Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 85: Koma part II

Marcus' synsvinkel

Da vi kom derud, lå hun med slanger i halsen. Jeg var ikke sikker på, om hun selv trak vejret eller ej. Der var for mange maskiner og pumper og underlige lyde fra alle apparaterne.

Jeg gik nærmest på knæ, da jeg så hende. Så uskyldig og stille, som hun lå der. Hun lignede en, der aldrig havde set noget ondt i sit liv, selvom jeg vidste, hvor meget lort hun havde været igennem. Hun lignede en, der ikke rigtig befandt sig i de levendes verden. Så bleg. Men da jeg rørte hendes hud, var hun stadig ganske varm.

"Hvor ser hun egentligt fredelig ud," sagde Alex: "i mange måneder har der været streger i hendes ansigt, der vidste bekymring."

Jeg nikkede. Jeg havde godt lagt mærke til det. Hun var altid lidt nedadbøjet. Altid bekymret. Bar altid præg af hendes fortid med en slem depression. De træk, hun havde i ansigtet, viste netop dette, som Alex talte om.

"Der var altid tanker hos hende. Ting, hun spekulerede over. Hun havde aldrig rigtigt fred inde i sit hoved."

Jeg kunne ikke klare det. Hun talte om hende, som om Lisette allerede var død. Det kunne hun ikke være bekendt. Lisette var her stadig. Også selvom hendes øjne ikke var åbne. Hun var fandme ikke død!

"Stop, Alex," sagde jeg aggressivt: "hun er ikke død."

"Hvad mener du?" spurgte hun: "må jeg nu ikke snakke om min egen søster mere?"

"Jo, men du omtaler hende, som om hun er død."

"Nej, jeg..."

"Skat, det er altså rigtigt," sagde Martinus: "du omtaler hende i datid. Lisette lever stadig, også selvom hun er i koma. Hun kan vågne hvert øjeblik."

Det vidste vi godt, at det gjorde hun nok ikke. Lægen havde sagt, at der ikke burde være gået så lang tid. Jeg begyndte for hver dag, der gik at blive mere og mere bange for, at hun aldrig ville komme tilbage til livet igen. Tankerne farede rundt i hovedet på mig.

Ville hun blive hjerneskadet, når hun vågnede igen?

Ville hun havde ændret personlighed?

Ville hun egentligt nogensinde vågne?

Der var så mange uklare spørgsmål lige nu, og det pinte mig. Hun burde være vågen. Være lige her ved siden af mig. Holde min hånd.

Jeg kunne ikke klare, hvis hun skulle død, uden at jeg en sidste gang havde fået sagt til hende, hvor meget hun betød for mig. Hvor meget jeg elskede hende.

"Jeg vil ikke have, hun dør," sagde Alex: "hun er min søster Det ville svare til, at en af jer døde, og den anden blev efterladt tilbage. I ville ikke kunne leve uden hinanden, ligesom jeg ikke kan leve uden Lisette."

Hun begyndte at græde. Jeg kunne høre, hvordan tårerne nærmest ramte gulvet uden at se det. Mine egne øjne var også fyldte, og snart løb de over. Tårerne trillede ned af mine kinder.

"Lisette, please kom tilbage," hviskede jeg: "kom og vær sammen med mig. Jeg lover at besøge dig hver dag, indtil du kan tage min hånd og gå med mig ud herfra – sammen. Det bliver den sidste dag, jeg kommer – når du går med hjem."

------------------------------------

Halløjsa med Jer!

På min engelske profil annasofie_mattson deltager jeg i ONC (Open Novella Contest). Det er en challenge hvor man skal skrive 20k-40k på 12 uger. Læs gerne med, hvis det lyster.

Nårh, stakkels Marcus

Og stakkels Alex

Hvornår mon Lisette vågner igen?

Eller om hun overhovedet vågner...

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3