Iced Out

49. DEN DRENG ER FORELSKET

June Cooper

"Gillll, det er okay du behøver-"
"Jeg ved godt, at jeg ikke behøver, men jeg tager det her som en god gerning. Du ved, den der følelse når man hjælper børn i Afrika følelse," siger hun og ser sig selv i spejlet med et tilfreds smil. Jeg ser forvirret på hende og sætter mig lidt op i min seng.
"Sammenligner du mig med et barn i Afrika?" Gill ser på mig gennem spejlet og skal nok lige tænke sig om, inden hun svarer på det. Jeg ville passe på, hvis jeg var hende.
"Lidt, bortset fra det faktum, at du er hjælpeløs og kan virkelig ikke klare dig selv, mens børn i Afrika er badass og kan klare sig selv bedre end dig." Jeg elsker virkelig min søster til tider, men nogle gange er hun virkelig også bare det værste. Jeg lader mit hoved falde tilbage på puden, hvilket var en dum ide. Jeg har en hjernerystelse, men det virker ikke til at det er mentalt gået op for mig. Jeg tænker hele tiden på, hvordan jeg skal ud på isen igen og fuldføre den tripple Axel. Jeg har ikke givet op. Det kan være at jeg faldt på isen, men det stopper mig ikke fra at kæmpe. Jeg blev udskrevet fra hospitalet i morges, hvilket var rart. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke er så glad for hospitaler. Det eneste gode ved det, var ham jeg delte værelse med. Tyler. Han var faktisk den eneste person, som kunne få mig i godt humør, på trods af min uheldige og meget deprimerende situation. Min træner har ikke været forbi at besøge mig. Jeg kunne forestille mig, at hun er sur, hvilket er fair nok. Jeg dummede mig måske en smule. Jeg skulle have lyttet til hende. Især, da jeg kunne mærke at mine tanker var et andet sted. De var fokuseret på en hvis person, med rødt hår, som jeg slet ikke har lyst til at nævne navnet på. Jeg hader ham, eller jeg ville ønske, at jeg gjorde. Jeg hader ham ikke, selvom jeg burde. Jeg er såret. Jeg er skuffet over mig selv. Jeg kom til Briar med et mål og en regel. Vind guld og ingen drengen. Hvad gør jeg? Jeg opfylder ingen af tingene. Jeg ved godt, at jeg ikke kan beskylde det, som er sket på ham, men det er bare lettere end, at skulle se mig selv i øjnene og indrømme at det er mig. Det er mig, som er skyld i det her udfald.

Døren åbner til badeværelset og en træt Mille træder ud. Hun er stået tidligere op end normalt, fordi jeg hun vidste, at jeg ville komme hjem fra hospitalet. Hun gaber og sætter sig hen på kanten af min seng. Hun gnider med sine hænder mod sine øjne og ser ordentlig mod mig.
"Hvordan har resten af kroppen det?" Spørger hun og ser sørgmodigt på mine ben, for at tjekke at de har det okay. Jeg smiler svagt, men selv at smile, føler jeg er en byrde.
Lægen sagde at det er bedst, at jeg ikke ser fjernsyn eller noget på skærm, fordi det gør mere ondt for hovedet. Jeg må godt læse i bøger, men det kan jeg ikke koncentrer mig om.
"Den har det fint." Mille nikker og ser på Gill, som er i gang med at rydde op rundt på værelset. Hun tror hun rydder mine ting op, men det er faktisk Milles ting. Jeg tør ikke at sige det til hende, fordi hun sikkert bare tysser på mig og siger hun har alt under kontrol.
"Skal jeg hjælpe, Gill?" spørger Mille og begår den største fejl. Gill ser på hende og samler en bunke tøj op fra gulvet.
"Nej, nej det er helt fint, jeg har alt under kontrol." Hun siger det, jeg forventede, hun ville sige. Mille ser på mig og undre sig sikkert over, hvorfor hun gider at rydde hendes rod op. Jeg rykker mine ben, så Mille kan komme helt ind og sidde i sengen. Hun læner sig op af væggen og tager mine ben op på hendes.
