Iced Out

39. LØVENS TERRITORIUM

June Cooper

"Jeg føler virkelig ikke for det Blue," siger jeg og trækker mig langsomt efter Blue hen ad vej mod Luke's hus.
"Jov, du gør," siger Blue og vender sig mod mig. Hun tager fat i min hånd og trækker mig afsted. Jo tættere vi kommer derhen, jo mere nervøs bliver jeg. Jeg har undgået ham i lang tid nu. Hvorfor kan det ikke blive sådan? Nu bliver jeg direkte trukket hen imod hans hus. Det er jo forfærdeligt.
"Mjeh," udstøder jeg med en grimasse og ville hellere være hjemme og se noget så røv sygt, som Downtown Abbey eller noget i den stil.
"Du er ikke en kat og nu tager du dig sammen og går med ind ad den dør," siger Blue og ser bestemt på mig og stopper op, når vi er ved deres forhave. Jeg ser ned ad mig og bliver endnu en gang mindet om, hvorfor jeg skal skynde mig væk herfra.
"Men kjolen," siger jeg panisk. Blue ser forvirret op og ned ad mig.
"Hvad med kjolen? Den sidder som smurt på dig."
"Men er den ikke lidt kort?" Hvisker jeg og ser panisk rundt for at tjekke, at der ikke er nogen som ser mig lige nu.
"Og hvad så? Det er lige meget så længe du selv føler dig smuk og sexet i den," siger Blue og har et blik på, som om det var alt fra hendes embrace your beauty power.
"Men folk kommer sikkert til at kigge," siger jeg og ser nervøst på hende. Hun griner og giver mig et klap på skulderen.
"Ja selvfølgelig gør de det! Du ser hot ud og alles blikke vil være på dig," siger hun og nikker op og ned ad mit outfit.
"Men jeg vil ikke have folks blikke på mig," siger jeg og trækker lidt ned i kjolen, selvom det ikke hjælper med noget. Den bliver ikke ligefrem længere af at jeg trækker i den. Den er stadig lige så kort.
"Det må du leve med, så skulle du ikke have taget en kjole på, der får dig til at ligne en sexgudinde."
"Det ikke mig, der har valgt den her, det var dig der gjorde det."
"Gud ja... jeg har helt glemt, at jeg er så klog," siger Blue og ser tænkende op og ned ad kjolen, som om hun har lavet et mesterværk. Hun vågner op fra sit dagdrømmeri og vender sig mod døren. Det er nu jeg har chancen for at løbe væk, men hun ville sikkert løbe efter mig. Jeg må hellere bide i det sure æble. Blue åbner døren. Gad vide om vi er for tidlige på den? Sidst jeg var her, vrimlede det med mennesker ude foran deres have. Nu er der ikke nogen. Jeg træder ind i huset. Glem hvad jeg sagde før. Her vrimler med mennesker indenfor. Det er nok på grund af kulden, at folk holder sig indenfor. Jeg spejder mit blik rundt i lokalet. Jeg kan ikke se Mille nogen steder. Hun sagde, hun ville tage tidligere hen til festen, der var nogle ting, hun skulle ordne inden. Jeg nikkede bare uden at stille spørgsmålstegn ved det.

