Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 21: Snak til mig!

Maraton 3/7

Marcus' synsvinkel

Lisette kom gående ned af trappen. Hun havde røde øjne. Og var iført hættetrøje og sweatpants. Håret var opsat i en rodet knold. Hun udstrålede på alle punkter, at hun ikke var okay. Jeg var nødt til at snakke med hende og få hende til at forstå, at jeg virkeligt mente det, jeg havde sagt. At jeg elskede hende af hele mit hjerte. At hun var hele min verden. Hun havde tydeligvis ikke troet på mig, da jeg nærmest havde råbt det ud i hovedet på hende for få timer tidligere.

Men hun gik lige forbi mig og ud i køkkenet. Det ville jeg ikke finde mig i.

"Lisette?" spurgte jeg.

Men hun svarede mig ikke. Hun fortsatte sin gang ud i køkkenet.

"Lisette?" prøvede jeg ikke igen, men jeg fik stadig intet svar. Hun stoppede dog op og kiggede på mig. Jeg gik hen mod hende.

"Er du okay?" spurgte jeg bekymret: "du ser ud, som om der er noget, der går dig på. Snak nu med mig. Jeg er der for dig."

Men hun fnøs bare, vendte rundt og gik hen mod køkkenbordet.

"Snak nu til mig!" sagde jeg desperat: "LISETTE FOR HELVEDE!"

"HVAD, MARCUS?" snappede hun: "hvad er det, du vil snakke med mig om?"

"Os to," svarede jeg: "vi var sammen i går. Nøgne. Vi ville have hinanden."

"Marcus, forstår du det ikke. Vi kan ikke være sammen. Vi har begge problemer, og vi kan ikke være sammen på grund af dem. Sådan er det bare."

Problemer? Hvad snakkede hun om? Det var da kun mig, der havde problemer...

Hun tog en æske frem og tog et par piller ud. Hun puttede hurtigt æsken tilbage i lommen, fyldte et glas vand og slugte dem hurtigt.

"Hvad var det for nogle piller?" spurgte jeg hurtigt.

"Bare nogle hovedpinepiller," smilede hun: "jeg fik rigeligt med alkohol i går jo."

Åh, det var klart. Hun havde sikkert en frygtelig omgang tømmermænd. Det ville på ingen måde undre mig, hvis det var tilfældet. Men hendes øjne var helt sikkert ikke posede og røde, fordi hun havde tømmermænd. Det var fra den lange tur ude i badet, hvor hun havde tudbrølet.

"Hvorfor stirrer du sådan på mig?" spurgte hun, da hun havde tømt glasset. Hun stillede det fra sig på bordet uden at kigge på det. Hun ramte næsten bordkanten og var ved at tabe glasset, men det skete ikke. Hun så det ikke engang selv. Hun havde alt for travlt med at skule til mig.

"Du ligner en, der har andre problemer end alkohol," kommenterede jeg.

"Alkohol gør mig udmattet og træt," sagde hun roligt: "jeg tror hellere, jeg må gå op og sove lidt."

"Men vi sov jo i mange timer, Lisette," spurgte jeg undrende: "den er tre om eftermiddagen. Vi faldt i søvn lidt over midnat."

"Jeg har ikke sovet nok. Mere er der ikke i det."

"Stop nu med at spille kostbar og ligeglad – eller hvad det nu hedder. Jeg kan sgu ikke kende forskel på dine forskellige humører længere," vrissede jeg.

"Hvad fanden snakker du om?" Hun kogte fuldstændigt. Hendes tone blev mere og mere rød. Hvis jeg ikke passede på, ville hun stå og råbe ud i hele huset af mig lige om lidt.

"Jeg hørte dig godt. Du græd højlydt ude under bruseren."

"Stalker ud mig nu også!"

"Nej, jeg hørte dig, da jeg gik forbi. Jeg ledte efter dig."

"Du ville måske forgribe dig på mig igen?"

I stedet for at sige noget, gik jeg frem mod hende og trængte hende op af bordpladen. Jeg lænede min krop helt op af hendes og lagde hånd på hver side af hende på bordpladen, så jeg havde indrammet hende. Jeg kiggede ned på hende. Hendes ansigt så en anelse skræmt ud. Men hun gjorde intet for at fjerne mig. Jeg lænede mig ned mod hendes øre. Mine næse kærtegnede blidt hendes kind på vejen.

"Jeg kunne sagtens flå tøjet af dig. Lige her. Lige nu. Og tage dig," hviskede jeg ind mod hendes øre. Hendes vejrtrækning blev hurtig, og jeg flyttede blikket op, så jeg kunne kigge hende i øjnene.

"Men jeg gør det ikke," fortsatte jeg: "jeg ville aldrig gøre noget mod din vilje, og du ved også godt selv, at den eneste grund til, at du freaker sådan ud lige nu, er, fordi du godt ved, at du selv ville. Og selv startede det hele. Du kan nemlig sagtens huske, hvad der skete i går. Jeg kan se det i dit ansigt. Du prøver tydeligvis at undgå mig, men så let slipper du ikke. Der skete noget mellem om i går. Der er stadig noget mellem os. Om du så vil kendes ved det eller ej."

Hun stirrede bare på mig. Hun sank en klump og kiggede på mine læber. Hun lænede sig stille ind, men på halvvejen stoppede hun og klemte sig ud af mit greb. Hun flygtede nærmest ud af køkkenet, men jeg lod mig ikke slå ud, fordi jeg kunne se i hendes øjne, at det her langt fra var afsluttet. 

--------------------------------------

Selvom hun ikke vil være ved det, er den seksuelle tiltrækning der stadig... om hun vil være ved det eller ej xD

Burde han bare have flået tøjet af hende? 

Ville det have overbevist hende om, at han vil hende? 

Eller ville det i virkeligheden bare skræmme hende endnu mere? 

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3