Iced Out

50. TROR DU DET KAN BLIVE OS TO?

Luke Finley

"Du skal ikke hjælpe mig," siger June og krydser sine arme over kors. Jeg har taget mit bind for øjnene af, da det lugtede af Olivers sved. Jeg fatter ikke, hvordan Blue overlever at lugte til det hver dag. Det er et mareridt.
"Så du vil forblive blind?" spørger jeg og går om bag hende. Det er spørgsmål om sekunder før, hun ber om min hjælp. Det kan godt være hun er sur på mig, men hun behøver ikke at være dumdristig.
"Så slipper jeg da for at se på dig," siger hun og spænder i hendes kæbe. Jeg læner mig op ad væggen og ser rundt i det her lille rum, vi er låst inde i. Jeg skulle have gennemskuet, at det var en fælde, da Oli spurgte efter kærlighedsråd. Jeg er fucking elendig til den slags og det tror jeg June, ville være enig med mig i. Oliver ved godt selv, at jeg er en fandens torsk til kærlighed og jeg er nok den sidste person, som han ville spørge om råd hos. Så dum som jeg var, gik jeg godtroende med ham og ender med at få en af hans sokker bundet rundt om hovedet, så jeg ikke kan se noget, og skubber mig ind i et kosteskab med June.
Jeg ser op og ned af hende, som står fast og stille midt i det hele. Ikke noget tak for at jeg greb hende, da hun faldt ind ad døren. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set hende i nattøj. Et par joggingbukser, der virkelig sidder som de skal og en stor baggy t-shirt. June hiver og prøver med alle sine kræfter at få hendes bind for øjnene af. Den der har bundet det, har virkelig ikke tænkt over, hvordan hun kommer til at se igen. Jeg hjælper hende ikke før, hun beder om det. Hun giver slip på knuden, hun stadig ikke har fået løsnet en millimeter. Hun lader sin hænder falde ned og sukker højlydt. Det er godt hun ikke kan se noget, ellers skulle hun se mit alt for tilfredse smil lige nu. Hun siger ikke noget, men står bare bumstille. Jeg går tættere på hende og stopper op, så jeg er lige bag hende. Jeg læner mig en smule ned, så min mund er lige ud for hendes øre.
"Vil du have min hjælp?" spørger jeg lavt og hvisker hende nærmest ind i øret. Det giver et gib i hendes krop og jeg kan fornemme kuldegysninger løbe ned ad ryggen på hende. Hun svarer mig ikke, men forbliver stille. Jeg hjælper hende ikke før, jeg hører et please Luke. Hun må kæmpe med det selv, hvis hun ikke vil have min hjælp.
Jeg ser ned ad hendes ryg og stopper mit blik fra at glide længere ned. Jeg løfter min hånd og lægger en finger på hendes håndryg. Jeg ligger den blidt på hendes bløde hud og lader den langsomt glide op ad hendes hånd og op langs hendes arm. Hun fjerner den ikke. Hun træder ikke væk. Hun er stille og jeg vil vædde med, at hvis jeg kunne se hendes øjne lige nu, så ville hun have dem lukkede.
Jeg lader den glide over hendes hud, helt op til hendes nakke. Jeg rykker, med min anden hånd, hendes hår, så jeg blotter mere af hendes bare hud. Jeg ville ønske, at jeg kunne kysse hende, men det kan jeg ikke. Det ville være forkert, eftersom vi ikke ligefrem er på god fod. Jeg ved ikke, hvad der skete, men det føltes som ud af det blå, at det gik op for hende, at hun ikke har brug for mig. At jeg er intet i forholds til hende. Jeg er ikke god nok for hende.
"Du må gerne hjælpe mig," siger hun hæst og rømmer sig hurtigt efter de ord. Jeg smiler stort og er endnu en gang glad for, at hun ikke kan se det. Det er godt vi er alene i det her opbevaringsrum.
"Sikker?" Hun nikker og jeg ser hen på de to forskellige døre. Den dør jeg kom ind ad og den June kom ind ad.
"Jeg vil have dig til bede om det," siger jeg og fjerner min hånd fra hende. Hvis jeg kunne se hendes øjne, ville jeg sikkert se et rul med begge øjne. Der vel fordele ved, at hun ikke kan se noget lige nu.
"Det mener du seriøst ikke."
"Jeg har været nede på et knæ for dig, jeg føler lidt du skylder," siger jeg og træder lidt væk for at bevise, at jeg mener det, som jeg siger. Det er ikke for sjov. Jeg har været nede på et knæ en gang og det gør jeg ikke igen, eller i hvert fald ikke lige foreløbig.
"Skylder ser-"
"Skal du have min hjælp eller vil du forblive blind?" spørger jeg og lægger en finger på hendes hage og drejer hendes ansigt 90 grader. Hun åbner sin mund af chok. Jeg ser fristet på hendes læber. Hun kunne få mig til at gøre, hvad som helst med de læber. Hun skal bare bruge dem og jeg adlyder.
"Fint, vil du pleaasee hjælpe mig Lu- nej jeg har lovet mig selv, at jeg ikke vil sige dit navn," siger hun og løfter sine hænder frustreret op i luften. Jeg ser forvirret på hende og forstår ikke, hvad mit navn har gjort hende. Det er ikke noget bandeord, så hvorfor skulle hun ikke måtte sige det?
"Hvad er der galt med mit navn?" spørger jeg og slipper min finger fra hendes hage. "Alt. Virkelig alt," svarer hun og snerper sine læber sammen. "Du får ikke min hjælp, hvis du ikke siger mit navn. Juuune. Cooooper," siger jeg og trækker hendes navn pinsomt ud. Hun trækker vejret kraftigt gennem næsen. "Det her hjælper ikke på min hjernerystelse," brokker hun sig og rammer et punkt, jeg ikke regnede med ville ramme mig. Uden at trække den længere, binder jeg dobbel knuden op på to sekunder. Jeg kaster tørklædet på gulvet og træder væk fra hende. Hun vender sig hurtigt om og ser på mig. Jeg får kort øjenkontakt med hendes krystalblå øjne, men vi er begge hurtige til at bryde den. Jeg vil ønske mine øjne kunne forblive på hendes, men i stedet for ser jeg den stik modsatte vej og det samme med hende. Det er som om synet af hinanden, er som at se selveste djævlen i øjnene eller sådan noget shit. Jeg ser diskret hen på June, der tager fat i håndtaget til døren, som jeg kom ind af. Den er låst. Jeg har ikke engang tjekket, fordi jeg har gennemskuet deres plan. Jeg havde godt gennemskuet, at Oliver ikke talte med sin fucking mor og at det var Mille Jones han talte med. Matt var også med på planen, men holdte sig lidt i baggrunden. Jeg ved, at jeg sikkert burde være vrede på dem, men jeg er faktisk taknemlig. På den her måde får jeg set June og får sikret mig, at hun er okay. Jeg har ikke lukket et eneste øje i nat, fordi jeg har ligget og vendt mig frem og tilbage, mens mine tanker konstant har været på June. Det er virkelig ikke sundt. Hun er som den her parasit, som har invaderet mit hovedet og mine tanker. Jeg har ikke sagt det til nogen, fordi jeg vil ikke vide, hvad det betyder. Eller jeg vil ikke have det sagt højt, fordi jeg ved godt, hvad det kommer af. Det er noget som jeg aldrig troede, at jeg skulle få for nogen som helst. Aldrig nogensinde.