Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 83: Hvad skal jeg gøre?

Marcus' synsvinkel

Jeg rendte rundt som en høne uden hoved. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Der var sket præcis det, der ikke måtte ske. Lisette var blevet indlagt. Med en meget slem depression. Psykiateren havde lige været inde og fortælle os om det.

Vi havde ikke fået lov til at se Lisette. Hun var inde til behandling, da vi var ankommet. Jeg havde spurgt, om hun havde det bedre, men det havde Hans ikke villet svare på. Han havde sukket og rystet på hovedet. Han havde tavshedspligt, men det lille ryst på hovedet var mit svar. De var stadig ved at kortlægge præcis, hvad de skulle gøre, og lige nu var det bedre, at ingen af os talte med hende, før de havde fået styr på hele situationen.

"Hvor er det frygteligt," sagde Alex: "jeg håbede aldrig, jeg skulle opleve det her igen, og det det virker, som om det er værre end sidst. Dengang måtte vi gerne se hende, men det betyder hun er virkeligt langt ude, at vi ikke engang på sige hej til hende."

"Tror du ikke bare, det er, fordi vi ikke må give hende håb om, at vi kommer og tager hende med hjem?" spurgte Martinus, men Alex rystede på hovedet.

"Nej," svarede hun: "det er noget, de gør, hvis patienten er meget langt ude. Hvis der er nogen chance for, at hun kan få en vej ud eller have genstande på sig, som hun kan bruge til selvmord. I hørte, hvad Hans sagde. Hun er selvmordstruet."

Hans havde fortalt lidt om sin samtale med Lisette. Det stod værre til, end vi alle havde troet. Hun havde åbenbart stadig haft en ide om at skulle begå selvmord – selv efter, at vi havde taget hende i at skrive sit brev. Man kunne virkeligt ikke få kontakt med hende – og Hans havde bekræftet, at hun var ude for rækkevidde. At hun var omtåget og ikke kunne se det rationelle i verden.

"Hvad skal jeg dog gøre?" sagde jeg fortvivlet: "jeg føler virkeligt, det er min skyld, at hun ligger derinde lige nu. De siger, hun ikke har rørt sig ud af flækken siden i går."

"Marcus, det er ikke din skyld," sagde Martinus: "du har ikke gjort noget forkert."

"Hvad er det, I snakker om?" spurgte moren henne fra sin stol.

"Jeg er bare bange for, at det er min skyld, Lisette har det sådan der og er blevet deprimeret igen. Jeg fortalte hende, der var en pige, der havde kysset mig på den natklub, Martinus og jeg var på."

"Er der da det?" spurgte hun.

"Ja, men Lisette lod mig ikke forklare ordentligt. Historien er ikke, som hun tror. Hun ved kun, at en pige kom hen og kyssede mig. Hun tror, jeg kunne lide det – men hun tror ikke på, at jeg prøvede at få hende af."

"Lisette har det med kun at høre det slemme, og så lader hun det gå sig på. Hun lader ikke altid folk tale ud," sagde Alex.

"Sandheden er," sagde Martinus: "at Marcus og jeg var på vej ud. Ingen af os havde drukket. Vi ville bare gerne hjem, fordi vi følte os utilpasse. Så kom der en pige løbende mod Marcus, som bare bragede ind i hans og kyssede ham. Han prøvede at skubbe hende af, men kunne ikke, fordi hun klyngede sig til ham så hårdt – så jeg tig fat i hende og smed hende af."

"Så Lisette tror, at du kunne lide det, når du i virkeligheden ikke kunne få hende af?"

"Ja, pigen borede sine negle ind i min hud i nakken og viklede fingrede ind i min krave. Jeg kunne ikke få hende væk."

"Stakkels Lisette," sagde hendes mor: "hun lader sig gå på af noget, hvor hun ikke engang har hørt hele historien."

"Det er sandt," svarede jeg: "hun lod mig ikke tale ud, men smækkede bare røret på og har ikke villet tale med mig siden."

"Hvad vil du gøre?"

"Fortælle hende resten, så snart vi må se hende. Forhåbentligt kan det lindre noget inden i hende."

---------------------------------

Mon ikke, han får lov til at se hende dagen efter?

Så han kan fortælle hende det hele

Jeg skal nok snart poste på The Game of Gunnarsen hurtigst muligt. Jeg har bare ikke nået at skrive flere afsnit på den, men er igang

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3