Luke Finley
Det ser ikke godt. Det er ømt og stort. Jeg ser på mit spejlbilledet og ved det er uundgåeligt at se det. En hver idiot kommer til at lægge mærke til det. Jeg nægter at bruge make up eller noget andet tøset shit, for at dække det her lort op. Det må være som det er. Hvis nogen spørg kom jeg op og slås med nogen fra modstandernes hold. Jeg kniber mine øjne hårdt sammen, mens jeg knytter mine næver hårdt. Så hårdt at man kan se alle mine muskler springe frem i mine arme. På en eller anden måde er smerten tilfredsstillende. Jeg løsnerime næver og lægger dem på vasken. Jeg åbner mine øjne og ser direkte ned i et afløb. Ikke det kønneste syn, men det er der intet, der er lige nu. Hvis bare jeg ikke skulle ringe til min far og be ham om at betale os ud, så havde jeg ikke haft det her nu.
Jeg tænder for vand hanen og samler noget vand i mine hænder og klasker det op i ansigtet. Jeg sukker og tørre mit ansigt. Jeg åbner døren og går mod mit skab i omklædningen. Drengene snakker i munden på hinanden og er i mine ører bare ren støj. Alle larmer inden en kamp. Det er på en måde en ritual. Det er deres måde at hype den her kamp op på. Jeg er bare ikke i humør til det. Eller det har jeg aldrig været, men i dag går det mig lige frem på nerverne. Jeg ved ikke om det fordi jeg er nervøs over at der er talentspejdere på i dag, eller jeg bare er fandens grymphy.
Jeg havde fortalt vores træner, om min ide med at smide Jacob af holdet, men det gik han ikke med til. Ikke lige før en kamp. Hvis jeg skulle have ham af holdet, så skal jeg finde en erstatning, der er ligeså god eller bedre end Jacob inden finale runden. Hvis vi når så langt.
Jeg åbner skabet hårdt og giver mit udstyr ud. Jeg starter med at tage mine skulderbeskytter på og derefter min albuebeskytter. Jeg hader hvor lang tid det tager at tage alt det her lort på. Det skal beskytte mig, men jeg synes nu mere det tager alt min tid. Jeg ser rundt på drengene, der alle jubler og råber som nogle orangutanger. Det er lige til at få tinitus af. Jeg spotter Matt, der ser et eller andet på Kakoozas mobil. Matt nikker og smiler, men han mener det sikkert ikke. Han kan ikke rigtig holde nogen af dem, vi er på hold med, ud. Undtagen for Oliver og jeg, selvfølgelig. Jeg har det okay med de fleste, men mange kan jeg ikke fordrage, fordi de føler at bare fordi, jeg er kaptajn, så er jeg ham som er "alfahan" det er ikke min rolle. Jeg har ikke bedr om den rolle i hvert fald.
Jeg tager mine benskinner på og strammer ekstra hårdt til. Jeg ser til mine sidder og løfter hjelmen over hovedet. Forhåbenligt er der ingen, der lægger mærke til det. Jeg har ikke overskud til nogen slal spørge ind til, hvad der er sket. De skal slet ikke forvente et svar heller. Jeg skal fokusere på kampen og intet andet. Kun kampen. Den her kamp afhænger af min fremtid. Jeg kan ikke begå en eneste fejl. Det går ikke.
En sætter sig ved min side. Jeg kigger ikke over for at se, hvem det er. En ting er, at jeg er ligeglad og for det andet, ved jeg godt hvem det er. Det er Matt. Jeg kan stadig høre Oli skræl grine sammen med Mike Relish. Oliver er den eneste af os tre, der svinger med alle drengene på holdet. Han taler ikke til Jacob, på grund af mig, men er jeg er ikke en fucking pige, som vil have at alle mine "søstre" skal hade den person, jeg hader. Oli må hade Jacob af sine egne grunde. Oliver sørger for, at han næsten ikke findes på holdet, som var han allerede smidt af holdet. Matt er god til at lade som om, han kan lide de andre, men jeg gider ikke engang at lade som om. Jeg er fuldkommen ligeglad med, hvad de synes om mig. Jeg ved de misunder min ishockey evner, men ellers er der ingen tvivl om, de synes jeg er et røvhul. Et koldt en af slagsen. Det hader sikkert også at jeg er holdkaptajn, men så kunne de bare lade være med at stemme på mig. Det var deres eget valg, at have en kold skid på tronen.
