Den smukke perfekte kunstskøjteløber June Cooper har hele sit liv, haft drømmen om at komme på Briar University. Hendes største håb er at en dag udleve drømmen om at blive professionel skøjteløber. Hun får A i alle sine fag undtagen i fransk, fordi...
"Luke, hun flyver ikke op af hans skød på grund af en ødelagt plastik kop," siger Matt til mig og giver mig et dask på armen. Jeg trækker modvilligt mit blik væk fra June, der sidder på Jacobs skød. Jeg smider plastikkoppen på jorden. Jeg kan alligevel ikke brugen den, nu når den er ødelagt. Jeg skal have meget selvkontrol, for ikke at ikke ondt over på Jacob. Den dreng er ikke på holdet mere. Han er done. Det bliver ikke svært, at overtale vores træner om det. I hvert fald ikke når jeg har noget at sige til det. Jeg ser på Matt, der på en måde er i gang med en samtale, med en pige. En jeg aldrig har set før. Han virker ikke så interesseret i hende. Nogle gange har jeg en teori om at Matt ikke er til piger. Han ignorerer dem nærmest og gider ikke at sende et eneste blik i deres retning, for at vise han er interesseret. Eller han har en hemmelig bolleven, som jeg intet kender til. Jeg har heller ikke tænkt mig at spørge, drengen skal have lov til at have et privatliv, eftersom det er svært, når man bor i hus med Oliver. Han vil vide alt om alle. "Jeg skal ikke have mere at drikke," siger jeg og skær tænder og prøver at fokusere i Matts retning, i stedet for den retning jeg gerne vil sende et dræberblik mod. "Hvad skal du så bruge? så du kan droppe den anspændthed," siger Matt og går mod køkkenet. Jeg følger med ham. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal bruge. Jeg ved bare, det er noget, som skal kunne få mig på andre tanker. Tanker, der ikke omhandler en hvis June Cooper. Huset er propfyldt og for hver time der går, forsvinder folk ind i vores værelser og andre ind ad hoveddøren. Vi har inviteret alt for mange mennesker, i forholds til at det er koldt udenfor. Matt åbner køleskabet og tager en kold øl ud. Han rækker også mig en, som jeg alligevel vælger at tage imod. Jeg ser rundt i køkkenet. Det går op for mig at flere blikke fra det andet køn er i Matt og mins retning. De fleste er på mig, fordi folk ved at Matt ikke går efter nogen. Kun hvis han føler for det. Han føler ikke for det i aften. Det har han ikke gjort den sidste måned. Derfor er de sultne blikke i min retning. Det er også lang tid siden, jeg har fået et knald. Jeg har på en måde lidt glemt det, i det sidste stykke tid. "Jeg har brug for et knald," erklærer jeg pludselig og ser på Matt. Han ser chokeret på mig og er lige ved at få sin tår øl galt i halsen. Han hoster et par gange og ser på mig med et rødt ansigt. "Det tror jeg ikke, du skal regne med at få," siger han og med et grin. Jeg ser uforstående på ham. Han tror ikke jeg kan få et? Hvorfor fanden skulle det ud af det blå være et problem? Går der et rygte om jeg har klamydia eller hvad? "Hvorfor fuck ik?" "Jeg tror ikke, June går med til det i den nærmeste fremtid," siger han og tager en selvtilfreds tår. Jeg rynker mine bryn og ser irriteret på ham. Hvorfor tænker han på hende i den her sammenhæng? Hun har intet at gøre med, at jeg vil have et knald. "Hvem fuck har sagt noget om June?" spørger jeg fornærmet og tager en stor tår af øllen. Matt er nu den, der ser forvirret på mig. "Vent, hvad? Vil du-" stopper han brat op i sin sætning. Han ser skuffet på mig. "Ej Luke, ikke fuck det op," siger han og ser på mig med et bedende blik. Jeg spænder i min kæbe og ser rundt i lokalet. En bestemt har sit blik fikseret på mig. "Fuck hvad op?" spørger jeg og ser på pigen, der allerede har givet mig tilbuddet. Lily Green. "Det du har med June, det får du ikke tilbage, hvis du går hen og gør noget dumt. Hvis du