Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 114: Baby-snak

Marcus' synsvinkel

De havde været så søde, to små guldklumper, jeg nu var onkel til. Så søde, at jeg egentligt gerne ville have mine egne. Jeg vidste godt, jeg ikke på nuværende tidspunkt var egnet som forælder. Jeg var ikke samme sted i livet, som Martinus var. Han skulle giftes, mens jeg stadig lå og rodede rundt i mit liv. Der ville nok ikke gå mange år, før han trak sig tilbage som popstjerne. Ikke, når han og Alex først havde en familie, som de jo lige så fint havde fået skabt sig. Egentligt ventede jeg bare på, at han kom og sagde til mig, at han stoppede karrieren her og nu. Og så var spørgsmålet, om jeg skulle fortsætte alene eller ej.

Jeg gik ind til Lisette, der sad på sengen og trak i noget tøj. Hun havde taget noget af mit i skabet. Det, syntes jeg, var utroligt sødt. Mit tøj var en anelse for stort til hende. Jeg var jo næsten et hoved højere end hende, og mit tøj sad en anelse poset.

Hun havde valgt en af mine hættetrøjer. Hun havde pakket sig godt ind i hætten. Med hår og det hele. Hun smilede sødt, da hun gik forbi mig og videre ind i stuen. Jeg fulgte efter hende.

Hun havde sat sig i sofaen, men havde ikke tændt tv'et, som hun ellers plejede. I stedet havde hun taget en bog med, hun sad og læste i. Det lignede en roman.

"Hvad læser du?" spurgte jeg.

"En bog."

Det var et meget kort svar, men igen – hun prøvede jo nok at koncentrere sig.

"Det kan jeg se."

"Du vil måske vide, hvorfor det er, jeg sidder og læser?"

"Jo, det vil jeg egentligt gerne."

"Det er fra skolen," svarede hun: "i gymnasiet skal man læse fem værker på de tre år, man går der, og vi er i gang med at læse det første."

"Så det er ikke valgfri, hvad det er, du læser?"

"Nej, slet ikke. Det er læreren, der bestemmer det."

Det lød ikke videre fedt. At man var tvunget til at læse lektier på den måde.

Jeg satte mig ned ved siden af hende. Det fik hende dog ikke til at lukke bogen, som jeg ellers havde håbet på. Hun kiggede faktisk ikke engang på mig.

"Lisette?" spurgte jeg.

"Mhmm," var svaret, men hun kiggede fortsat ned. Bladrede videre til næste side.

"Hvad syntes du om de små tvillinger i går?"

"De var da søde."

"Jamen, kunne du ikke tænke dig at have sådan et par små guldklumper selv?"

"Nej, egentligt ikke."

Hun virkede komplet uinteresseret i det, jeg prøvede at sige. Så jeg gjorde endnu et forsøg.

"Lisette, jeg snakker om det at være mor og far."

Med et smækkede hun den i med et brag. Hendes blik var utilfredst. Men ikke en eneste lyd kom ud. Børn var måske ikke lige det bedste emne at tage op med en, der lige var begyndt i gymnasiet. Hun havde sikkert ikke engang tænkt tankerne endnu. Pis... jeg havde ikke brug for, at der kom mere splid mellem os.

"Marcus," begyndte hun: "børn er det sidste, jeg gider at tænke på lige nu!"

Jeg nikkede bare. Jeg burde nok have sagt noget, men jeg kunne ikke.

"Det nytter ikke, at du bliver skuffet. Jeg er lige startet i gymnasiet, og du taler allerede om børn. Vi har kun været rigtigt sammen i et halvt års tid. Vi ved ikke engang, om det er os, der skal være sammen for evigt, og det er heller ikke en ting, jeg gider overveje lige nu. Vi skal leve, som om hver dag er vores sidste. Nyde den tid, vi har sammen. Ikke tale om små babyer."

"Jamen Lisette, det var jo bare et ønske om fremtiden."

"Det er nok ikke endnu, vi skal tale om det. Vi skændes hele tiden."

"Jamen..."

"Nej," sagde hun og rejste sig. Døren til soveværelset smækkede i, og nøgle blev drejet om. Fuck.

-----------------------------------

Nu dummede han sig vist igen...

De havde endeligt fået alt på plads mellem dem

Hvad tror I, der sker nu?

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3