Den smukke perfekte kunstskøjteløber June Cooper har hele sit liv, haft drømmen om at komme på Briar University. Hendes største håb er at en dag udleve drømmen om at blive professionel skøjteløber. Hun får A i alle sine fag undtagen i fransk, fordi...
"Er han altid så dominerende?" spørger jeg imens Mille og jeg går ned mod kantinen. Mille trækker på skuldrene. "Ja han er lidt af en oprøvet nar, så han havde bare godt af at blive sat lidt ned fra sin trone" svarer Mille og giver min skulder et klem.
"Han kan i hvert fald ikke lide at nogen tager hans plads... altså hvem tror han, han er? Der jo ikke nogen der ejer et fudging universitet! Det er jo bisard" siger jeg kan mærke at jeg uden at lægge mærke til det, begynde at gå en smule hurtigere. Luke Finley the King of Briar.
"Fudning?" spørger Mille forvirret. "Jeg har en aftale med mig selv om at jeg aldrig skal sige nogle bandeord, det lyder ikke pænt" siger jeg vrænger næse ved tanken om bandeord. Mille ser chokeret på mig som om at jeg var en alien fra en helt anden planet. "Fuck! Det er sgu sygt Cooper! Men det holder sgu ikke i særlig lang tid, så længe du er i mit selvskab" siger Mille med et grinende smil.
"Men tilbage til Luke! Tro det eller ej smukke, så ejer Luke Finley på en eller anden måde alle pigerne på Briar eksklusiv os, selvfølgelig" siger Mille og åbner dørene til kantinen. Jeg ser rundt i kantinen lægger allerede mærke til her, at en kantine på Briar slet ikke er det samme som kantinen på min High School. Ja der er stadig grupper, ja der nogle der føler sig sejere end andre, men der er ikke cheerleader bordet. Folk sidder ikke sammen med dem de går på linje med. Kunstskøjteløberne sidder dog underligt nok sammen, hvilket ikke helt giver mening. Jeg for øjenkontakt med en af dem fra mit hold. Oh fudge. Hun vinker mig over til dem, men jeg har langt fra lyst til at sidde ved bord med dem. Jeg ser på Mille Jones der kigger over på et bord med en masse dansere. Mille går på danselinjen, så mit førstehåndsindtryk af hende var korrekt, hun er danser. En god en af slagsen! Hun rynker lidt på sin næse og vender sit blik mod et bord med en masse drenge. Ej. Please ikke sig hun vil sidde med dem. Jeg ser hun har øjenkontakt med en speciel dreng. Garret Davis. Ham jeg nægtede at ryste hånd med. Han smiler kækt til Mille og laver et nik til hun skal komme derover. Hun ruller øjne tilbage og vender sig mod mig. "Kom! Jeg har et sted vi kan side" siger Mille og trækker mig med hen til der jeg helst ikke ville sidde. Bordet er fyldt med drenge. Da vi kommer tættere på synes jeg lidt alle de drenge ser meget veltrænede ud. Enden er de jocks eller så er de bare meget veltrænet. Mille sætter sig selvfølgelig ved siden af Garret. Jeg ser rundt efter en plads. Der er stadig et par stykker ledige. Jeg skal til at sætte mig ved pladsen ved siden af Mille, men hun stopper mig i at sætte mig ned. Vil hun ikke have mig til at sidde her? Sammen med hende? Jeg kigger forvirret på Mille der har et udspekuleret smil på læberne.
"June... sæt dig liiiige der" siger Mille og har stadig sit spekulerede smil på læberne. Hun peger hen på en plads som er på den anden side af bordet. Jeg ville normalt protestere, da jeg har på fornemmelsen at der noget bag det her. Men det Mille Jones, hun er min ven, så hvad slemt kan der være bag at sætte mig der. Hvem ved måske er der endnu en der har en bestemt plads ved siden af Mille, hvilket gør hun redder mig fra endnu en af sådan nogle diskutioner. Jeg sætter mig over på den plads, hun sagde, jeg skulle sætte mig på.
