Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 78: Hvad er det?

Læs forfatterbesked i bunden! <3

Marcus' synsvinkel

Jeg var bekymret. Jeg kunne ikke gøre for det. Lisette opførte sig underligt. Jeg havde heller ikke set hende tage sine piller, men hun plejede altid at skjule det for mig. Faktisk over for alle. Hun havde fortalt mig, at hun ikke var meget for, at folk så på hende, når hun skulle tage dem. Hun prøvede at holde det privat, fordi hun fandt det skamfuld, at hun skulle tage medicin. Jeg vidste, at hun følte sig som et udskud. Men det var hun ikke. Det havde jeg sagt til hende mange gange.

"Alex," sagde jeg: "tror du ikke, vi burde tjekke op på Lisette?"

"Er du bekymret for hende?" spurgte hun.

"Meget, hun opfører sig underligt. Der er noget, som ikke er, som det burde være. Tror du, hun er ved at være deprimeret?"

"Nej, det virker hun for fattet til."

"Synes du virkeligt?" Jeg kunne ikke forstå, at hun syntes det. Lisette så slet ikke frisk ud. Hvordan kunne hun ikke se det? Det var endda hendes egen søster.

"Marcus, hvad er det, du ser, som du ikke mener, jeg kan se på min egen søster?"

"Hun ser træt ud. Energiløs. Hun har barrikaderet sig på sit værelse. Se det nu, Alex. Hun er ikke, som hun plejer. Hun er faktisk totalt depressiv. Kan du ikke se det?"

Alex satte sig ned ved siden af mig og kiggede undersøgende ud fra sig. Hun tænkte. Jeg kendte blikket. Jeg havde tit set det, når hun og Martinus havde vigtige ting, de skulle afgøre eller finde ud af. Martinus var taget ud for at handle, så det var ikke mere end få minutter siden, blikket sidste havde været der, da de skulle finde ud af, hvad de skulle købe.

"Måske har du ret," sagde hun så: "hun opfører sig underligt. Måske burde vi gå op og tjekke hendes værelse. Se, om der er nogle underlige ting derinde."

"Hvorfor da?"

"Kan du huske, du fortalte, at hun var ved at tage sit liv, fordi Martinus råbte af hende?"

"Ja," svarede jeg, og pludseligt gik jeg nærmest i panik: "tror du, hun vil tage sit liv?"

"Måske, hun prøvede sidst, hun var deprimeret. Hun sagde ikke noget, før det nærmest var for sent."

Jeg tog øjeblikkeligt fat i Alex' arm, og vi gik forsigtigt op af trappen til overetagen. Vi så lige glimtet af Lisette, der gik ud på badeværelset. Snart startede vandet, og vi listede ind på hendes værelse.

Værelset var mørklagt. Sengen var uredt. På bordet lå en konvolut. Den var ikke lukket endnu. Alex tog fat i den og trak papiret inden i ud. Hun foldede det stille ud og begyndte at læse. Hun tog hånden op til munden og gispede.

"Marcus," hviskede hun: "du havde ret. Læs det her."

Jeg tog imod papiret og løb linjerne over. Et selvmordsbrev. Åh gud. Hvad var der dog sket? Var det min skyld, fordi jeg havde sagt det til hende over vores samtalen forleden dag?

"Hvad gør vi?" spurgte jeg hurtigt.

"Bare rolig, jeg har styr på det," svarede Alex. Hun virkede rolig, men hun havde også prøvet det før. Det her var ikke en ny situation for hende. Hun havde set hendes søster tidligere i samme position. Jeg nikkede bare som svar. Det var nok bedre, at Alex tog sig af det.

Pludseligt gik døren til badeværelset op, og Lisette kom tilbage ind på værelset.

"Hvad laver I herinde?" spurgte hun vredt: "jeg gider ikke have folk herinde, uden at jeg har godkendt det. Det er mit værelse."

"Hvad er det her?" spurgte Alex og holdt brevet op.

--------------------------------------

Hej med Jer!

Danish Fiction Awards er startet i går. Hvis I har lyst, må I meget gerne nominere den her bog (eller en af de andre, jeg har skrevet). Ville betyde utroligt meget, hvis I ville gøre det. I kan finde det inde på @xlesterrx profil.

Derudover vil jeg bare sige tak for alle de kommentarer på forrige kapitel. Det hjalp virkeligt, og jeg lover, jeg nok skal skrive den her til ende :))

Uhadada, brevet blev fundet...

Hvad mon Lisette gør nu, hvor hun er blevet bustet godt og grundigt?

Tror I, hun gider høre på Marcus?

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3