tager det valg, så kan du godt forvente at hun fryser dig fuldkommen ude," siger han og ser advarende på mig. Jeg ved, han sikkert har ret, men eftersom hun sidder på Jacobs skød lige nu, så er der sikkert ikke noget imellem os. Der er ikke noget og der kommer aldrig til at at være noget. Lily smiler i min retning. Hun er vel meget køn. Hun er bare ikke ligeså køn som June. Hendes selvoptagethed stråler meget igennem. "Der er ikke noget mellem June og jeg, og der har aldrig været noget," siger jeg og stiller øllen fra mig. Jeg når lige at se Matts skuffede blik, inden jeg bevæger mig mod hende. Hun står lige ved trapperne, som er opgangen til værelserne. Jeg stiller mig lige foran hende. Man skulle tro hun forventede, jeg ville komme, fordi hun taler ikke med nogen, men sidder alene og selvsikkert på trappen. Jeg ser ind i stuen. June sidder stadig på Jacobs lår. Hendes røv presset op ad hans ben. Jeg vender skarpt mit blik mod Lily. "Gælder tilbuddet stadig?" spørger jeg og læner mig op ad gelænderet. Hun bider forførende i hendes læbe og nikker. "Altid for dig, Luke Finley," siger hun og lægger sin hånd på min arm. Jeg nikker op mod værelserne. Jeg ser en sidste gang mod stuen. Hun har set det. Hun ser på mig. Hun ser mundlam på Lily, der går op ad trapperne. Hun skal virkelig til at finde sig nogle bedre venner. Jeg ser koldt på hende, og prøver at skjule den fortrydende følelse, jeg føler indvendigt lige nu. Jeg går op ad trapperne efter Lily. Hun går ned ad gangen og vender sit blik mod mig. Jeg nikker mod døren for enden. Hun smiler og går med faste skridt derned. Hun åbner døren. Jeg kommer op bag hende. Hun ser chokeret ind på mit værelse. Der burde ikke være rodet, jeg mener, jeg har ryddet op. Jeg kommer op bag hende. Åh. Vi er ikke de eneste, der tænkte det ville være en god ide at bruge mit værelse. "Oliver og Blue gå for fanden ind på jeres eget værelse," siger jeg og banker på døren for at få deres opmærksomhed her hen i stedet for på hinanden. De ser begge chokeret hen på mig. Oliver skynder sig at kaste hans hoodie i Blues hoved. Hun skynder sig at tage den på. Oliver rejser og med bar mave og ser smiler undskyldende, men skifter hurtigt sit udtryk, når han ser hvem er ved min side. Han ser på mig og løfter et bryn. Hvad sker der for at Matt og ham er så optaget om, hvad jeg foretager mig? Kan de ikke bare se blindt på, hvem jeg er sammen med? ligesom før. Der var de ligeglade med, hvem jeg fuckede. Blue for rettet på sit hår og ser op på mig med et smil. Ligesom Oliver skifter hendes blik også til et forvirret og skuffet blik. "Smut I to turtelduer ind på Olis værelse, og aldrig tænk på at gøre det på mit værelse igen," siger jeg og peger på døren, der er åben. Oliver nikker og ser kort på Lily, med et blik jeg aldrig har set før. Et irriteret blik. Oliver tager Blue i hånden og trækker hende med ud. Blue sender et dræberblik mod mig og Lily, mens hun bliver trukket ud. Blue støder med vilje sin skulder ind mod mig. "Du er virkelig en idiot, Luke," siger hun og ryster på sit hovedet. Hvor mange skuffende blikke skal jeg alligevel have før folk fatter, at det ikke kommer til at ændre noget? Jeg smækker døren efter dem og vender mig mod Lily, der allerede har lagt sig i min seng. Jeg kan ikke rigtig lide tanken om, hun er den første pige i min seng. Alle andre har fået æren af et toilet eller et andet kedeligt sted. Jeg havde aldrig forestillet mig, at den dag skulle komme. Min mave vender sig helt ved tanken om det. Lily smiler forførende til mig, men jeg er ikke typen der smiler, så hun for ikke noget smil igen. Ikke andet end et sten koldt blik. Jeg går med langsomme skridt mod hende. Måske er jeg en idiot, for at gøre det her, men jeg har ikke følelser for June og har