Mille begynder at snakke om skolens pizza og om hvor god den er. Imens jeg sidder og mundsavler over hvor lækker den lyder og er irriteret på den fandens kost plan jeg har. Ikke fordi at jeg ikke ville kunne tåle at spise en dejlig fedtet pizza... men jeg må ikke. Det ville ikke gavne mig så meget på isen. Mille har en anden form for sportsgren end mig, hvilket gør tingene mindre kompliceret for hende. Men helt ærligt... se på pigen! Hun kunne spise alt, uden hun ville tage det mindste smule på. Hun har vel et højt stofskifte... heldig er hun. Jeg tager ikke på fordi jeg træner så meget at et stykke pizza ikke ville skade. Imens Mille taler videre om mad, æder Garret hendes hals imens. Hun ser ikke ud til at være 100% inde i den nydelse Garret prøver at give hende, men mere optaget af tanken om den pizza. Gad vide om Mille måske ikke har lige så mange følelser for Garret som han har for hende. Men jeg kender jo selvfølgelig ikke Mille godt nok til at vide hvordan hendes måde at udtrykke at hun virkelig kan lide personen, men det ligner ikke rigtig at hun er fortabt i drengen. Er de overhovedet kærester? Første gang jeg mødte hende tænkte jeg bare de var venner med fordele, men nu... hmmm. Garret opfører sig i hvert fald ikke sådan. Døren i kantinen smækker og alle folk blikke undtagen Mille og Garret, ryger hen på... Luke Finley er trådt ind i lokalet. En pige med lyst hår går ved hans side. Hun gnider sig op ad ham. Han under hende ikke et eneste blik. Hans blik er koldt og dødt. Han ligner faktisk en der kunne råbe af pigen om få sekunder. Han scanner kantinen. Hans blik ender på mit. Han smiler skævt til mig. Vent er det et smil jeg får fra den arrogante Luke? Jeg tror jeg har brug for briller. Han vender sig blik tilbage til pigen. Han laver nogle fagter der ligner en bevægelse der hentyder at hun skal skride. Han vender derefter målrettet sit blik mod mig. Han har et intimiderende blik imens han går med selvsikre skridt imod mig. Han ligner en der har fået taget noget fra sig. Efter kun at have delt få ord med drengen, ved jeg allerede at han er en stædig person... men så er det godt at jeg er mere stædig. Han stopper foran bordet. Han lader sine hænder læne sig på bordet imens hans ansigt bevæger sig langsomt hen imod mig. Han ser mig direkte ind i mine øjne med et... dræberblik? Den her dreng har humørsvingninger, mere end en pige på sin mens. Det ene øjeblik smiler han det andet sender han dræberblikke? Jeg sender med glæde et stygt dræberblik tilbage, hvilket for ham til smile. Smile? What the hmm? "Tænk at du overhovedet tør det" siger Luke Finley med et smil på hans læber imens hans øjne skriger af vrede. "Tør hvad?" Spørger jeg forvirret og ser hen på Mille i forvirring. Luke følger mit blik og kigger irriteret på Mille. Han vender hurtigt sit blik mod mig. "Du sidder på min plads" siger han stift og koldt. Han kæbe spænder. Har han en smule autist i sig? Siden han bare skal side på nogle bestemte pladser. Alle har vel en smule autist i sig. Selv jeg har! Jeg kan godt lide at jeg ved hvordan tingene skal foregå og jeg hader overraskelser. Ikke at jeg siger at det er et generelt autistisk tegn, da der findes mange autistiske tegn.
"Wow jeg for total deja vu lige nu" siger jeg og virker falsk forvirret. Jeg når lige at sende et sidste dræber blik i Milles retning. That son of bunny! Jeg vender mit blik tibage til den kogende Luke. Han ligner en der på kanten til enden at eksplodere eller at tage og knalde en eller anden pige i vrede foran mig imens alle er publikum. Ikke spørg hvorfor jeg fik den tanke... kan ikke selv svare på det.
