Another Chance | Marcus Gunnarsen Fanfiction | ✔

Kapitel 47: Jeg er okay

Hver sød at læse forfatterbeskeden i bunden. 

Det ville være virkeligt behjælpeligt for mig! <3

Marcus' synsvinkel

Martinus havde ringet. Han og Alex var kommet til Danmark i går. Han havde sagt, at han gerne ville komme forbi og snakke med mig om det hele. Jeg havde været taknemmelig for, at han ikke havde lydt vred i telefonen. Han smule nedtrykt, ja, men ikke andet end det. Men det var klart. Den slags samtaler var ikke sjove at have med en, man var forlovet med. Slet ikke, når det hele var sket lige foran ens næse, uden man havde lagt mærke til det.

Jeg havde faktisk ret dårlig samvittighed over, at det var sket dengang, men jeg kunne ikke ændre på fortiden. Sket var sket. Nu måtte jeg tage konsekvenserne af det.

Lisette havde ikke snakket til mig i flere dage. Hun havde konstant opsvulmede røde øjne, og jeg kunne høre hende gennem væggen om natten, når hun græd. Og jeg kunne intet gøre. Jeg havde prøvet at snige mig ind til hende. Jeg havde prøvet at brase ind, men lige meget hvad sendte hu mig bare ud igen. Til sidst havde hun låst sig inde døgnet rundt, så jeg ikke kunne komme i kontakt med hende.

Hun havde dog forladt huset i hast tidligere på dagen. Jeg anede ikke, hvor hun var taget hen. Jeg nåede kun at se hendes lange mørke hår, der hang løst ned af hendes ryg, inden hun tog turen ud af hoveddøren.

Jeg sukkede, mens jeg lavede noget varm kakao ude i køkkenet. De sidste par dage havde jeg druknet mig selv i søde sager. Jeg kunne slet ikke klare det her, der foregik lige nu. Det pinte mig. Der havde været så mange konflikter mellem os, og alligevel så det ud til, at de blev ved. Fandens også.

Pludseligt gik hoveddøren op. Jeg troede, det var Lisette. Men nej, det var Martinus. Jeg havde helt glemt, at han havde sin egen nøgle til huset. Eller det var vel egentligt Alex' nøgle, men han havde tydeligvis lånt den.

"Hej," sagde han tomt.

"Martinus," svarede jeg, mens jeg gik mod ham: "du ser ikke så godt ud."

Han havde sorte rande under øjnene og et trist ansigtsudtryk plantet på sit ansigt.

"Jeg er okay," svarede han: "det tog mig bare lige nogle dage at komme mig over det, jeg fik af vide. Du ser heller ikke for godt ud, brormand."

"Vil du have noget kakao?" spurgte jeg bare. Martinus nikkede, og snart stod han ved siden af mig, mens jeg lavede kakao til ham også. Han lagde en arm om mine skuldre: "er du gal på mig?"

"Nej," svarede han: "det er jeg ikke. Alex og jeg har snakket om det hele. Hun har forklaret det."

"Så du har fået af vide, at der hverken var hænder eller tunger involveret i noget her?"

"Ja, også at det ikke engang var romantisk ment."

"Godt, fordi det er ret vigtigt, at det ligesom er på plads. Det var ikke noget, vi gjorde af lyst. Hun gjorde det vel egentligt af medlidenhed."

"Det ved jeg. Hun er et godt menneske. Selvom det dog sårede mig, at ingen af jer havde fortalt mig det før nu. Jeg ville have forstået det, selvom jeg ikke synes, det er i orden stadig."

"Jeg ved det, og jeg er virkeligt ked af det, Martinus. Jeg har ikke nogen undskyldning andet, end vi ikke tænkte os om. Jeg følte mig ydmyget fuldstændigt. Du ville ikke snakke til mig, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Hende og jeg fik afklaret, at der ingen følelser af romantisk interesse var mellem os, da vi snakkede på mit værelse den dag. Snakken handlede om, hvor vi egentligt havde hinanden henne. At hun elskede dig, og at jeg slet ikke var forelsket i hende, som jeg troede. Hun stille mig faktisk det bedste spørgsmål i det henseende."

