Iced Out

30. TRUSSEL

Luke Finley

Jeg hader at tabe. Det gør June også. Jeg burde have vidst, at det var en dårlig ide at gå med til det her væddemål. Jeg kan godt smile. Jeg smiler ofte, når jeg er sammen med Matt og Oli. June kan jeg ikke lade være med at smile omkring. Det vidste jeg bare ikke, før jeg gik med til det her væddemål. Jeg har tabt. Jeg skal være hendes tjener en hel dag. Det værste af det hele er... jeg skal smile hele dagen. Jeg har ikke noget imod, at smile foran dem jeg kan stole på. Jeg smiler ikke i offentligheden. Folk vil se mig som svag. Jeg skal holde mit image oppe.
Jeg ser på June der sover op ad mig. Vi sidder på bagsædet, mens Gill kører mod Briar. Thanskgiving ferien er ovre. Tilbage til den gode gamle kedelig hverdag. Ej. Jeg kan godt lide hverdag. Jeg elsker at træne. Jeg elsker ishockey. Det er i mit blod og i mine åre. Det betegner mig.
June sover som en sten. Det er tidligt om morgen. Vi skal tidligt afsted for vi kan komme tidligt hjem. Jeg sidder og stirre ud af vinduet. Det er koldt udenfor. Jeg fryser ikke inden i bilen. Varmen er skruet op og Junes kropsvarme varmer mig godt op. June rykker lidt på sig og rykker sig mere ind til mig. Jeg kigger lidt på hende og et varmt smil spreder sig på mine læber.
"Der er noget imellem jer"
Jeg ser på i bakspejlet og får øjenkontakt med Gill. Hun koncentrerer sig om vejen.
"Ja vi er venner" siger jeg og gentager det, June har brugt ferien for at gentage for sin familie.
"Nix" svarer Gill kort og drejer over i en anden vejbane.
"Hvad mener du med nix?"
"Jeg kan se der er noget imellem jer. June har aldrig haft en fyr med hjem fra ferie, hun har ikke engang haft en fyr med hjemme, da hun gik i High School. Du er den første, derfor troede mine forældre at June enden var blevet gravid eller skulle giftes"
Jeg hoster af chok af de sidste ord. Ingen af de ord findes i mit ordforråd. Hverken gravid eller giftes. Nej. Jeg bliver skrækslagen for bare at høre det. Jeg føler en sær form for tilfredsstillelse, af at høre hun ikke har haft nogen fyr med hjemme. Godt. Ingen har haft hænderne på June. Kun mig. Kun mine hænder her haft æren af at røre hende.

"Men Luke. Det kan godt være ingen af jer vil indrømme, der ikke er noget imellem jer og i "bare er venner" og måske kan narre min forældre, men i kan ikke narre mig. Jeg ser det når jeg ser det" siger hun og sender mig et løftet øjenbryn gennem spejlet.
"Ser hvad?"
"To mennesker der har et seksuelt begær efter hinanden" siger Gill helt neutralt, som om det hun sagde ikke var langt fra grænseoverskridende. Jeg rømmer mig lidt og ser ud ad ruden.
"Så du indrømmer det? At I ser på hinanden på den måde?" spørger Gill og ser beordrende på mig gennem bakspejlet. Jeg ser på June, for at tjekke om hun er stået op. Kunne hun please stå op nu! Jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere hendes søster. Hun er lidt af en mundfuld. Jeg nikker til hendes svar og har stadig mit blik limet ud mod horisonten.
Jeg kan mærke hendes smil brede sig over hele hendes ansigt og prøver ihærdigt ikke sige noget mere.... men det virker ikke til det går så godt..
"Men... hvis du sårer hende, Luke Finley... så er du en meget død mand!" siger hun og drejer skarpt om hjørnet og ind på Briar's parkeringsplads. På grund af det skarpe drejning vågner June med et sæt. Hun ser søvnigt rundt og opdager hvor vi så er.
"Har jeg sovet hele vejen?" spørger June og klør træt i sit allerede rodet hår. Hun se spørgende på mig. Jeg nikker og er stadig lidt blæst over af Gill's lille trussel. Jeg ville ikke sige, at jeg blev bange, men en trussel kan man godt sige det er. June rykker sig fra min skulder og klikker sin sele af. Vi åbner begge bildørene på samme tid og træder ud. Vi er ikke de eneste der er kommet hjem fra ferien. Vi går begge om bag bilen for at åbne bagsmækken. June lægger mærke til, hvordan folks blikke er klistret til os. Folk hvisker, glor og tænker ikke over konsekvenserne ved det. Jeg er blevet vant til at folks blikke er rettet mod mig. Det er det kommer med i bagagen, når man har en kendt far og man selv er stjernespilleren på ishockeyholdet. June virker ikke til at være vant til folk blikke rettet mod hende, hvilket er underligt. Hun er jo smuk og er enhver drengs drøm. June er ikke en pige man ser på og tænker, hun er et godt knald. Nej. Hun er mere pigen man ser og tænker, hun er for god til mig og hun er enhver svigermors drøm. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke har tænkt på, hvordan hun mon er under lagnerne. Hun er på en måde den her gudinde, som er skrøbelig og hvis man rør bliver man forbundet. Jeg kysser ikke med en pige to gange. Tre gange så er der noget galt, især når jeg ikke har fået mere ud af det. Jeg føler heller ikke at med June, at jeg har brug for det næste step. Jeg har ikke det manglende behov, som jeg har med andre. Bare hendes berøring med hendes læber, gør så meget mere end alt hvad jeg har prøvet før. Hendes læber er som et stof for mig. Mine hjerne bliver afhængig af det. Den husker hendes kys og den vil have det igen. Hun skaber så meget dopamin, så sex ikke engang ville kunne erstatte den mængde af lykke jeg får når jeg mærker hendes læber mod mine.