Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 80: Piller, højere dosis

Lisettes synsvinkel

Jeg kiggede på pilleæsken. Nej... jeg ville ikke tage dem. Jeg ville ikke. Der var ikke nogen, der skulle fortælle mig, hvad jeg skulle tage af præparater. Jeg overvejede at smide den ud, men det var nok en dum ide. I stedet brød jeg emballagen og fik det til at se ud, som om jeg tog dem. Jeg tog en pille og skyllede den ud i toilettet. De skulle jo se ud, som om de forsvandt.

Jeg gik ind på mit værelse. Jeg foretrak stadig stilheden og aleneheden. At bare være mig – sammen med min computer og noget Netflix. Jeg havde mistet lysten til alt, og jeg vidste, det bare ville fortsætte den samme vej. Ligesom sidste gang.

Jeg havde lagt mig ned for depressionen – og det blev jeg ved med. De næste dage tog jeg stadig ikke pillerne. Jeg gentog det, jeg havde gjort, da jeg var kommet hjem fra psykologen. Taget en pille, ladet som om jeg skulle på toilettet og skyllede den ud. Jeg vidste, at Alex havde tjekket, om jeg tog dem – hun havde talt pakken med piller hver dag og havde smilet, da hun igen i dag fandt, at der kun var taget en.

Jeg havde også overvejet noget andet. Jeg kunne jo også bare tage alle pillerne. Jeg havde allerede læst indlægssedlen. De kunne slå ihjel. Det måtte jeg da hellere lige have i tankerne. Det var vel egentligt en meget logisk ide. Der var jo mange piller – og de indeholdt gifte stoffer, hvis man slog op i en kemi-bog og sammenlignede det.

Jeg gik neden under. Marcus stod i køkkenet. Fandens også. Det var ikke ligefrem, hvad jeg ønskede mig. Jeg havde snakket med ham så lidt, som jeg kunne. Han opdagede mig hurtigt.

"Lisette?" spurgte han: "hvorfor står du og gemmer dig?"

"Jeg gemmer mig ikke."

"Men du er oppe på værelset hele tiden?"

"Ja, jeg har det bare ikke så godt."

Straks farede han hen til mig. Jeg trådte nogle skridt tilbage for, at han ikke skulle komme for tæt på. Jeg kunne ikke lide, at nogen var oppe i mit ansigt.

"Hvad sker der?" spurgte han bekymret: "hvorfor viger du sådan væk? Jeg har set, at du har gjort det mod os alle. Ingen får et kram."

"Fordi jeg bare ikke er i humør til det for tiden." Jeg trak på skuldrene. Jeg holdt mig jo sådan set også væk, så jeg kunne planlægge det, der var på min hjerne konstant. Det, som de ikke skulle opdage, jeg stadig ønskede.

"Kan vi ikke få snakket om det, vi burde?"

"Nej."

"Jeg har ikke lyst til, at du skal tro, at jeg har gjort noget, jeg ikke har."

"Du sagde, der var en pige, der havde kysset dig."

"Ja, hun kom farende hen til mig, da Martinus og jeg var på vej ud og hoppede på mig."

"Stop, Marcus. Det kan jeg jo ikke tro på."

Jeg vente mig om og gik min vej. Jeg havde på ingen måde behov for at høre på det her. Snakken om sådanne ting gjorde bare, at min lyst til at forlade verden ville blive fremskyndet. Jeg kunne ikke klare at blive belemret med vigtige ting lige nu. Alvorlige ting. Bare nej. Jeg skulle bare tilbage til min planlægning. 

----------------------------------

Hun er da helt ude på et sidespor. Hun kan slet ikke se fornuften i, at hun burde tage sine piller

Mon ikke, det kan få meget alvorlige konsekvenser?

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3