Jeg tager min stav ud og tjekker bladet for enden. Den burde nok blive forsynet med noget stoftape for at undgå at pucken springer fra bladet. Tapen ser lidt slidt ud, så jeg burde nok skifte det. Jeg river det gamle af og tager en stoftape rulle ud af mit skab. Jeg taper min stav ind både ved bladet og i toppen, hvor jeg holder den. Jeg gør det i en hurtigt og cirkulær bevægelse. Jeg ser kort til siden, hvor Matt er i gang med at sidde på Instagram. Jeg får tapet staven ind og læner mig tilbage. Jeg skjuler mit blik ned på Matts mobil. Han sidder og skimmer igennem folks storys. Han kommer til min søsters. Hun har lagt et billedet op af en udsigten oppe fra en høj bygning. Jeg river mobilen ud af hånden på ham. Jeg ser de andre stories, hun har lagt op. Jeg kan ikke se det der opslag fra min profil... har hun seriøst skjult det for mig?
Hun er ikke alene oppe på en bygning. Jeg ser nærmere på billedet. Hun er på en af Yales bygninger sammen med en masse drenge og to andre piger. Jeg klemmer hårdt om mobilen. Hvorfor Michelle? Hvorfor skal hun risikere sit liv på den måde? Den bygning er høj og der er intet hegn, så hun nemt kan falde ned. Jeg rækker mobilen tilbage til Matt, der ser videre på hendes profil.
"Du følger min søster på Instagram?" Spørger jeg dumt, men havde ikke lige forventet, at Matt var typen, der er på sociale medier. Han har ingen billeder på sin profil og heller noget profil billedet. Matt trækker på skuldrene.
"Det var hende, der sagde jeg var en gammel mand, hvis jeg ikke var på sociale medier," siger Matt og ser hen på mig. Jeg skynder mig at se den modsatte vej og ned på mine skøjter. En hånd bliver lagt på min skulder. Jeg ryster den af og rejser mig op. I en hurtigt bevægelse vender Matt mig hårdt om. Jeg ser en smule chokeret på ham. Han har aldrig været så voldsom. Jeg kan mærke nogle af de andres blikke vandre mod os. Matt har sit greb stramt om min trøje og ser mig direkte ind i øjnene. Han ser advarende på de andre, som et tegn til at der ikke er noget at se her. Han vender sig mod mig nikker mod mit øje.
"Hvad fuck er der sket der?" spørger han koldt med en lavt stemme, så ingen nysgerrig blikke er mod os igen. Jeg klemmer mine øjne sammen og trækker hans hånd væk.
"Kom bare op og slås med en fra modstander holdet," siger jeg og vender mig mod skabet igen.
"Du er bedre end det Luke, bare fortæl mig, hvad der rigtigt er sket. Du ved, jeg ikke siger det videre," siger han og læner sig op ad skabet ved siden af mig. Jeg ser fokuseret ind i mit skab. Matt rykker en smule tættere på.
"Har det noget med din far at gøre?" spørger han lavt og ser rundt, som om vi er to spioner. Jeg har alt, jeg skal bruge og smækker mit skab hårdt i.
"Det har intet med Jeff Finley at gøre." Løgn. Det har alt med ham og gøre. Det har det altid jo. Han er der som sådan en irriterende myre, der aldrig går væk, og pisser på en så det gør ondt.
"Du er forfærdelig til at lyve, Luke," siger Matt og ryster på hovedet. Jeg ser på ham og går mod Jacob, som sidder alene med hans mobil. Jeg giver ham et skub i skulderen. Han vender sig rundt og ser synet af mig og ser vred ud.
"Du sidder inde i dag," siger jeg og joker ikke. Vi er en i overskud og han er den yngste på holdet sammen med en anden. "Hvad?" Spørger han og rejser sig brat op. Han hørte mig godt. Jeg hader at gentage mig selv overfor typer som ham.
