt.

Der gik dog ikke mere end nogle få sekunder, før alles øjne var rettet mod mig. Alex og Marcus havde begge et trist udtryk, mens Martinus' blik glødede af vrede. Han kiggede anklagende på mig. Han skulle lige til at åbne munden, da en læge kom ind med en blok i hånden.

"Alexandra Vesterberg," sagde hun, da hun stoppede op ved siden af sengen.

Min søster flyttede blikket fra mig og over mod hende.

"Ja," svarede hun stille.

"Vi har kigget på prøverne, og det ser ikke ud til, at der er sket dig noget. Du er heldigvis sluppet med en mindre hjernerystelse og skal bare have ro i nogle dage."

Martinus smilede og kyssede Alex på panden, mens han nussede hendes håndryg.

"Der er dog en anden ting, jeg er nødt til at fortælle jer," sagde lægen, og Martinus' krop stivnede. Jeg kunne mærke, at også jeg blev bange. Hvis de have fundet det mindste, vidste jeg, han ville myrde mig.

"Da vi ved, at du er gravid, tjekkede vi også, og barnet var okay. Men da vi scannede maven, fandt vi ikke et foster, men to. I venter tvillinger."

Rummet blev helt stille. Man kunne have hørt en knappenål falde til jorden.

"Tvillinger," mumlede Martinus, før han faldt om på gulvet. Presset var blevet for stort for ham. Han var blevet for overbelastet over, at hans forlovede var kørt galt, og at der samtidigt også skulle være tvillinger.

Marcus sad på hug over ham og klaskede ham på kinden, indtil han langsomt kom til bevidsthed igen.

"Vågn nu op, Martinus!" vrissede han: "Du kan da ikke bare gå ud som et lys, når din kvinde har brug for dig!"

Martinus farede op og hen til Alex' side. Han flåede dynen af og kiggede på maven.

"Den ser også ret stor ud, nu hvor jeg egentligt tænker over det," sagde han: "i forhold til, hvor langt du er henne i graviditeten, skat."

Jeg sank en klump, inden jeg turde åbne munden.

"Det er bare godt, der ikke er sket noget. Men tillykke med, at der er hele to børn," peb jeg. Martinus blik farede øjeblikkeligt mod mig. Lynene var fremme igen. Han stormede hen mod mig.

"Men på grund af dig kunne vi have mistet dem!" råbte han: "fordi du er så umoden og uansvarlig. Hvis slaget havde været hårdere, kunne din søster have været død!"

"Martinus, hids dig nu ned," prøvede Alex forgæves i baggrunden: "det er da forståeligt, at hun blev sur – givet, at jeg ikke har fortalt hende sandheden om Marcus."

"Jeg er ligeglad, skat," svarede han og rettede atter blikket mod mig: "hun kunne have slået dig ihjel. Og vores børn. Jeg vil på ingen måde hidse mig ned!"

Han vendte sig hastigt mod mig igen. Han lignede en, der ville rive mig midt over.

"Du har ikke noget at gøre her, Lisette. Gå ud!"

"Hvorfor skulle jeg så med, Martinus?" vrængede jeg: "så du kunne ydmyge mig?"

"Jeg mente, du fortjente at se, hvad du havde gjort, men ved nærmere eftertanke, så tror jeg ikke, du egentligt høre til her. Jeg tør ikke have dig rundt om Alex, når du har det humør på."

"Føler du dig slet ikke røvrendt af, at Alex og Marcus ikke har sagt noget?"

"Det er så længe siden."

"Det er da kun lidt over et år."

"Jeg er kommet videre Lisette. Det burde du også."

For hvert skridt, han tog imod mig, trådte jeg et tilbage. Til sidst stod jeg uden for stue, og Martinus lukkede døren lige i hovedet på mig. Tårerne begyndte hurtigt at forme sig i mine øjne. Han havde ekskluderet mig fra min egen søster.

Små hulk begyndte at komme frem og kort efter løb jeg grædende ned at gangen. Jeg skulle hjem. Lige nu. Det kunne på ingen måde vente. Jeg overvejede at pakke mine ting og efterlade alt. Jeg kunne bare ikke mere...

---------------------------------------------

Hej med jer!

Beklager ventetiden, der har bare været mange ting. 

Nu har vi rundet december, wihi! 

Tænker vi skal se, om vi ikke kan få postet lidt mere denne måned, når det nu er julemåneden.

Vi er nu halvvejs - så der er stadig masser af historie tilbage :)

Hvis I endnu ikke har set det, så har jeg i går også postet et nyt afsnit af Insta-Girl - det er kapitel 5. Håber I har lyst til at læse det og stemme <3 

Glem ikke at stemme og kommentere <3

- Mathilde <3