Iced Out

41. HVA' SÅ SNEFNUG, SMELTER DU I VARMEN?

June Cooper

"Det her så meget begyndelsen på en ny krimiserie, pigen der blev kidnappet af en rødhåret," siger jeg og sætter mig ind på forsædet.

"Jeg vidste ikke, du var til den slags, skal jeg også putte en pose over dit hovedet?" spørger Luke og tænder for bilen. Jeg ser forvirret på motoren, der tændes og Luke, der kører bilen ud af indkørslen til deres hus. En pose over hovedet? Hvilke cringe krimiserier er det lige han ser? Det er i hvert fald lowbudget film han ser i så fald. 
"Det mener du seriøst ikke?"
"Hvad?"
"At kidnappe mig? Fordi det er ikke en af mine vilde drømme at prøve af, så har du misforstået noget." Luke griner og ryster på sit hovedet. Hvorfor er det overhovedet jeg sidder her? Han er en stor prut, der lige har haft hans tunge nede i Lilys hals . Ikke at han ikke måtte det. Vi er jo ikke sammen. Vi har ikke noget sammen, men alligevel gør det ondt. At Lily kunne finde på det. Jeg ved godt, jeg aldrig har sagt til hende, at der var noget imellem os eller noget, men jeg forstår det stadig ikke fra hendes side af. Men hvis Luke ikke har ret til at blive sur over, at jeg sidder på Jacobs skød, så har jeg vel heller ikke ret til, at blive sur på ham over, at han har kysset Lily, eller det de nu var på vej til. Jeg vil helst ikke vide det. Hvis han tror, vi er på god fod på nogen som helst måde, så kan han godt tro om. Selvom jeg nok ikke har ret til det, så er jeg sur på ham. Jeg havde et øjeblik af svaghed foran ham og han griber den. Det er så ynkelig, jeg er. 
"Bare rolig, jeg kidnapper dig ikke. Jeg tager dig på eventyr." Jeg ser ud af ruden. Det her er ikke det, jeg forbinder med eventyr. Nej. Det er alligevel også aften, så jeg kan ikke se en dyt ud af ruden.
"Hvorhen?"
"Det for du ikke af vide."
"Urgh, nu er du som mine forældre, da jeg var lille. De holdt altid hemmeligheder over for mig," siger jeg krydser mopset mine arme. Det var alt fra at gemme julegaver til større hemmeligheder, som at jeg skulle have en lillebror. Jonas. 
"Det er nok fordi, du ikke kan holde på en hemmelighed," siger Luke og griner hans smittende smil. Jeg ser væk fra ham og ud ad ruden. Jeg prøver at skjule mit smil. Jeg kan ikke lide at han allerede kender mig så godt. 
"Jov jeg kan."
"Mmm hmm," siger han og ser kort over på mig og er på ingen måde overbevist. Jeg ruller øjne.
"Ved du hvorfor Mille ikke var her i aften?" spørger han ud af det blå. Underligt. Han plejer aldrig at vær interesseret i hvad Mille foretager sig. 
"Ja, Blue sagde at hun sikkert var sammen med- vent..." Jeg ser irriteret hen på ham. Han ser på mig med et løftet bryn. Han fik mig. Okay, jeg er elendig til at holde en hemmelighed. Eller jeg ved ikke, om det er en hemmelighed. Det er det ikke nu. Jeg puster tungt og ser opgivende ud.
"Jeg synes, her er varmt herinde," siger jeg og ser på dørens håndtag, hvor knappen til nedrulning af ruden er. Jeg trykker, men der sker ikke noget.
"Den knap virker ikke, det er kun det her vindue, der kan rulles ned," siger han og nikker sit hovedet mod hans dør.
"Okay, vil du rulle den ned? Jeg har det virkelig varmt," siger jeg og begynder at vifte min hånd foran mit ansigt. Jeg tager fat i min kjoles top og ryster i den. Er jeg på vej til at få feber? Det er sikkert det her dumme tøjvalg, der ender med at jeg får lungebetændelse eller noget. Luke åbner ikke vinduet.
"Luke?" spørger jeg og giver ham et smølfespark på hans overarm. Han blinker ikke eller har nogen form for reaktion på mit meget kraftfulde smølfespark. Jeg siger jeg at mine smølfespark er hårde. Jeg gav en gang Jonas et blåt mærke, så kraftfuld kan mine smølfespark være. 