aldrig vist hende, at jeg vil have nogen form for følelsesmæssigt forhold med hende. Det eneste hun har været tæt på at være for mig, er en ven. Intet andet. Det venskab blev så heller aldrig rigtig til noget. Efter i aften, kommer det sikkert heller aldrig til at blive. Jeg stiller mig for enden af sengen og ser op og ned langs Lilys krop. Jeg ser tvivlende mod døren. Jeg ved ikke hvorfor, fordi hun kommer jo ikke bare brasende ind. Det er ikke noget, som June ville gøre, men på samme tid ville jeg ønske hun gjorde. Lily spreder sine ben og jeg sætter mine ben imellem. Jeg læner mig ned over hende og læner mine hænder på madrassen ved hver side af hendes hovedet. Hun ser direkte ind i mine intimiderende øjne. Hun ser ud til at nyde det her alt for meget. Jeg ser på hendes læber. Hun lægger sine hænder på min nakke og trækker roligt mit ansigt ned mod hende. Hun lukker sine øjne. Jeg har ikke lavet et eneste træk. Jeg ser en sidste gang ned på hendes læber. Fuck det. Jeg presser mine læber mod hendes. Hendes læber føles slet ikke, som jeg havde håbet. Det giver ikke nogen lykke eller varme i min krop. Det hud mod hud og intet andet. Det tænder mig ikke indvendigt. Det gør intet. Lily lader sine ben kramme mit liv og trækker min krop tættere mod hendes. Jeg lader min ene hånd ned ad hendes krop, for at se om jeg mærker noget. Bare et eller andet, men der er fuldkommen tomt over det hele. Det er bare rent hud. Pis. Fuck. June Cooper har ødelagt mig. Jeg fungerer ikke som før, jeg ved ikke, hvad der er anderlede, men jeg føler ingen attraktion til den her pige. Hun er køn og en stor del af drengene Briars drøm, men jeg føler intet. Jeg tror faktisk, at jeg ligefrem synes det er kedeligt. Jeg tror hellere, jeg vil sidde og se en 3 timers lang dyreprogram, end det her. Jeg åbner mine øjne, for at tjekke om det måske ikke kun er mig, som der ikke føler det her. Nope. Hun ser ud til at nyde det. Hvordan for jeg stoppet det her, på en galant måde? Jeg ledte jo selv op til det, men det var i dybest set kun for at få Junes opmærksomhed. Den fik jeg, men nu er der ikke så meget sjov ved det. Jeg skal lige til at skille vores læber ad, men bliver reddet for selv at gøre det, da døren åbner i en hurtig bevægelse. Jeg skynder mig at rejse mig op på to sekunder. Jeg vender mit blik mod døren. Den havde jeg ikke forventet. Hun kom her op. June. Hun ser på mig og derefter på Lily. Jeg ser chokeret på hende. Varmen stiger i hende. Hendes hals bliver langsomt rød. Hun har sin hånd knuget godt fast om håndtaget til døren. Jeg ser hende direkte ind i øjnene, for at se hendes reaktion. Hendes øjne er helt blanke som glas. Hun synker og bider hårdt i hendes læbe. Meget hårdt. Jeg mærker den gnist i min krop, som jeg på ingen måde fik lige før. Jeg gør det nu. Hun ser på mig med et blik der langsomt ildner op. Hun ser vredt på mig. Uden et eneste ord, vender hun om. Jeg ser forvirret på hende, der går, nærmest løber, ned ad gangen og væk fra mig. Jeg troede hun ville råbe af mig. Sige noget. Bare et eller andet, men hun sagde intet. Ingen reaktion. Det kan ikke passe. Hun kan ikke bare smutte. Jeg går med lange skridt ned ad gangen. Hun kan ikke slippe væk. Jeg skynder mig ned ad trapperne og ser hun er henne ved hoveddøren allerede. Hvordan er hun kommet igennem folk så hurtigt? Det vrimler med folk. "JUNE!" råber jeg over menneskemængden og den høje musik. Hun ser mig kort og skynder sig at komme ud af døren. Jeg følger efter hende med hastige skridt. Jeg kommer forbi folk, på trods af min størrelse. Jeg smækker døren efter mig. Jeg løber ned til vejen og ser til begge sider, for at se hvilken vej hun er gået. Højre. Hun går i et mere normalt tempo nu, hvilket betyder jeg bare skal løbe kort og så har jeg hende.
