Iced Out

45. BABY ELLER PRINSESSE

June Cooper

Jeg vinker farvel til Mille, og går mod omklædningen. Der er allerede nogle fra Luke's hold, der er på vej ud af omklædningen, når jeg kommer derhen. De har så heller ikke lige taget et bad, hvilket er lidt ulækkert. De har været på isen og skøjtet rundt på banen, de må have svedt lidt, så det kræver et bad. Jeg er lettet over at Luke ikke allerede er ude, fordi så ville det betyde, at han ikke har taget et bad, og så ville jeg nægte at kramme ham. Det kan godt være, at han af natur har sådan en dejligt drenge duft, men drenge-sved kan jeg ikke lide.
Jeg læner op ad væggen og glider ned på jorden. Jeg kunne forestille mig, at det her gulv er virkelig beskidt, men jeg er træt i mine ben efter træning i dag. Jeg ville ikke sige træningen i dag var hårdere end normalt, men jeg tror også det er en udmattelsen efter at have øve og øve på den tripple Axel. Døren går op og Jacob træder ud. Han har en sur mine, men det ændres når han ser mig. Han stopper op og ser overrasket ned på mig.
"Hvad laver du på jorden?" spørger han og læner sig på ad væggen. Jeg ser ned ad mig selv.
"Jeg elsker bare at sidde på jorden og se ud i den tomme luft," siger jeg og trækker på min skuldre. Jacob smiler og sætter sig ned ved siden af mig. Jeg ved godt Luke sikkert ikke ville bryde sig om det her, men jeg er helt ærligt ligeglad. Jeg ser ikke på Jacob på den måde. Jeg ser ham mere som en god ven og nogle gange minder han mig bare om min lillebror, selvom han er på samme alder som mig.
"I spillede godt i aften," siger jeg og smiler til ham. Jeg kan ærligt ikke huske, hvilket nummer han har, så jeg ved ikke lige, hvem af spillerne han var på banen. Jeg kunne lige genkende Luke og jeg tror, jeg havde en ide om, hvem der var Matt, men er ikke sikker. Jacob spænder i sin kæbe og nikker sig enig.
"Ja, de klarede den godt." Jeg ser på ham for at undersøge, hvad han mener med de. Han er vel en del af "de" betegnelsen.
"De?" Han ser på mig og bider i sin læbe. "Luke satte mig på bænken," siger han og ser ned på hans hænder, som om han nærmest skammer sig over det fact. Det er aldrig fedt at føle sig som den dårligste på et hold. Jeg ved det lyder nederen, men jeg kender ikke den følelse i min sport. Jeg har oplevet det i andre situationer. I High School var jeg seriøst bange for dodgeball. Jeg var den spiller som altid løb fra bolden og ende med at være en af de sidste på banen, fordi jeg var for god til at undvige bolden, men jeg var også altid skyld i at mit hold tabte.
"Du er også kun en freshman, Jacob. Det kan være næste år er dit år, men det her år er der jo mange talentfulde juniors og seniors, som har kæmpet deres vej til at komme på banen," siger jeg og lægger min hånd på hans skulder. Han ser på min hånd og nikker.
"Jeg tror, der er mange på holdet, som har prøvet at være på bænken, da de var freshmans." Jacob ser på mig med et løftet bryn og griner.
"Ja sikkert, men alle bortset for Luke Finley," siger han og griner, men lyder nærmest bitter når han nævner Luke. Jeg kender ikke meget til ishockey, men Luke er klart den hurtigste på banen og han kører lidt et duo spil med Matt. Jeg tror lidt de nogle gange glemmer, at der er andre på banen, hvilket ikke kommer til at gå ude i den virkelige verden. En ting er at være god, men en anden ting er også at kunne spille som et hold.
"Han har sikkert også haft hans udfordringer," siger jeg og tænker på hans blå mærke ved hans øje. "Den eneste udfordring han har, er at han ikke kan få den pige han vil have," siger Jacob og griner mod mig. Jeg ser forvirret på ham. Hvem vil Luke have? Jeg synker og ser ned på mine hænder.
"Ja, du er pigen June," siger han og skubber blidt til min arm. Jeg ser overrasket op ham. Jeg når lige at åbne munden, men døren åbnes og stopper mig i at sige noget. Ud træder Oliver og Matt. De ser først på mig og derefter Jacob. Oliver ser på Matt og laver en eller anden form for hemmeligt blik, som hverken jeg eller Jacob forstår. Matt nikker og Oliver smiler. De ser tilbage mod os.
"Op mini Luke, mig og nogle andre tager hen til vores hus for at fejre kampen," siger Oliver og taler til Jacob. Jacob ser en smule fornærmet på Oli. Han rejser op og klapper støvet af sig. "Mini Luke? Hvordan fuck har jeg fået den titel?" spørger Jacob og ser på Matt og Oli. De smiler begge to ved Jacob der lige akkurat svarer som Luke. Duck ordet ejer Luke. Oliver lægger en arm om hans skuldre og trækker ham afsted. Matt rækker mig en hånd og hjælper mig op og stå. Matt åbner døren halvt ind til omklædningen. Jeg skal til at gå ind, men ud fra Matts håndbevægelser, bliver jeg stående. "Jeg skal bare sikre mig, at du ikke siger noget videre," siger han og ser en smule bekymret ud. Jeg ser forvirret på ham. "Bare rolig jeg skal nok lade være med at sige til nogen, at du lukkede mig ind i drengenes omklædning," siger jeg og smiler beroligende. Jeg skal til at gå forbi ham, men han stopper mig, igen.