"Du hørte mig godt. Du er inde i dag." Jeg går videre ned og mod udgangen. Lige inden udgangen tager jeg mine skøjter på. Matt og Oli kommer op ved siden af mig.
"Er det på grund af det der skete med dig og June?" spørger Matt og binder sine skøjter.
"Jeg hørte, du fik en sutter i weekenden, du er en heldig mand Finley," siger Oli begejstret og rækker en High five frem imod mig. Jeg ser på den og bliver forvirret. Hvor ved folk om det? Oli sænker sin High five og griner.
"Også af en jomfru, det er sgu en hård nød at knække," siger han drømmende og tænker sikkert tilbage på den gang Blue var en freshman og han tog hendes mødom. Eller jeg ved egentlig ikke, om hun var jomfru eller ej. Det er helt sikkert hun ikke er det nu, fordi ud fra det jeg har hørt gennem vores tynde vægge, er hun bestemt ikke jomfru.
"Hun gav mig ikke noget blowjob, det var bare en dømmende politimand, der misfortolkede hele situationen," siger jeg surt og strammer hårdt mine snørrebånd. Oliver ser skuffet på mig. Jeg sukker og åbner døren til hallen. Jeg burde sikkert give en holds tale, men jeg føler det må være vores træner, der tager ordet. Jeg er ikke i humør til det lige nu.
Jeg stopper ved lågen indtil banen. Her er allerede fyldt med mennesker, hvilket giver god mening, kampen starter om 10 minutter. Jeg ser blandt folk bare for at sikre mig, at Jeff ikke er dukket op, eftersom jeg bad ham direkte at holde sig væk. Han plejer ikke rigtig at lytte til mig, så hvis han er her, ville det ikke overraske mig.
Jeg kan ikke se ham nogen steder, hvilket er en lettelse. Jeg ser rundt mellem publikummet for at se, om jeg kan se nogen andre bekendte ansigter. Et ansigt jeg ikke havde forventet at se, er her. Jeg troede, jeg skulle be hende om at komme før det ville lykkes, men ikke denne gang. Hun kom af sig selv. Hun kan sikkert ikke modstå mig og måtte bare komme og se mig spille. Hun har ikke mit holdnummer skrevet nogen steder, hvilket er lidt af en skuffelse, men June er heller ikke typen, der gør den slags.
Hun har ikke set mig endnu, men det kommer hun til ude på banen. Jeg smiler ved synet af hende der rent faktisk sidder til en kamp frivilligt. Oliver kommer op ved siden af mig, men jeg er får koncentreret om at stirre på June.
"Matt! Jeg tror der er noget galt med Luke's ansigt, hans mund smiler det er unormalt," råber Oliver for at overdøve de andre og publikum. Matt kommer hen til os og ser i den samme retning jeg ser i.
"Dude, du er forelskeeeede," siger Oliver og rusker mig i skulderen. Jeg stopper mit smil og ser på Oli og Matt.
"Jeg er ikke fucking forelsket." Matt og Oli griner og giver hinanden en High five. Jeg vender mit blik tilbage mod June. Hun ser over i den her retning. Hun ser på alle spillerne og stopper på mig. Hun kan ikke se, om jeg smiler, fordi jeg har hjelm på. Hun vinker og smiler. Jeg synker og vinker igen.
"Du har aldrig brugt så meget tid på en pige og du stirre bestemt aldrig på en pige," siger Matt og ser på mig.
"Indrøm det nu bare. Vi skal nok holde vores kæft," siger Oliver med et smil. Han er bare glad for at kende til noget gossip ingen andre kender til. Han er simpelhen så nysgerrig.
"Lads os nu bare fokusere på kampen og ikke mit kærlighedsliv," siger jeg og vender mig om mod de andre, der åbenlyst har fulgt med i samtalen. Pis.
"Oh bro du indrømmede det lige," siger Oliver begejstret.
"Jeg indrømmede ikke en skid Oli." Han lyner sin mund og kaster nøglen mod banen. Jeg træder ud på isen og gør tegn til de andre, at de også skal træde ud undtagen for Jacob og nogle andre, de er udskifter.❄️ ❄️ ❄️
Sidste mål mangler og så er kampen slut og vi har vundet endnu en gang. Jeg skyder pucken til Matt der inkasserer den i et perfekt hjørne, så den er umulig som målmand at få ram på. Publikum og hele holdet jubler som en flok aber.