"June," siger jeg og tager fat i hendes arm, når jeg er nået hele vejen op til hende. Hun vender sig vredt om. Hendes øjne udvider sig og vrider hårdt sin arm til sig. "NEJ LUKE! Du er gået over grænsen den her gang!" siger hun og ser på mig. Jeg synker og hendes blik gør noget ved mig. Noget uforklarligt. Jeg ser pågående. Hun ser oprevet ud. En følelse jeg aldrig havde troet, jeg skulle se hos hende. En grænse jeg har overtrådt, men hvilken en.
"Hvilken grænse?" spørger jeg og træder et skridt tættere på hende. Hun ser på mig. Hun græder ikke. Ikke at jeg havde forventet det. Nej. Hun ser irriteret ud. "Grænse?" "Du sagde, jeg har overtrådt din grænse, hvilken en?" spørger jeg og træder endnu tættere på. Hun ser op. "Det lige meget, du skal bare lade mig være i fred," siger hun og træder tre lange skridt væk fra mig. "Og hvad? Ikke tale til dig igen? Så du kan fryse mig ude igen?" "Jeg har ikke frosset dig ude," siger hun og krydser sine arme. Det er en stor omgang bullshit. Hun har ikke lavet andet end at ignorerer mig. "Jeg har sagt undskyld, jeg har prøvet at tale til dig, men det eneste du gør er at sætte dig på Jacobs skød," siger jeg og prøver at holde den irritation, jeg har får den dreng, indeni mig selv. Han udnyttede tydeligvis June, for at få ram på mig. Han behøver ikke at spille sådan et beskidt spil. Han kunne mande sig op og går direkte over til mig og tage kampen op, i stedet for at få ram på mig gennem June. Ikke at det virkede. "Er du jaloux?" spørger hun og rynker forvirret sine bryn og træder tættere mod mig. "Nej selvfølgelig er jeg ikke det," siger jeg og ser på hende med en grimasse. Hun lyder virkelig dum lige nu. Jeg er ikke den jaloux type. Det er jeg ikke, og har aldrig været det. "Hvorfor betyder det så noget at jeg sidder på hans skød?" spørger hun og krydser sine arme over kors og løfter sit ene bryn. "Fordi..." jeg stopper mig selv. Jeg ved ikke, hvorfor fuck det nu irriterer mig. Det gør det bare. Behøver der at være en forklaring på alting? "Hvorfor. Betyder. Det. Noget. Luke?" siger hun og træder for hvert ord et skridt tættere på mig. "Du kan bare ikke sidde på Jacobs fucking skød! Der behøver ikke at være en fucking grund til alt June!" siger jeg og ser frustreret ned på hende. Hun ser fascineret på mit ansigt. Synes hun seriøst min frustrerede tilstand er fascinerende? Det giver jo nada mening. Hun lægger forsigtigt en hånd på min kind. Hun siger ikke noget. På en eller anden underlig måde, beroliger hendes hånd mig. "Hvad laver du?" spørger jeg og ser forvirret ned på hende. Alt den irritation hun havde før, er forsvundet og her står hun og ser på mig, som om jeg er en fascinerende alien. "Vil du have mig?" spørger hun usikkert og slipper sin hånd fra min kind. Jeg ser ned på hendes hånd. Uden hendes hånd, føles min kind så kold. "Hvad mener du?" "Vil du have mig, som i kun mig?" spørger hun og træder et skridt væk. Hun er seriøs. Jeg vil have hende, men jeg har hende allerede. Jeg kan altid have hende, der hvor jeg vil have hende. Jeg ejer hende allerede. Hun kan prøve at sige andet, men jeg har haft hende siden den dag, hun trådte ind på Briar. Så snart mit blik var på hende, havde ingen andre muligheden. Ikke engang Jacob. Det kan være han troede, han havde hende i aften, men det han havde han ikke. Jeg har hende. Hun står med mig nu, ikke ham. "Jeg har dig allerede, June Cooper," siger jeg og træder et skridt helt tæt på hende. Jeg har mit blik fæstnet på hendes øjne, mens min finger glider langsomt op ad hendes arm. "Bevis det." "Okay, hop ind i bilen."
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Hey til alle jer der ikke har set det, så er der kommet et intro og første kapitel på Belle, så tjek den ud!
Jeg har for første gang gået ud og gået en tur, når vores lære har sagt det, før i tiden har jeg bare sagt jeg gik udenfor og gik en tur, mens jeg lå derhjemme og tog mig en lur, men nu har jeg rigtig gået ud!
