Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 117: Babysitting part II

Marcus' synsvinkel

Lisette satte sig ned i sofaen med et suk. Hun havde taget imod dette babysitting-halløj, men en del af mig vidste ikke, hvor godt hun egentligt syntes om det. Hun havde været så skeptisk, da jeg tidligere på ugen havde nævnt det om børn. At jeg godt kunne tænke mig mine egne snart. Hun havde flippet helt. Og jeg havde aldrig rigtigt fået en forklaring på hvorfor.

"Lisette, hvorfor sagde du ja til det her, når du egentligt ikke er så børneglad?"

"Fordi jeg gerne vil hjælpe min søster, og jeg vil jo også gerne være sammen med min nevø og min niece. Det er bare svært, når de er små babyer."

"Men de er da søde, synes du ikke?"

"Jo, meget," svarede hun: "jeg har bare ikke babyfeber. Ikke ligesom dig."

Jeg havde da ikke babyfeber? Eller havde jeg? Jeg var glad for børn. Så meget, jeg ønskede mig mine egne allerede, men jeg vidste godt, det ikke var muligt. Hun var kun seksten år gammel og i gang med gymnasiet. Faktisk kun lige startet, så at gøre hende gravid nu og gøre hende til teenagemor, ville bare være ris til egen røv.

"Lisette, du ved da godt, at jeg aldrig ville gøre dig gravid nu," forsvarede jeg mig selv.

Hun rystede bare på hovedet.

"Ærligt, så det faktum, at du allerede vil stifte familie nu, lægger et enormt pres på mine skuldre. Jeg kan mærke, hvordan det tynger mig ned og gør mig i dårligt humør."

"Er det derfor, at du ikke rigtigt har villet snakke med mig de sidste dage?"

Hun trak bare på skuldrene. Intet svar kom der. I stedet rejste hun sig og gik ind i det værelse, som tvillingerne lå og sov til middag i. Hun kiggede på den. Heldigvis sov de stadig. Der gik dog ikke længe, før de vågnede op, og skrigene og skrålene startede. Hun tog den ene af dem op og gik ind i stuen, hvor hun havde gjort sutteflaskerne parate. Jeg tog den anden.

Mens hun sad der på sofaen og gav Olympia sutteflaske, betragtede jeg hende. Jeg stirrede. Holdt mere øje med hende end den baby, jeg var i gang med at give mad. Hun var god til børn, kunne jeg se. Olympia lå helt stille og smilede til hende. Hun var allerede færdig med sin flaske. Hun var den største af de to tvillinger, ligesom jeg var den store tvilling af Martinus og jeg.

Lisette sad og legede med Olympia. Jeg prøvede hurtigt at gøre det samme med Felix og blev hurtigt belønnet med et smil. Felix grinede, da jeg kildede ham på maven. Jeg grinede tilbage til ham, og idet øjeblik kiggede jeg op og fik øjenkontakt med Lisette. Hun sad og betragtede mig. Hvad jeg gjorde med Felix. Hun smilede ikke. Det var, som var hun lavet af sten, inden hun vendte tilbage til Olympia og gav hende det største grin, hun besad.

Hvorfor kunne hun ikke give mig sådan et grin? Det gjorde hun altid engang. Men ikke mere. Smil var ikke det, jeg fik mest af længere. Eller opmærksomhed. Jeg var godt klar over, jeg havde fejlet mange gange, sagt mange dumme ting. Eller dumme ting... nok nærmere ting, der var blevet serveret på de forkerte tidspunkter. Men hvad skulle jeg gøre? Jeg følte det hele var uden for min rækkevidde lige nu.

---------------------------------------

Lisette virker lidt, som om hun ikke gider ham?

Eller hvad synes I?

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3