Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 76: Tankerne

Lisettes synsvinkel

Jeg vågnede op hen over skrivebordet. Jeg var åbenbart faldet i søvn til sidst. Mens jeg havde siddet og skrevet opgave, havde jeg taget en depression-test på nettet. Jeg havde ikke behøvet det. Resultatet kendte jeg allerede. Svær depression. Præcis ligesom sidste gang.

Jeg vidste ikke, om jeg var i stand til at klare den denne gang. Det hele virkede så tåget. Så ude sf stand til, at det nogensinde ville blive godt igen. Det hele var bare sort. Præcis, som det havde været i går.

"Lisette!" kaldte mor nede fra gangen: "der er besøg."

Jeg åbnede døren på klem med øjne, der stadig kun var små sprækker. Jeg var på ingen måde vågen. Jeg var faktisk mere træt, end jeg plejede. Men igen, jeg tog jo heller ikke mine piller længere. Et tegn på depression var træthed, og det havde ramt mig som en blok nu. Ligesom, hvis man blev smækket i hovedet med en fastelavnskølle.

"Hvem er det?" råbte jeg tilbage. Min stemme var ikke ret høj, men den lød heldigvis ikke underlig. Jeg ville jo ikke have. De skulle ikke vide, der var noget galt. Jeg magtede ikke, at de løb rundt om mig som vatpuder – ligesom de havde gjort sidst. De havde bragt alting til mig. Sørget for, at alt var perfekt hele tiden, så jeg ikke havde noget, jeg kunne blive deprimeret over igen, da lægerne først havde fået mig på de antidepressive piller.

"Det er din søster, Martinus og din kæreste," lød svaret.

Urgh, det orkede jeg ikke. Marcus var her. Jeg kunne virkeligt ikke se ham lige nu. Det ville betyde, at de havde hørt det alle sammen. Marcus havde altså fortalt dem, hvad der var sket, og nu ville han have dem til at hjælpe ham med at få mig til at forstå, at han ikke kunne gøre for det. Men jeg kunne ikke. Tankerne meldte sig. Jeg kom i tanker om alt det, der var sket i går. Alt det, han havde sagt.

Jeg satte mig tilbage bag skrivebordet og skrev videre på min opgave. Den skulle bare overstås. Inden da skiftede jeg tøj og redte mit hår, så det så ud, som jeg var helt frisk. Jeg satte musik på, så jeg fik mine tanker overdøvet. Sad og jammede til det, indtil det bankede på døren.

Snart stod alle tre mennesker i min døråbning. Kiggede på mig. Jeg stirrede fortsat bare på min skærm og lod, som om jeg ikke havde set dem. Pludseligt blev mit headset revet ud af mine ører.

"Hvorfor ignorerer du os?" spurgte Alex: "du vidste udmærket godt, at vi stod der."

"Fordi jeg har travlt. Jeg har ikke sovet hele natten, fordi jeg har arbejdet på den her opgave – jeg synes, den er svær."

"Skal du have hjælp?"

"Nej, det er ikke nødvendigt, jeg har løst problemet." Det var løgn. Opgaven var stadig lige så svær, men jeg havde ikke brug for, at nogen af dem blev herinde. Jeg ville bar egerne være alene.

"Vi vil gerne snakke med dig om noget," fortsatte Alex. Hun forstod ikke hentydningen til, at de skulle gå ud og lade mig være i fred. Det lyste ellers langt væk.

"Eller rettere, Marcus har noget, han gerne vil snakke med dig om," sagde Martinus: "han ønskede bare, at Alex og jeg skulle være der. Vi hørte, hvad der var sket i går, og så vidt jeg kan forstå, kom det forkert ud af hans mund."

Hvad skulle jeg dog sige for at undgå dette.

"Hvorfor er I kommet hele vejen til Danmark bare for det?" blev mit svar: "jeg forstår det ikke. Hvorfor kan I ikke bare give mig den tid, jeg har brug for, i stedet for at presse mig. Jeg snakker med jer, når jeg er klar til det. Ikke, fordi I siger det."

"Rolig, lillesøster," sagde Alex: "måske burde du bare høre på ham."

"Nej, ikke lige nu. Jeg har travlt, og jeg har brug for tid."

"Fint, så venter vi på dig dernede."

"Gær jer ikke noget besvær. Jeg sagde ikke, jeg ville snakke i dag. Jeg sagde, når jeg var klar til det. Igen, det er ikke noget, I afgører."

De nikkede og gik ud. Jeg skulle virkeligt passe på, at jeg ikke kom til at afsløre, at jeg havde skyllet alle mine piller ud i toilettet. De skulle ikke komme og sige, hvad jeg skulle.

Derfor brugte jeg de næste dage på mit værelse uden at komme ud. Jeg løj bare og sagde, jeg havde det skidt – men det havde jeg også. Hver dag blev det værre og værre. Jeg håbede, jeg kunne holde den gående.

------------------------------------

HUSK at tjekke mine nye bog "The Game of Gunnarsen" ud!

Hold da op , Lisette er da helt ude

Tror I, at hun når at ramme bunden?

Eller når de at redde hende og give hende antidepressive, inden det er for sent?

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3