Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 51: Jeg tager efter hende

Marcus' synsvinkel

"Martinus!" vrissede jeg gennem rummet, efter han havde lukket døren lige i hovedet på Lisette.

"Ja?" svarede han gennem sammenbidte tænder.

"Hvorfor gjorde du det?"

"Fordi hun er skyld i, at Alex næsten døde." Han kogte. Var helt rød i hovedet. Han overreagerede fuldstændigt. Han kunne ikke se, at han bare trykkede på hendes knapper.

"Martinus, gider du godt slappe af!" snærede jeg: "du reagerer som et lille barn."

Martinus kom trampende hen til mig og gik helt op i ansigtet på mig. Hans hænder var knyttede, og skuldrene spændte. Han pustede mig ind i hovedet.

"Du skal ikke fortælle mig, hvordan jeg skal reagere!" skreg han: "den pige burde lære at tage ansvar. Man råber ikke sin gravide søster op i ansigtet. Du kan se hvilke konsekvenser, det kan have. Alexandra ligger i en hospitalsseng og..."

"Men der er ikke sket hende noget!" svarede jeg igen: "og se det på den lyse side. I fandt ud af, at I skulle have tvillinger."

"Hvordan kan du stå og sige den slags ting?"

"Fordi nogen er nødt til at tage Lisettes parti, Martinus. Det er altid hende, der får hakkene. Og det ved du godt!"

"Du skal ikke pudse din glorie for hurtigt, Marcus. Det var dig, der ignorerede hende i næsten et helt år. Jeg har skældt hende ud denne ene gang, mens du har pisset på hende så mange gange, at hun burde have slået hånden af dig for længe siden."

"Synes du da, det er mærkeligt, at hun reagerer sådan, når hun lige har fundet ud af, at jeg har givet mig første kys til Alex?"

"Jeg er selv forarget over, Marcus, at I to faktisk har kysset, men jeg har lagt det bag mig, fordi Alex og jeg skal giftes."

"Men det er ikke alle, der kan det. Lisette er mere skrøbelig end dig. Du kan ikke bare regne med, at hun bare lige kan ligge det bag dig. Du har kendt Alex længe, men hende og jeg er kun lige kommet på plads igen. Det er klart, der ikke skal ret meget til at slå hende ud af kurs."

"Det er din egen skyld, at du er endt i den position."

Jeg vidste godt, det var mig egen skyld. Det behøvede han ikke tvære rundt i hovedet på mig. Det gjorde stadig ondt at blive mindet om. Jeg havde jo ikke gjort det i ond mening. Tværtimod. Det havde været for at beskytte hende. Jeg ville ikke have, at mit daværende alkoholproblem skulle ødelægge hende.

"Det var jo for at beskytte hende."

"Hvordan kan det at ignorere nogen i så lang tid beskytte noget som helst?"

"Fordi jeg håbede, hun ville glemme mig, hvis jeg nu ikke kom ud af det. Jeg ville jo ikke trække hende med ned i dybet."

"Glemme dig?" svarede han og hævede øjenbrynene: "Sig mig, Marcus, er du dum?"

Jeg sank en klump. Jeg kunne mærke, at jeg ikke orkede den her samtale.

"Nej..." Min stemme var tøvende. Jeg vidste vel godt inderst inde, at hvis man elskede nogen, kunne man ikke bare lige glemme dem igen. Jeg havde jo heller ikke glemt hende. Langt fra. Hun havde faktisk været i mine tanker konstant. Dag ud og dag ind. Ikke et eneste øjeblik havde den brunhårede pige forladt mine tanker.

"Hvorfor gjorde du det så?"

"Fordi jeg var egoistisk," indrømmede jeg langsomt. Det var ikke en sjov indrømmelse. Jeg havde kun tænkt på mig selv. Det vidste jeg godt nu. Jeg havde bildt mig selv ind, at Lisette havde været grunden til, at jeg ikke ville have kontakt til hende. At hun var vigtig, og at jeg måtte beskytte hende. Men dybt nede i min underbevidsthed var jeg godt klar over, at jeg havde holdt mig fra hende, fordi jeg ikke ville blive opdaget. Jeg var bange for at blive dømt. At hun ville sige til mit åbne ansigt, at hun ikke elskede mig mere. Derfor havde jeg besluttet mig for, at jeg ville ignorere hende, så det var mig, der havde gjort det forbi – og ikke hende, der ville bekræfte, at hendes følelser for mig var væk.

"Jeg tager efter hende," sagde jeg pludseligt, og inden Martinus nåede at svare, var jeg allerede på vej ud af døren. 

-----------------------------------

Jeg er lidt nysgerrig om en ting...

Hvor mange følger egentligt stadig med i denne historie?

Skriv det gerne i kommentaren ;))

Kan vi få dette kapitel op på over 10+ votes?

Glem ikke at stemme <3

- Mathilde <3