Oliver skøjter mod mig og støder ind i mig og gør at jeg er lige ved at falde. Han jubler og skal til at løfte mig, og jeg sender et advarende blik, men det stopper ham ikke. Flere fra holdet kommer op ved hans side og i en hurtigt bevægelse løfter de mig op i luften. Jeg hader når de gør det, men opmærksomheden er vel meget fed. Det er godt jeg har maske på, så kan man ikke se at jeg smiler stort lige nu. Ingen andre end June Cooper har fortjent at se mit smil. June og Mille bevæger sig mod banens gelænder.
Jeg ser ned på Oliver og Forrester, som er dem der holder det meste af mig. Jeg giver tegn til at de skal sætte mig ned. De sætter mig ned. Jeg får nogle klap på skulderen og nogle jublende råb, men jeg er kun koncentreret om en ting lige nu. Jeg skøjter hen over banen og hen mod June. Hun har et smil på læberne. Jo tættere jeg kommer på hende, jo mere kniber hun øjnene for at se på mig. Hun kommer til at opdage det. Jeg stopper op og ser på hende. Hun ser fem sekunder uden at sige et eneste ord. Hun har opdaget det. Hun skynder sig at lægge sine hænder på min hjelm og begynder at tage den af. Jeg lader hende gøre det, uden at bevæge mig ud af flækken. Hun trækker den af og ser bekymret på mit øje. Nu kan flere i hallen og hende se det blåtmærke.
"Hvad er der-" hun afbryder sig selv og lader hendes fingre forsigtigt rør ved det. Jeg siger ikke noget, men er kun koncentreret om at se direkte på hende. Hun lader sit blik gå fra mit mærke og direkte ind i mine øjne.
"Hvad er der sket?" spørger hun og for glasøjne ved bare at udforme de ord. Jeg ser hurtigt hen på Mille, der ser lige så forskrækket på mit øje. Jeg siger ikke hun skal gå, men hun fatter selv, at hun ikke lige passer ind i den her samtale, så hun smutter. Jeg ser tilbage på June.
"Det er ikke noget stort June," siger jeg og smiler skævt. Hun ser irriteret på mig. Hun hader når folk lyver overfor hende. Hun fortjener heller ikke at folk lyver overfor hende, fordi hun fortjener alt det bedste i den her verden.
"Luke..." siger hun og lader sine fingre ae min kind. Jeg bider i min læbe for ikke at sige sandheden, men jeg kan ikke få mig selv til at sige det. Det er umuligt. Jeg burde ikke føle skam, men det gør jeg. Skam over mit blåtmærke.
Ikke her, foran alle. Jeg kan ikke sige det her. Hvis der nogle andre end June der hørte det, er det ikke nogen som har fortjent at høre det.
Jeg fletter mine fingre med hendes. Hun ser forvirret ned på dem og ser op på mig igen. Jeg læner mig ind mod hende og kysser hende på toppen af hendes hovedet.
"Kan du mødes efter?" spørger jeg diskret og trækker mig. Hun ser på mig og nikker.
"Hvor henne?"
"Mød mig ude foran omklædnings rummene," siger jeg og ser ned på hendes læber. Jeg har sygt meget lyst til at kysse hende lige nu, men jeg ved at June ikke kan lide opmærksomheden foran hele skolen og flere til. Et kys på hovedet må det blive til, når det er semifinale, men finalen så kan hun ikke slippe for det. Der får hun et kys og jeg er fandens ligeglad med hvor mange der ser med.Sorry jeg kunne ikke nå to kapitler i ferien, men kunne godt nå de ugentlige kapitel! Nu er der kun 6 kapitler tilbaaaaagee, så der er ikke langt igen🙈
Hvad tror I der er sket med Luke?
YOU ARE READING
Iced Out
RomanceDen smukke perfekte kunstskøjteløber June Cooper har hele sit liv, haft drømmen om at komme på Briar University. Hendes største håb er at en dag udleve drømmen om at blive professionel skøjteløber. Hun får A i alle sine fag undtagen i fransk, fordi...