Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 2: Deprimeret

Lisettes synsvinkel

"Hvad sker der?" spurgte Alex, da vi var kommet ind på mit værelse. Hun lukkede døren efter os. Vi satte os ned på min seng. Jeg studerede Alex imens. Man kunne endnu ikke se hendes graviditet på selve maven, men hendes udstråling havde ændret sig. Der var en glød over hende, som ikke havde været der før.

Jeg opdagede hurtigt, hun også sad og studerede mig. Jeg kiggede væk. Jeg vidste ikke, om hun kunne læse mig. Hun plejede altid at kunne se lige igennem mig. Jeg kunne sjældent skjule mine sande følelser for hende. Hun vidste præcis, hvornår jeg var på randen til en depression.

"Det er Marcus," indrømmede jeg.

"Stadig?" spurgte hun.

"Ja, desværre. Det er, som om han er ætset ind i min nethinde."

"Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre for at hjælpe dig," sagde hun, efter hun havde siddet og tænkt: "Jeg kan ikke fjerne billederne af ham inde i dit hoved."

"Jeg er bare bange for at blive deprimeret igen."

"Føler du, at du er ved at blive det?" spurgte hun bekymret. Hun kunne sagtens huske, hvordan jeg havde haft det. Hun havde altid været min klippe, når jeg havde haft det skidt. Jeg kunne sagtens huske alle de nætter, hvor jeg bare havde ligget på mit værelse. Søvnløs. Og stirret op i loftet, mens mit hoved bare var fyldt til randen af mørke forbudte tanker. Jeg havde taget min pude og var krøbet ind i Alex' seng, hvor hun havde holdt om mig. Det var også noget, der havde været med til at skabe det stærke bånd, der altid havde været mellem os som søstre.

"Jeg ved det ikke," svarede jeg tøvende: "på en måde. Jeg er i hvert fald bare trist og ked af det det meste af tiden."

"Tager du stadig dine piller?" spurgte hun: "der var et tidspunkt, hvor der blev snakket om, at du måske skulle trappe ud af dem?"

"Nej, jeg tager dem stadig. Jeg tør ikke lade være. Hvis jeg har det sådan her, mens jeg er på dem, hvordan tror du så ikke, jeg ville have det, hvis jeg gik af dem?"

Hun lagde armen om mig og trak helt tæt ind i sin favn. Jeg lagde mit hoved på hendes bryst og lukkede øjnene. Hendes duft var familiær og betryggende.

"Hvordan kom du igennem alt det lort dengang, men blev stadig sammen Martinus?" spurgte jeg: "jeg forstår det simpelthen bare ikke. Han veg ikke fra din side, men hans tvilling fordufter uden at give en eneste grund."

"Jeg var jo også ved at smide Martinus på porten dengang," svarede hun: "det var ham, der var den stædige og ikke gav op."

"Men hvorfor gav Marcus så bare op på det, ham og jeg havde?" spurgte jeg: "betød jeg virkeligt ikke nok for ham?"

"Lad være med at sige sådan. Der kan være sket noget, vi ikke ved noget om. Han har jo ikke pligt til at fortælle os alt."

"Men hvorfor har han ikke kontaktet mig i over otte måneder?"

"Af hvad har han ikke?" udbrød hun.

"Han har ignoreret mig siden den dag, Martinus og du blev forlovet," svarede jeg: "jeg prøvede at komme i kontakt med ham, men intet virker."

"Jeg vidste ikke, han havde behandlet dig sådan. Hvorfor har du intet sagt?"

"Det ved jeg ikke."

Sandheden var, at Alex og jeg lignede hinanden utroligt meget på det punkt. Vi var begge typer, der mente, vi beskyttede vores kære bedst ved ikke at fortælle dem de alvorlige ting i tilværelsen. Men bare holde det for en selv. Det værste for mig var, at det bare gjorde, at mine depressionstanker kom tilbage.

"Han skal ikke behandle min søster sådan," snerrede Alex: "og det skal han fanme også få af vide, når jeg ser den lille gnom!"

"Men det hjælper jo ikke på, at jeg har brug for at se ham," klynkede jeg: "jeg vil gerne have et svar på tingene."

"Der har jeg den perfekte ide," sagde Alex med en stemme, der indikerede, at hun havde skumle planer i baghovedet. Den samme stemme, jeg huskede, fra vi var små og lavede ting, vi ikke burde. 

________________________

Så Alex har altså en plan... 

Hvad tror I, hun har i tankerne? ;))

Og hvad mon Marcus går og laver...? xD

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3