Iced Out

42. SIKKE EN CHARMØR

Luke Finley

"Gider du lade være med at skubbe mig? Det går ikke hurtigere," vrisser jeg og ser irriteret på den nu yngre politibetjent. Han ignorerer mig og giver mig et sidste skub. Hvis han ikke var en strisser, havde jeg nakket ham en. Det kan jeg bare ikke. Det vil bare ende med, at jeg skal rigtig bag træmmer.
"Du har hivet mig ud af sengen og på arbejde... jeg må skubbe dig, så meget jeg vil," siger betjenten og giver mig et ekstra skub. Jeg stopper brat op og vender mig skarpt rundt mod ham.
"Er det ikke dit job?" spørger jeg og ser irriteret ned på ham. Det kan godt være det er meningen man skal respekterer politiet og alt det, men jeg har intet til overs for dem. Især ikke en betjent der er 2 lorte høj og hvor man selv er et tårn.
"Luke, lad det nu være," siger June, der fanget med mig i et sæt håndjern. En anden betjent holder hende og skubber mod stationen.
"Jeg ville lytte til din lille kæreste, hvis jeg var dig," siger betjenten og giver mig et stort skub ind i en midlertidig celle med en masse andre.
"Hun er ikke min kæreste og hun er ikke li-" jeg stopper op og ser ned på June.
"Okay, hun er lille, men bland hende udenfor det her." Han ignorer mig og skubber både June og jeg ind i cellen. Uden at låse op for vores håndjern.
"Jeg er ikke lille," vrisser June og giver mig et fej over hovedet. Jeg ser koldt ned på hende. Hun er lidt lille. Hun er sikkert over normal højden, men så er jeg unormalt over normal højden.
Jeg ser rundt i den lille åbne celle. Jeg vender mig straks mod tremmerne, hvor jeg kan se betjentens kontor. Tænk at have det her job. Have kontor 1,5 meter fra en lille åbne celle, hvor der kan sidde Max 5 mennesker i.
Her stinker endda af pis. Er det sådan nogle steder min søster forholder sig, når hun er i fængsel? Hun burde virkelig til at opføre sig bedre, så hun slipper for at ende op i sådan nogle steder.
June trækker mig hen på en lille bænk, hvor der lige knap er plads til to. Jeg sætter mig med et suk ved hendes side. Hun læner sit hovedet op ad væggen og jeg havde lidt håbet, hun ville have lagt den på min skulder. Jeg vender mit ansigt mod hende. Hun sukker og vender også sit ansigt mod mig. Hun smiler svagt til mig. Jeg ville gerne smile tilbage, men føler lidt jeg ikke burde. Det er mig, som har gjort sådan så vi er i den her situation. Det er også en smule overdrevet at putte os i varetægtsfængsel. De tror vi udøvede oralsex underkørsel, hvilket vi selvfølgelig ikke gjorde. Det kunne være hot, men June er ikke typen, der ville gå med til den slags. Som i aldrig.
De andre som sidder her, er ikke nogle hyggelige typer. En hjemløs, en emo, en pige, som jeg ikke helt kan finde ud af, hvorfor hun er her, og en mand der ser hæmningsløst på Junes kjole. Han ser mit blik og ser væk. Jeg ser hen på betjenten, som ser undersøgende på mig og derefter på June.
"Jeg har fået sporet jeres ID med jeres navn på," siger betjenten og ser på mig med et smil. Jeg ser på June, hun ser forvirret over på betjenten.
"Jaer?"
"June Cooper og Luke Finley," læser han op og ser på os, som om at hans lille computer lyver eller noget i den stil. Jeg nikker til ham og venter på han kommer til sagen. Det er navne. Han smiler stort.
"Så du er Luke Finley..." siger han og ser på mig med et tænkende blik. Oh nej.
"Som i søn af Jeff Finley og Michaela Cohen," siger han og rejser sig begejstret op. Hvordan fik han det ud af mit navn? Min far, den var forventet, men min mor? Det burde ikke stå deri. Min mor er ikke så kendt. Jeg rømmer mig og rykker lidt fra June. June ser forvirret mellem betjenten og mig, men ender på mig.
"Mich-" starter hun forvirret ud.
"Ja, hvad er der med dem?" spørger jeg betjenten og undviger Junes blik.
"Jeg er stor Finley fan!" siger han og ser gladere ud, end da han skubbede mig ind i cellen. Jeg nikker og holder mit blik på hans.
"Michaela Cohen," hvisker June for sig selv. Jeg bider i indersiden af min kind og prøver at holde mig koncentreret i betjenten der starstrucker.
"Jep, det er min far, hvis du slipper os fri, skal jeg nok sørge for en autograf," siger jeg og håber ikke man kan høre ironien i min stemme. Det sidste jeg nogensinde ville bede min far om, er helt klart at spørge om en autograf til politibetjent. Det er det værst tænkelige, jeg kunne gøre. Jeg ser til min side og ser June side og se fortabt foran sig. Man kan se, hvordan tandhjulene drejer inde i hovedet på hende.
"Den går dsv ikke helt." Jeg hader politiet. De skal altid følge deres regler til punkt og prikke, de kunne ikke bare i enkelte tilfælde give lidt slip på deres regler.
"Du kan da bare få din far til at betale dig ud," siger betjenten og foreslog sikkert kun det der, fordi så han kan få muligheden for at møde selveste Jeff Finley. Jeg ser dødt på betjenten, hvilket får ham til at se den anden retning. Han går tilbage til hans tastaturtasting på sin computer. Jeg går tilbage til surmulen. Jeg ser hen på June, som stadig ser lidt lamslået ud af nyheden om, hvem min mor er, men jeg har virkelig ikke brug for at tale om det med hende endnu. Der er ikke mange der kender til min mor. Matt ved hun  er død og at hun var en kendt kunstskøjteløber, så nu ved June ligeså meget. Jeg kan bare ikke forklare mere end det. Ingen må videre mere end det.