"Nu skal du høre skøjtepri-" "June Cooper" "Ligner jeg en der giver en fuck?" spørger Luke med sit - jeg ved at jeg er alle piger største drøm og jeg behøver ikke engang at være høflig for at få det jeg vil have- blik. Jeg ved godt at man skal give alle mennesker en chance, og at alle har deres egne problemer at kæmpe med og man skal være venlig for alle nye... men Luke Finley gør det mega svært med den attitude, som bare giver en lyst til at kvæle ham, men på samme tid, lysten til at kysse ham. Hvilket er en usædvanlig følelse. Det er en ambivalent følelse. "Jeg ved ikke om jeg ikke var helt klar i spyttet før... men jeg ejer det her universitet, om du kan lide det eller ej, så gør jeg. Og du, skal ikke tro at du kan komme her på første dag og pisse på de regler. Så nu giver jeg dig et valg, enden fucker du væk fra min plads eller også.." siger han og holder en kunst pause. Han foventede sikkert at jeg allerede var løbet skrigene bort, men nej... jeg sidder varmt og trygt på "hans plads". Jeg vil gerne høre hvad andet valget er, det kan kun være bedre end hans først valg. Han stirre direkt ind i mine øjne, og kan næsten ikke lide at sige det... men på en måde også ind i min sjæl...
"Gik du i stå ved andet valget? Eller var der overhovedet et andet valg?" spørger jeg og ser uskyldigt på Luke der ligner en der er faldet i staver med et dræberblik. Kender drengen overhovedet til at smile? Eller er han født med en sur mine? Jeg vifter min ene hånd foran hans ansigt for at få ham ud af sin staver. Han griber hurtigt fat i mit håndled, hvilket giver et chok i min krop. Han trækker min arm tættere mod ham, imens han selv rykkere tættere mod mit ansigt. Jeg mærker nervøsiteten stige, men lader det ikke vises.
"Er du sikker på du tør at vide det andet valg?" Hvæser ikke hvisker, men hvæser han gennem sine sammenbidte tænder. Hvem har tisset på hans sukker mad? Ingen bliver normalt så vred over at en freshman ved fejl kommer til at tage hans plads... to gange. Hans greb om mit håndled er stramt, ikke så stramt at det vil efterlade et mærke, men stramt så det på kanten til at gøre ondt. Jeg sender Luke et iskoldt blik tilbage. "Slip. Mig" hvæser jeg vredt tilbage så det kun er Luke der kan høre min vrede. Jeg vil ikke have at min første dag skal ligne at jeg er en irriterende bitch, selvom Luke's røvhuls attitude for mig til at fremstå som en. Luke ser på sin hånd der har et stramt greb om mit håndled. Han ser pludselig chokeret ned på hans hånd, der har hvideknoer af at holde stramt om mit håndled. Han giver hurtigt slip. Han får et underligt udtryk imens hans ansigt forvandler sig til et helt blegt lig. Han rejser sig drastisk op med et blik der viser skyldfølelse. "Undskyld" mumler han meget lavt med en hæs tone. Han tager sin sportsjakke og drejer om på hælende og skynder sig ud fra kantinen på nul komma to sekunder. Folks blikke følger hans skridt nøje og derefter lander deres nysgerrige blikke på mig. Jeg ser forvirret hen på Mille der ser chokeret på mig. Hele kantinen er stille. Hørte de alt hvad han sagde?
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Ejjj det kører ikke for mig med at huske at udgive! Jeg har endda glemt at jeg allerede havde skrevet det her epsiode for noget tid siden og bare glemt at udgive det, men i hverti fald så er der her nu! Havde lige lidt ekstra tid da mine 2 fransk moduler to ingen tid at lave!
Håber at I alle er sunde og raske og for bagt lige så meget som resten af befolkningen!