"Hvor er Mille overhovedet? Hvorfor kan hun slippe for det her, når jeg ikke kan?" spørger jeg og ser panisk rundt i lokalet. Jeg rykker mig, så et par kan komme forbi mig. Blue og jeg står mast op ad hinanden. Blue ser også rundt for at lede efter en eller anden bestemt, sikkert en ved navn Oliver Davenport.
"Hun er sikkert hos Alex og er i gang med at fuck hans hjerne ud," siger hun fraværende. Hun bevæger sig mod deres køkken. Jeg følger efter hende, som en skræmt mus, der ikke tør at gå alene her. Jeg er virkelig på et forkert territorium. Lukes territorium, eller nok mere løvens. Løvens territorium. Et sted man bestemt ikke vil være. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg hørte rigtig, hvad det var Blue egentlige lige sagde. Måske sagde hun forkert. Hun mente sikkert Garret ikke Alex, men jeg skal være på den sikre side.
"Alex?"
"Ja, har du ikke hørt det? De er vidst gamle ex kærester," siger hun og virker ikke til at lægge mærke til, at hun lige har lagt en stor bombe. Jeg gisper dramatisk og stopper op og ser chokeret på Blue. Blue vender sig forvirret mod mig. Hendes mund former sig til et stort O.
"Åh... du vidste det ikke?" spørger hun skær en grimasse. Jeg kan slet ikke forestille mig alt det der sker oppe i mit hovedet lige nu. Jeg tror, jeg mangler benzin, fordi jeg forstår ikke, hvad hun taler om.
"Øh nej?!" spørger jeg og ser med udvidet øjne på hende. Blue trækker på skuldrene og virker ikke til at synes det er særlig overraskende. Der er noget, der ikke helt passer sammen, i det her. Er der noget jeg har misset? eller var der aldrig noget mellem Garret og Mille eller hvad?
Blue begynder at gå igen.
"Hvad med Garret? Er de ikke sammen eller?" spørger jeg, da hun stopper ved køleskabet. Hun tager noget sodavand ud af køleskabet.
"Garret? Phff han var bare en rebound, der har aldrig været følelser fra Milles side af," siger Blue med et grin. Et rebound. Jeg tror aldrig, jeg har hørt nogle bruge det i virkeligheden. Kun i film. Aldrig hørt nogen rent faktisk bruge det i en reel situation.
"Men... det er jo," siger jeg og ved ikke helt, hvor jeg var på vej hen med den sætning.
"Garret er ikke typen, der får rigtige følelser for folk, så du skal ikke tænke på ham, han er ærligt ikke andet end en dum fuckboy med ingen hjerneceller," siger Blue og squatter ned og åbner et skab. Bag hende kommer Oliver frem.
"Ladies, ladies, welcome to the crib!" siger Oliver og stiller sig lige bag Blue. Hun ser op på ham og ruller øjne. Hun tager en flaske ud af skabet og stiller sig op. Oliver skynder sig at lægge hans arme om hendes liv og trække hende ind til sig. Blue ser undskyldende på mig. Jeg er lidt ligeglad, så længe de bare snart tager dem sammen og finder ud af deres følelser for hinanden. Det er jo tydeligt, at de passer perfekt sammen. Det er bare underligt, at de ikke kan se det.
"Olii," siger hun og får tydeligvis røde kinder. Oliver smiler bare endnu bredere og kysser hendes hals. Blue ryster lidt på sit hovedet og vrider sig fri fra hans greb.
"Tag lige to glas til June og jeg," siger Blue og skubber ham blidt. Fordi han er smittet af hende, gør han blindt, som hun siger. Han sætter to glas til os. Blue hælder noget gennemsigtigt væske op i begge glas. Oh nej. Det er vodka. Ad ikke igen. Blue ser min grimasse og griner hendes søde lille smil, jeg kan se Oliver er helt forelsket i.
"Bare rolig, denne gang skal du bare drikke langsommere og mere kontrolleret, så skal det nok gå," siger hun og hælder noget cola op i vores glas.
"Okay, men hvis jeg ender med at få det lige så dårligt som sidst, så er du ansvarlig," siger jeg og tager imod glasset. Hun nikker og smiler. Jeg holder mit glas op mod hende, og hun skåler sit glas mod mit. Jeg tager en tår, og bliver faktisk overrasket. Det smager ikke lige så slemt som sidst. Det er nok colaen, der gør det.
"Jeg troede bare virkelig at Garret var virkelig forelsket i Mille," siger jeg og vender tilbage til samtalen om Mille og Garret. Blue trækker på skuldrene.
"Han er nok bare en god skuespiller, Mille er i hvert fald ikke, hun har på ingen måde følelser for ham," siger hun og ser bestemt ud. Hun er sikker i sin sag.
"Garret er forelsket i Mille, det kan enhver idiot da se!" siger Oliver med et grin. Jeg ser forvirret på ham. Blue ser også forvirret og en smule irriteret på ham.
"Kalder du os idioter?" spørger hun og løfter et bryn mod ham. Oliver smiler og derefter fryser i et forvirret udtryk. Jeg tror ikke, han er klar over, hvad han lige fik tilføjet til den sætning. Oliver prøver med et grin og rækker ud efter Blue. Hun skynder sig at træde et skridt bagud og krydser sine arme. Oh-åh. Jeg ser bange mellem Oliver og Blue.
"Jeg ville flygte inden, det bliver grumt," hvisker en stemme meget tæt på. Jeg ser til min side og ser til min overraskelse Jacob. Han ser på Oliver og Blue med et smørret smil. Jeg ser på dem og nikker mig enig.
"Du har nok ret, jeg vil helst ikke være her når det hele går op i hat og briller," hvisker jeg igen og tager mit glas. Jacob smiler venligt til mig.
