Iced Out

43. NATTØJ I EN SKØJTEHAL

June Cooper

"Jeg synes ikke, du burde lave en tripple axel til konkurrencen, jeg ved godt, at du nok ikke kommer til at synes om ideen, men der er et eller andet der foregår oppe i dit hovedet, som stopper dig fra at fuldføre den perfekt," siger hun og aer mig på min arm, som om det skulle mildne hendes ord lidt op. Jeg bider mine tænder hårdt sammen. Jeg kan ikke lide at få fortalt, hvad jeg skal og ikke skal.
Jeg nikker og skubber mig selv væk fra lågen til banen. Uden at svare hende, drejer jeg skarpt rundt på mine skøjter. Så skarpt at isen splintre under mig. Lyden er meget tilfredsstillende, især hun man er vred.
"Tænd musikken en gang til." Jeg stiller mig i min starts position og nikker mod min træner. Jeg kan mærke hendes suk fra lang afstand, men hun tænder alligevel musikken. Jeg stiller mig i starts position og udfører den aftale rutine, med tripple Axel. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle have den med. Det er den som giver mig første pladsen. Jeg nøjes ikke med en anden eller en tredje plads. Kun første. Jeg starter ud med første spring element og lander på venstre fod og forbinder den med 3 piruetter. Derefter min trinsekvens, som jeg i det mindste stadig kan udføre fejlfrit. Jeg bliver nødt til at være teknisk perfekt på alle trin, jeg foretager mig, det er den eneste måde jeg får top scorer på. Jeg skøjter en cirkel rundt om banen og jeg kan se min træners blik. Hun ved godt, jeg ikke kommer til at lytte til hende. Det samme gør de andre på holdet. Jeg kan se det på måden, de hvisker til hinanden på. Der er ingen tvivl om, hvad de hvisker om. Jeg bider tænderne hårdt sammen og gør mig klar til den. Jeg træder fra og udfører den. Det svære ved den er landingen. Jeg forestår ikke, hvorfor jeg har problemer med den nu. Jeg plejer aldrig at have problemer med den. Det plejer at gå fejlfrit. Hvad er der sket, siden jeg ikke kan udfører den nu?
Jeg lander, men det er lige ved at min skøjte skrider og jeg skal til at falde. Jeg gør det ikke perfekt, men jeg falder ikke. Det er en start. Jeg tager en dyb indånding og udfører det sidste trin, som er himmelpiruetten. Jeg slutter af med at dreje en gang rundt om mig selv, som passer med musikken slutter. Jeg tør ikke at se hen på træneren. Jeg ved, hvordan hendes blik ser ud. Jeg kan forestille mig hvordan. Det er ikke et kønt syn. Jeg ser derhen. Hun har vendt ryggen til og er på vej ud af hallen. Noller. Hun er sur eller pissed eller hvad man nu vil kalde at forlade en hal som en rigtig drama Queen. Jeg sparker min skøjte mod isen af ren irritation.
Jeg skøjter mod lågen til side pladserne. Jeg ved ikke hvad der er galt med mig. Er det min hjerne? Min krop? Er det kommunikationen mellem de her to?

Jeg ser hen på de andre piger. De fniser. Urgh. De har virkelig et kedeligt liv med intet sjov, hvis de synes at synet af mig der fejler er sjovt. Det er langt fra sjovt.
"Som om I nogensinde ville kunne være i nærheden af at udføre en tripple Axel." Jeg ser hen på Mille, der nu er dukket op i nattøj. Jeg ser på hende med et smil. Hun ser mod de andre skøjtepiger og sender et dræberblik i deres retning. De ser misbilliget på hendes og ser op og ned ad hendes tøj. Hun træder et hurtigt skridt frem mod dem, som om hun ville slå dem, men gør det kun for at skræmme dem en smule. De træder i et sæt alle sammen et skridt fra hende. Mille griner og ser mod mig. Jeg ser på dem og sender dem det samme blik de giver Mille. De er virkelig latterlige. Jeg kan ikke holde nogen af dem ud.
De ruller øjne og fnyser i kor, som var de en flok robotter, der alle er programmeret til det samme. De går forbi mig og ud på banen med ret ryg og lige linje. Jeg har ikke engang overskud til at give dem et smil. Jeg vidste på forhånd, at jeg ikke ville blive venner med de her piger. Jeg svinger bare ikke med folk, der inden for samme sport som mig selv. De er min konkurrence. Alle sammen. Jeg går hen til bænken og sætter mig og Mille dumper pladask ned ved min side.
"Sikke en omgang bitches," siger hun og ser ud på banen, hvor de nu står hvisketisker. Jeg griner og begynder at binde mine skøjter op.
"Det må man nok sige," siger jeg og hiver først den ene af og derefter den anden skøjte af. Jeg tager en sweater op fra min taske og varmer mig med den. Her er virkelig koldt herinde. Jeg ser hen på Mille, der ser ned på mine skøjter.
"Er der noget galt med dem?" Jeg ser forvirret ned på mine skøjter. De ser helt fine ud. Det er mine lykke skøjter, selvom de ikke bringer mig så sygt meget lykke. I hvert fald ikke ude på isen.
"Nej, der er ikke noget galt med dem." Jeg tager en op i min hånd for at være 100% sikker på der ikke er sket dem noget.
"Er du sikker? Fordi jeg kender dig June Cooper, intet kan forstyrre dig på isen. Ikke så meget at du ikke kan udfører din koreografi til perfektion." Jeg bider mine tænder sammen og ser ud på banen. Jeg vil helst ikke se Mille i øjnene. Hun har gennemskuet noget, jeg ikke helt selv har gennemskuet.
"Er du okay?" spørger hun og lægger en hånd på min skulder. Jeg puster tungt ud og ser på hende. At se på hende up close, giver mig lidt et andet perspektiv. Hun har rander under øjnene og rodet hår og hendes tøj... Hun har nattøj på, i en skøjtehal, jeg ved ikke hvad der skal sende alarm klokker, hendes tøj eller hendes rander under øjnene. Hun ser forvirret på mig og derefter ned ad sit tøj. Hun tager fat i remmen af hendes nattrøje. Hun slipper sin hånd fra min skulder og ser på mig.