"Jeg var lige ved at skide i bukserne, da du faldt på isen," siger hun med udvidet øjne. Jeg kan ikke huske, hvor Mille var henne i hallen. Jeg så kun Blue, Oliver, Lily og ham.
"Hvor sad du henne?" spørger jeg og sætter mig en smule op, fordi jeg synes det er underligt at tale, mens jeg lægger ned, når hun ikke gør. Mille fryser og smiler derefter en smule overdrevet. Jeg har kendt hende i lang nok tid, til at vide hvornår hun lyver.
"Øhm, Garret skulle lige sige noget til mig, så jeg sad sammen med ishockeyspillerne," siger hun og nikker lidt. Jeg ser på hende med smalle øjne og skal til åbne munden og kommentere på det, men hun er hurtigere end mig.
"Du skulle have set Luke, jeg har aldrig set ham se så skræmt ud," siger hun og smiler nærmest ved tanken. Det er det eneste, jeg kan huske, inden jeg besvimede. Hans skrækslagen øjne. Jeg troede ikke, han kunne blive bange. Jeg troede, der skulle meget til før, han vil vise så mange følelser foran så mange mennesker. Det er næsten som om, han har frygtet noget. Noget mere end bare mit fald.
"Apropos Luke," siger Gill og stopper op med at rydde op. Åh nej. Jeg har ikke den største lyst til at tale om ham. Gill sætter sig midt på gulvet og virker til, at det ikke er et emne vi kommer til at slippe lige i forløbet. Jeg ser ned på mine hænder og håber lidt det er en samtale, som kun Mille og Gill kan have. Uden mig. De har sikkert lidt forskellige synspunkter på ham. Gill elsker ham, Mille... ja hun elsker ham i hvert fald ikke. Hun har nok accepteret det, som allerede er sket, men vil til hver en tid smadre ham for mig. Gill ville også smadre ham, hvis han sårede mig. Derfor fortæller jeg dem ikke om det jeg så. Ikke det med Lily og ham.
"Han sagde, at du ikke vil se ham," siger hun og ser på mig, sikkert for at gennemskue, hvorfor jeg mon har sagt det. Mille ser forvirret hen på mig. Jeg ser på dem begge og trækker på mine skuldre. Jeg vil helst ikke kommenterer på noget af det. Mille ser på Gill og de prøver sikkert i fællesskab at gennemskue, hvad der foregår oppe i mit hovedet lige nu.
"Hvorfor er det egentlig ikke Luke, som er her lige nu?" Jeg ser på Mille og rynker mine bryn.
"Hvorfor skulle han dog være her?"
"Jeg tænkte bare, eftersom han var så bekymret for dig, da du faldt på isen, så ville han være ligesom Gill, der går og pylre om dig," siger Mille og ser grinende mod en fornærmet Gill.
"Hey!"
"Sorry."
"Det er okay," siger Gill, der ikke virker som en, der tog det særlig tungt.
"Men hvorfor bedte du ham om at gå?" spørger Gill og Milles blik siger det samme. Jeg kan godt mærke de ikke giver op, før jeg kommer ud med sproget. De er begge nogen meget bestemte piger, der ikke tager et nej, som svar. Jeg rejser mig langsomt op og tænker at flygte metoden, er den eneste rigtige, i den her sammenhæng. Desværre er Gill og Mille hurtige til at komme mig i forvejen. Gill spærre hoveddøren og Mille spærrer døren til toilettet. De smiler til hinanden, og virker lidt stolte over, at de har den samme tankegang.
"Du kommer ingen vegne, før du fortæller os, hvad der sker mellem jer to," siger Mille med et bestemt blik. Der er mange ting, hun holder hemmeligt for mig, som jeg ikke presser hende til at tale om, hvad gør forskellen med mig?
"Der er ikke noget. Jeg har bare ikke tid til at spilde min tid på fyre som ham," siger jeg og forventer lidt de giver op nu. Gill og Mille ser på hinanden for tyvende gang.
"Du lyver," siger de i kor og konstatere noget, som ikke er sandt. Det er sandheden, bare meget forenklet.
