Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 100: Hvad laver han der?

Marcus' synsvinkel

Jeg savnede Lisette meget. Min fod trippede i takt til musikken, men det hjalp ikke. Jeg var fuldstændig rastløs. Jeg havde ikke talt med hende i over et døgn. Mange ville måske synes, jeg var åndssvag, siden der gik så kort mellem, at jeg havde brug for at se hende. Men jeg var langt væk fra hende. I et andet land. Det var ikke altid, hun havde tid til at snakke. Tit havde hun lektier, der skulle laves, og det var der jo ikke noget at gøre noget ved.

"Marcus, koncentrer dig!" sagde Martinus og gav mig en albue. Jeg rystede bare på hovedet.

"Jeg kan ikke," svarede jeg: "jeg vil bare gerne hjem, så jeg kan ringe til Lisette og høre, hvordan hendes dag har været."

"Slap af, Marcus. Du ser hende jo snart igen. Du behøver jo ikke snakke med hende hele tiden."

Jeg sukkede. Han forstod det ikke. Han havde selv været sådan, da han og Alex havde fundet hinanden. Han havde også gået rundt i en rus af kærlighed, hvor han snakkede med hende hele tiden. Der var en periode, hvor han altid sad inde på sit værelse og snakkede med hende, mens hun stadig gik i gymnasiet. Jeg havde savnet hans selskab dengang. Vi havde altid spillet FIFA og lavet mange ting sammen, men lige pludseligt havde han bare været væk. Jeg havde følte mig meget ensom, indtil Alex havde hjulpet mig med at få ham tilbage.

Da tiden i studiet endeligt var forbi, skyndte jeg mig ud til min bil, men Martinus stoppede mig hurtigt.

"Marcus, skulle vi ikke ud og spise sammen?"

"Nej, skulle vi?"

"Ja, det havde vi da aftalt. Vi skulle ud og have pepperonipizza."

"Jeg troede, det var i morgen."

"Nej, vi blev enige om det, siden vi kom så sent fra studiet. Vi vidste, at vi skulle arbejde til sent i dag. Hvad er der galt?" spurgte han og trådte tættere på: "hvad er det, du har så travlt med?"

"Jeg ved ikke, hvad du mener."

Jeg prøvede bare at undgå alle hans spørgsmål. Jeg magtede ikke at skulle snakke med ham om det her. Der var jo ikke noget i det. Jeg savnede hende jo bare.

"Du virker desperat. Stoler du ikke på Lisette?"

"Hvorfor skulle jeg ikke det?"

"Fordi du er febrilsk efter at komme hjem og snakke med hende. Som om du gerne vil holde øje med hende hele tiden. Giv hende lige nu pusterum. Hun har sikkert brug for det."

"Fint," svarede jeg: "så lad os tage den pizza."

"Du svarede aldrig på det, jeg sagde."

"Jeg holder ikke øje med hende, Martinus. Jeg savner hende bare. Meget. Og derfor er jeg vild efter at snakke så meget med hende som muligt."

Han nikkede bare. Lod emnet være, og vi tog ud og spiste den pizza. Men jeg kunne ikke rigtigt slappe af. Det var kun, da jeg kom ind af døren til min lejlighed, at jeg lagde mig på sengen med mobilen, at mit hjerte faldt til ro. Jeg ringede med det samme Lisette op, men hun tog den ikke. Hverken den første eller anden gang, jeg ringede. Jeg sukkede dybt. Jeg prøvede en gang mere, ellers måtte jeg tage det, som havde hun travlt med sine lektier.

Den tredje gang tog hun den, men jeg hørte en andens stemme i baggrunden. Jeg nåede ikke at sige hej, før hun startede med at sige noget.

"Marcus, jeg har virkeligt ikke tid til at snakke lige nu. Jeg er i gang med at rede seng."

"Hvem er det, der snakker i baggrunden?"

"Viktor."

Hele min krop stivnede. Viktor...

"Hvad laver han hjemme hos dig?"

"Jeg har virkeligt ikke tid, Marcus," sagde hun undskyldende: "jeg ringer dig op i morgen, okay?"

Og uden videre lagde hun på. Jeg sad bare og stirrede på skærmen, inden jeg skreg i ren frustration, tog min jakke og styrtede ud af lejligheden.

----------------------------------

Uhadada, hvor mon Marcus tager hen?

Hjem?

På bar?

Hævner sig?

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3