"Jeg kører bil, du bliver nødt til selv at gøre det," siger han og trækker på sine skuldre med et bare ærgerligt blik. Jeg åbner min mund og ser surt på ham. Han burde være lidt mer emedgørelig, det er ham som har kysset Lily, jeg kyssede ikke Jacob. Det kunne jeg aldrig finde på. Jeg har lyst til at sige, at det er fordi, han er for ung til mig, men han er faktisk på samme alder som mig. Det er bare mig der kan lide ældre fyre. Hvilket jeg ikke kan lide at sige højt, men jeg synes bare som regel at fyre på min alder virker for umodne. Det er nok derfor, jeg aldrig har haft nogen form for forhold med drenge i high school. 
"Jeg kan ikke nå, Luke," siger jeg og ser på knappen, der ruller hans vindue ned. Jeg kan umuligt nå den, uden at skal læne mig ind over ham, mens han kører bil.
"Du kan jo altid prøve," siger Luke og ser på mig med et udspekuleret smil. Jeg tror bare, jeg må leve med den her varme. Jeg krydser mine arme over kors med et suk og ser tomt ligefrem. Luke skruer op for varmen.
"Du er en prut," siger jeg og ryster på mit hovedet. Jeg skubber hans hånd væk, for at skrue ned for varmen. Luke tager fat i mit håndled og lægger forsigtigt min hånd på mit lår. Han er underlig. Det ene øjeblik er han den her dumme dreng, der tager uforklarlige valg og det andet er han en som vil tage mig på et eventyr. Den samme dreng, som er den koldeste skid, der findes.
"Hva' så snefnug, smelter du i varmen?" spørger Luke og tænker sikkert ikke over hvilken effekt det har, at han kalder mig snefnug. Jeg er aldrig blevet kaldt det. Kun min familie giver mig kælenavne, men det er altid de klassiske, som musling eller skat. Aldrig snefnug, hvilket ligger ret åbenlyst, eftersom jeg nærmest er vokset op på en skøjtebane.  Ikke andre end Luke, kalder mig det. Jeg kan godt lide det. Et personligt kælenavn kun til mig. Jeg ved faktisk ikke om, det er noget han siger til alle piger, som en form for scorereplik.
"Jeg smelter, fordi nogen ikke gider at åbne vinduet," siger jeg og peger diskret mod vinduet ved Lukes side. Han ignorerer mig. Fint. Jeg tager sagen i egen hånd. Jeg kan ikke sidde i en bil, der brændende varm med en dreng, der ikke ser helt værst ud. Det er bare en dårlig kombination. Jeg klikker min sele op og bukker mig ned under Lukes arme. Jeg lægger mine hænder på hans skød og for smuget mig hen mod vinduet, så jeg lige akkurat kan nå knappen. Jeg trykker den ned og vinduet ruller 10 centimeter ned. Jeg skynder mig at sætte mig tilbage igen på min plads. Luke har stadig sit blik koncentreret på vejen. Det er godt, jeg har lange arme. Jeg ser ud ad vinduet man kan stadig ikke rigtig se, hvor vi er henne. Det er mørkt og hvis jeg ikke var med Luke, havde jeg nok været lidt mere mistroisk på, hvor han tager mig hen.
"Havde du ikke to øreringe på?" spørger Luke og ser kort over på mig. Jeg klasker hurtigt min hånd op mod mit øre. Jeg havde to øreringe på. Dammit. Så har jeg tabt den ene. Jeg havde den lige før. Pindsvin altså. Nogle gange ville det virkelig være lettere, hvis jeg bare kunne opføre mig som en normal person og bande. Ligesom Luke der spytter det ene bandeord ud efter det andet.  
"Jeg tror, jeg må have tabt det." Jeg ser ned ad mit tøj, hvis den nu er i mit skød og jeg ikke har set det. 
"Hvornår havde du den sidst?"
"Jeg huskede, at jeg havde begge på inden, jeg skulle åbne vinduet og jeg...åh." Jeg ser hen mod vinduet og op og ned ad Lukes krop. Ingen ørering der. Luke ser hen på mig med et udspekuleret smil.
"Du siger ikke, at du har tabt den nede ved pedalerne, vel?" Jeg ser ned og trækker på mine skuldre. Nogle gange er jeg for klodset. Luke ser på mig og ser forvirret ned ad sig selv. "Er du seriøst?" spørger han og ser kort ned mellem sine ben.