Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 59: Snakken part I

Maraton 2/5

Lisettes synsvinkel

Da vi kom ind af døren, hang jeg hurtigt mit overtøj på knagerækken og stillede skoene pænt på plads. Uden at kigge på Marcus gik jeg ind i stuen og satte mig i sofaen. Jeg trak tæppet godt op om mig. Satte mig parat til at tale om det, jeg havde skubbet ud og ignoreret så længe, det havde været muligt.

"Nåh," sagde Marcus, da han kom ind til mig. Han havde et par kopper med sig. De var toppet med skumfiduser og flødeskum, så det var helt sikkert varm kakao, krusene var fyldte med.

"Skal vi begynde?" spurgte han.

"Ja, det skal vi vel. Vi slipper jo ikke for den her samtale."

"Den kan ikke undgås, Lisette. Sådan er det."

"Fint, så bare begynd."

Marcus rømmede sig, inden han begyndte at snakke.

"Jeg havde altid ønsket, det var Alex, der havde givet mig mit første kys. Fordi jeg vidste, at jeg ikke ville blive hånet, hvis jeg var dårlig til det."

"Men jeg forstår ikke – hun havde jo en kæreste?"

Han sukkede dybt.

"Jeg var fuld, da det skete. Det var åndssvagt, at jeg gjorde det, jeg gjorde, men jeg kan ikke tage det tilbage."

"Hvornår var det?"

"Meget længe siden. Det var helt tilbage til den dag, hvor Martinus og jeg fik vores eksamensbeviser. Jeg havde fået for meget at drikke, og så var jeg gået op mod værelserne oven på, fordi jeg skulle hente noget på mit værelse."

Han holdt en lille pause for at tage en slurk af kakaoen. Han fik et fint overskæg af flødeskum, og hans tunge hurtigt slikkede væk. Ærgerligt, jeg sad ellers lige og overvejede, om jeg skulle have slikket det af ham.

"Døren til Martinus' værelse stod åben. Det plejer den aldrig, så jeg gik indenfor og så Alex stå i mørket i det åbne vindue. Jeg tænkte slet ikke på det tidspunkt. Alkoholen tænkte for mig. Det var kun, da hun løb ud af rummet og forsvandt, at det gik op for mig, hvad jeg havde gjort."

"Løb ud af rummet?"

"Hun troede, jeg var Martinus."

"Men sagde du ikke, at hun også havde kysset dig?"

"Jo, det var nogen dage senere. Martinus holdt os væk fra hinanden. Hun insisterede på at tale med mig til sidst, efter jeg havde gået rundt om den i flere dage, mens Martinus havde holdt om hende døgnets firetyve timer og hvæset som en stor tiger."

"Kyssede hun dig af medlidenhed?"

"Det kan man vist godt kalde det. Hun syntes, det var synd for mig, så hun gav mig et kys. Ingen tunge. Ingen ting, bare læberne der rørte hinanden. Vi blev enige om, at det var vores hemmelighed, for egentligt var det jo ikke i orden, at hun gjorde det. Jeg havde placeret os i en rigtig dårlig position, og i lang tid efterfølgende var jeg nervøs for, at det ville blive akavet mellem os."

"Men hvorfor fortalte du ikke mig det? Eller Martinus?"

"Jeg overvejede det mange gange, men lod være, fordi det kunne sætte din søster i en dårlig position."

"Så du prøvede at redde min søster?"

"Ja, for det var mig, der var skyld i det hele dengang, derfor skulle det også være mig, der sørgede for, at der ikke kom noget på tværs mellem hende og Martinus."

"Men det er jo jeres begges skyld."

"Det ved jeg godt i dag. Jeg har det heller ikke godt med, at jeg har gjort det, men jeg kan ikke ændre det. Du er nødt til at slå fred med det hele, Lisette, hvis vi skal være sammen. Jeg føler ikke noget for din søster andet end, at hun er min brors kommende kone, og det er det. Der har altid kun været søskende-kærlighed mellem os, intet andet."

Jeg nikkede. Jeg var nødt til at komme mig over det, men jeg var også nødt til at få lettet mit hjerte, nu hvor vi var i gang.

"Jeg har også en ting, jeg er nødt til at fortælle dig," begyndte jeg langsomt at sige. Min stemme lød tøvende, men ud skulle det.

"Hvad er det?"

---------------------------------------

Uha, hvad tror I, det er, Lisette er nødt til at indrømme?

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3