"Nej, det er jeg ligeglad med. Du kan ikke sige til nogen om det han fortæller dig." Jeg ser en smule fortabt på ham. Hvad er det han taler om?
"Jeg ved, du betyder noget for Luke, selvom han sikkert aldrig selv vil indrømme det. Hvis du afslører noget af det han fortæller dig, kan du glemme alt om at få ham igen. Luke tilgiver ikke," siger Matt og ser den anden retning end mig. Han åbner døren helt, så jeg kan komme forbi. Jeg nikker og tror jeg forstår, hvad han mener, men er stadig lidt blank. Jeg går ind i omklædningen. Luke sidder op bænken og har kun nået at få underbukser på og skal til at tage bukser på. Han ser på mig og skynder sig ikke at skjule hans krop. Ikke at han behøver. Han har en ishockey krop. Trænet og perfekt. Han ligner seriøst en græsk Gud. Han hiver et par bukser på.
"Er du sulten?" spørger Luke og knapper sine løst siddende bukser. Jeg nikker og er tør i munden til at kunne sige noget. "Nyder du synet?" Spørger Luke med et selvfedt smil og trækker en t-shirt over hans hovedet. Jeg prøver at skjule min skuffelse over ikke at kunne se det gode syn mere. Jeg ignorerer Lukes kommentar og ser rundt i omklædningen. Den er renere end pigernes, hvilket jeg troede var umuligt. Han lukker sit skab og tager sine nike sko på. Jeg ser på hans røde hår, som stadig er meget vådt. Han rejser sig og tørre hans hår en sidste gang med håndklædet og kaster det ind i hans skab. Rodehoved. Han tager hans hoodie og kaster den over sin skulder og vender sig mod mig. "Joes diner?" spørger han og går over og åbner døren for mig. Jeg vrænger næse og har virkelig ikke lyst til en burger. En ting er at det ikke er sundt, hverken for Luke eller jeg, men jeg føler jeg fortjener en fridag.
"Jeg kender også et godt pizza sted?" siger han og jeg går ud af døren. "Lyder som en god ide," siger jeg og nikker tilfreds. Det er lang tid siden, jeg har fået en pizza. Luke lukker døren og kommer op ved min side. Han lægger en arm om mine skuldre, hvilket overrasker mig. Luke er ikke typen, der er vild med nærkontakt, kommer an på, om han ved, han får noget bestemt ud af det. Han fører mig hen mod hans bil og kører os hen til hans, åbenbart, ynglings pizzaria.
Han stopper bilen ved et pizzaria som ikke ligger særlig langt væk fra campus.
"Hvad vil du have?" spørger han og klikker sin sele af. Jeg trækker på skuldrene. Jeg er ikke typen, som går synderligt meget op i, hvad for en pizza jeg får. Om det er ananas på pizza eller pepperoni, jeg er ligeglad.
"Overrask mig." Han nikker og jeg kan ikke helt lide det blik, han sender mig. Han er lidt for tilfreds med at få det valg. Jeg bliver siddende i bilen, mens Luke er inde og bestille pizza. Der går 15 minutter og Luke kommer tilbage med pizzaer i hans ene hånd. Han åbner døren og rækker mig pizzaerne. Jeg tager imod dem og har lyst til at åbne og se, men Luke lægger en hånd på låget, så jeg ikke åbner den. "Du kan ikke åbne den, før vi er der," siger han og ser seriøst på mig. Jeg ser mistænkeligt ned på bakken. Jeg ser lige frem og ud på vejen. Luke tænder for radioen, hvor Wasting My Young Years med London Grammar spiller. Den sang minder mig altid om, da jeg var 9 år gammel og jeg vandt guld for første gang. Det var den her sang jeg vandt med. Jeg læner mig helt tilbage i sædet og ser ud af vinduet. Det er ikke helt mørkt endnu, men solen begynder langsomt at gå ned. Jeg er ikke helt sikker på, hvor han kører mig hen, men det er jeg aldrig med Luke. Sidst endte jeg i et fængsel, hvilket jeg ikke gætter på, var hans plan.  Han drejer ned af en vej, som jeg ikke helt kan tyde på hvor ender hen. Det ligner lidt vi er på vej ned mod en strand. Han kører i nogle minutter endnu uden at sige noget. Jeg ser frem og tilbage mellem vejen og ham. Luke ser neutralt frem for sig og afslører intet. Han kører med bilen ud på stranden. I et kort øjeblik er jeg bange for at han ville køre helt ud i havet, men han stopper nogle meter fra. Han hopper ud af bilen og går om bag ved bilen. Jeg åbner døren og træder ud med pizzaerne i min hånd. Jeg har aldrig været på den her strand. Jeg ser til begge sider på stranden. Her er ingen mennesker. Der er ingen strandhuse eller boder. Her kun vand og sand og sten. Intet andet. Luke smækker bagsmækken på bilen og kommer frem med et tæppe. Han folder det ud på sandet og strækker det ud så det ligger fladt på sandet. Jeg sætter pizzaerne ned på tæppet. Jeg ser på Luke og sætter mig ned med front mod havet.