"Hvad sagde hun?"

"Hun spurgte mig, om jeg kunne forestille mig at have sex med hende. Da jeg nærmest hoppede tilbage og sagde nej, så sagde forstod jeg, hvad hun mente. Hvis jeg havde været fysisk interesseret i hende, havde jeg været forelsket. Men det faktum, at jeg på ingen måde kunne forestille sig hende og mig på den måde bevidste, at vi elskede hinanden som venner."

"Smart," svarede Martinus: "hun har sgu altid svarede på alt, den pige."

"Du må ikke være gal på hende, Martinus. Hun elsker dig mere end noget andet," sagde jeg: "jeg forstår godt, hvis du ikke kan tilgive mig, men lad det ikke gå ud over hende."

"Rolig Marcus. Alt er i orden. Jeg har været lidt nedtrykt, men Alex har taget sig af mig, selvom det burde være omvendt med den nu ret store mave, hun har," smilede han ved tanken om hans stadig ufødte barn og hans kæreste: "jeg er okay igen, og jeg har tilgivet jer begge to. Det er længe siden. Vi kan ikke ændre det. Bare ALDRIG gør det igen."

"Bare rolig, det kan du være sikker på heller ikke sker," svarede jeg: "du kender så også grunden til, at det overhovedet sket?"

"Ja, du ønskede, at hun var dit første kys, fordi du var bange for at blive grint af, hvis du ikke var god til det."

"Det lyder totalt patetisk, når du siger," grinede jeg: "hvor var jeg dog dum dengang."

"Du tænkte dig bare ikke om," sagde han. Jeg vendte mig med fronten mod ham og trak ham ind i et kram. Han gengældte med det samme. Vi var okay igen. Det var vist mere, end man kunne sige om Lisette og jeg.

"Hvad med Lisette?" spurgte han: "hun virkede meget oprevet over det i telefonen."

"Ja, og nu er hun ikke hjemme. Hun har brugt de sidste par dage på at sidde og græde inde på sit værelse. Med en låst dør, da jeg blev ved med at prøve at komme ind til hende, så jeg kunne snakke med hende om det hele. Men hun har lukket mig ude."

"Tror du, hun er ved at gøre noget dum?"

"Måske, det kan ikke svare på. Det ville lige ligne hende. Hver gang, der er et eller andet, så formår hun at gøre det værre, fordi hun ikke bare sætte sig end og tager snakken."

"Hvad vil du gøre ved det?"

"Vente på, at hun kommer hjem igen, og så vil jeg sørge for, at vi får snakket ud om det her. Om hun så vil eller ej."

---------------------------------------------

Hej med Jer

Det er efterhånden næsten 20 dage siden, jeg sidst har været aktiv på denne historie. Jeg har haft en pause, da jeg lå midt i flytningen til min nye lejlighed. 

Men der er mere i det end det. 

Som flere nok ved, så er jeg lige startet på den ny uddannelse. For at være helt præcis, så er jeg startet på DTU (Danmarks Tekniske Universitet), hvor jeg læser til Civil-ingeniør i Strategisk Analyse og Systemdesign (basically en fandens masse økonomi og matematik). Jeg har omkring 50 timer om ugen, så det er begrænset, hvor aktiv jeg kan være herinde. 

Opdateringer vil dermed ikke være så hyppige, som det sidste lange stykke tid. Jeg har simpelthen ikke tid til at skrive ret meget. Jeg har faktisk generelt ikke ret meget fritid, og jeg har også et socialt liv ved siden af.

Men jeg genoptager opdateringerne på denne historie igen, men der vil nok ikke komme mere end 2 afsnit ud om ugen på denne her bog - mere når jeg simpelthen ikke. 

Hvis I ikke har set det endnu, så har jeg forleden dag postet en ny fanfic, der hedder Insta-Girl. Tjek den gerne ud!

Den vil blive opdateret hyppigere end denne, da afsnittene kun er 300-500 ord lange (der er bare mange af dem i stedet - ville prøve noget nyt), så det er mere overskueligt at skrive af gangen med det studie, jeg nu har.

Tak, hvis du læste så langt!

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3