"Jeg tænker at stuen er god afstand, så er vi ikke vidne til det der sikkert kommer til at foregå om lidt," siger han med et grin. Han tilbyder sin hånd og jeg tager imod den, fordi jeg ved, at jeg kommer til at drukne blandt alle de her mennesker. Eller så ender det med at jeg bliver trampet ihjel, som hvis jeg var til en festival. Han for smuget sin arm om mine skuldre. Jeg ser forvirret op på ham, men han er for optaget i at komme igennem folk. Jeg har delt få ord med Jacob. Han er sød nok, men jeg mener aldrig, jeg har vist nogen form for interesse i ham. Det kan også være det er mig, som læser for meget ind i det. Han prøver jo bare at være venlig. Han for os mast igennem folk og hele vejen hen til stuen. Han ser ned på mig med et smil. Sofaen i stuen er næsten helt optaget, men der er en plads. Eller i min optik kan der kun sidde en person der. Jeg lader blidt min hånd presse mod hans ribben, for at skubbe ham væk fra mig.
"Av!" udbryder Jacob af ømhed og skær en grimasse. Jeg ser forvirret på ham. Han lægger en hånd på hans side, der hvor jeg lige har trykket ham.
"Er du okay?" spørger jeg og ser bekymret på hans pinefulde blik. Han bider hårdt i sin læbe og nikker, men ligner langt fra en der er okay.
"Er der sket noget?" spørger jeg og peger mod hans ribben. Han skær sine tænder og prøver at glemme den smerte, han åbenlyst har lige nu, med et grin.
"Ja, jeg kom ud for en lille ulykke til træning på banen," siger han og retter sin ryg. Jeg gør tegn til at han nok skal sætte sig ned. Han sætter sig forsigtigt ned, mens han stønner lavt af smerte.
"Hvad skete der?" spørger jeg og ser til siderne, for at se om der nogle stole eller noget i nærheden.
"Jeg kan godt rejse mig, hvis du gerne vil side?" spørger han og skal til at rejse sig op. Jeg skynder mig at lægge en hånd på hans skulder og sørger for han ikke rejser sig op. Han skær kort en grimasse. Wow, han er virkelig blevet såret til træning. Han er som en krøbling.
"Det fald må virkelig have været slemt," siger jeg og nikker mod hans krop. Han griner og nikker sig enig.
"Du skulle bare vide," siger han og trækker op i sin trøje. Jeg ser mundlam på hans ribben og hele vejen om på hans ryg. Han har et stort blå lilla mærke op langs hans ryg. Jeg taber min kæbe, så jeg nærmest er bange for, den falder på jorden.
"Det er jo et grotesk hårdt slag, du har fået dig der!" siger jeg og lader mine fingre glide over hans ømme hud. Den er rød nogle steder. Jeg får straks mere respekt for hockeyspillere og det de skal igennem. Jeg ser op på Jacob.
"Ikke for at være ond, men du er virkelig klodset," siger jeg med et prøvende smil. Han griner med og trækker derefter på sine skuldre.
"Ja, bare det var problemet," siger han og trækker ned i sin trøje igen. Hvis bare det var problemet? Var det ikke lige det han sagde? At han var ude for en lille ulykke. Det er vel bare at han har faldet over sine stav eller, hvad man nu falder over som ishockeyspiller.
"Hvad mener du? Var det ikke en ulykke?" spørger jeg og ser forvirret på ham.
"Det kan man ikke helt sige det var," siger han og ser på noget længere bag mig. Jeg vender mit blik og ser i samme retning som ham. Han ser på...oh nej. Han ser på Luke og Matt med et dræberblik. Matt lægger ikke mærke til Jacobs blik mod dem, men Luke gør. Eller han ser egentlig ikke på Jacob, men intens på mig. Jeg løfter et bryn mod ham og nikker mod Jacob. Luke ser kort med et koldt blik mod Jacob. Luke ser tilbage på mig og trækker på skuldrene, som om han intet kender til det. Af en der aldrig udtrykker sig om, hvad han føler, så er han virkelig dårlig til at lyve. Jeg ruller øjne og vender mig frustreret mod Jacob.
"Det var ham, der gjorde det ikke?" spørger jeg og krydser mine arme over kors. Han nikker. Jeg nikker tænkende igen, mens min læbe er på vej til at bløde, efter jeg har bidt så hård i den. Jeg ser ned på ham.
"Gør dit ben også ondt?" spørger jeg og smiler mod hans lår. Han ser forvirret ned på sit lår og derefter op mig. Han smiler smørret i min retning.
"Nej, det har det virkelig godt, hvorfor?" spørger han og læner sig selvsikkert tilbage i sofaen. Jeg smiler selvtilfreds. Jeg ser en sidste gang mod Luke og sender ham et sejrende smil.
"Eftersom der ikke er andre steder at sidde, kan jeg så måske sidde på dit skød?" spørger jeg og blinker et par gange. Han bider i sin underlæbe, for ikke at bryde ud i et stort smil. Han smiler flirtende i min retning.
"Det vil være mig en ære."

Jeg føler jeg er ret god med i tid, i forholds til den her bog! Jeg formået at udgive hver uge densiteten par uger! Jeg har lige fremlagt i engelsk i dag og ingen af mine gruppemedlemmer sagde en dyt, så jeg endte med at lave solo fremlæggelse... jeg hader virkelig virtuel undervisning!

Hvordan har I det med virtuel undervisning?

Og btw så kan man lige nu på min insta se coveret på Belle som er Riberholdt og jegs nye bog og udgivelses dato på første kapitel! Så tjek det ud!