"Jeg lyver ikke. Det kan være at der har været et eller andet imellem os, me-"
"Et eller andet? Phff June, den dreng er forelsket i dig og det kan enhver idiot se," siger Mille med et grin. Det kan være, han har haft et lille soft-spot for mig, men forelsket er nok en overdrivelse. Vis han i så fald, er forelsket i mig, ville han aldrig turde at indrømme det. Det ville ødelægge hele hans ry og gud bevare han guddommelige ry.
"Hørt," istemmer Gill sig enig. Jeg ser opgivende på dem begge to.
"Jeg gider bare ikke at tale om det," siger jeg og prøver at tænke på måder, vi kan komme væk fra det her emne. Det er ikke et emne, som er op til diskussion. Det er et færdigt emne. Slut prut finale. Men ud fra Gill og Milles blik, virker det ikke til et emne, vi er færdige med lige i foreløbig. Jeg tager mig til hovedet og tænker det er den eneste udvej. Jeg skær en grimasse og spiller lidt på min hjernerystelse. Jeg har mega ondt i hovedet, men jeg overspiller måske en smule. Jeg tager mig til hovedet og klynker lidt. Det er nok til at både Mille og Gill for bekymrede udtryk i deres ansigter. Gill skynder sig hen ved min side og føre mig tilbage mod sengen.
"Jeg får bare virkelig ondt i hovedet af at tænke på ham," og jeg nægter stadig at sige hans navn. Det er ikke det værd. Gill nikker og ser på mig med skyldfølelse, hvilket gør mig dårlig tilpas. Det virkelig pinligt at jeg bliver nødt til at spille, bare for ikke at tale om jam. Jeg har lige faket på min smerte, for at slippe for at tale om ham. Det er lavt. Selv for mig. Især når min søster er så bekymret for mig, som hun er. Jeg afslører ikke mig selv, men sætter mig bare ned i sengen igen. Mille ser også bekymret på mig, men virker heller ikke helt til at tro på mit skuespil. Hun er nemlig god til at se igennem folk.
"Skal du have noget at drikke eller noget spise?" spørger Gill og aer mig op og ned af armen. Jeg ryster på mit hovede og ser hen på Mille. Hun ser tænkende på mig og pludselig lyser pæren for hende.
"Jeg skal lige hurtig tage et opkald," siger hun og går ud på badeværelset og virker på ingen måde mistænkelig. Så snart døren til badeværelset lukker i, banker det på døren. Gill sukker og rejser sig. Jeg orker ikke at rejse mig, selvom det er Mille og jeg, som bor her og burde nok være dem, som åbner.
"Hej," siger Gill og har den tone på, når hun gerne vil score en dreng. Det er i hvert fald ikke Luke, fordi ham har jeg bedt om at holde sig væk.
"Øh hej." Jeg udvider mine øjne og sætter mig brat op. Hvad laver han her? Burde jeg advare Mille? Men hun er på toilettet, så hvis jeg advarer hende, så vil han ikke undgå at kunne se det. Jeg rejser mig alt for hurtigt op og mærker at min hjernerystelse ikke er så glad for den bevægelse. Jeg blinker et par gange og får min balance under kontrol.
"Er du football spiller? Fordi du ligner virkelig en," siger Gill og læner sig længere hen mod ham. Typisk Gill. Hun elsker synet af hotte drenge og kan ikke styre sine hormoner.
"Hej Alex," siger jeg og lægger en hånd på Gill's skulder og trækker hende en smule tilbage, så Alex ikke bliver mast ved synet af hendes boobs. Alex ser forvirret fra Gill og hen på mig. Han smiler et venligt smil igen. Jeg ved ikke, hvad der præcist foregår mellem ham og Mille, men jeg ved i hvert fald, at jeg foretrækker ham fremfor Garret. Alex virker som en god fyr for Mille. Nede på jorden og det virker til han kender Mille, meget bedre end nogen anden.
"Hej June, hvordan går det med," spørger han og peger op på sit hovedet. Jeg ved godt, at det ikke er derfor, at han er kommet, men sødt at han spørg. Jeg smiler og skær i mit ansigt.
"Nogenlunde, jeg tror ikke, at der går så lang tid før, jeg er klar til at komme ud på isen igen," siger jeg og er faktisk ret sikker i min sag. En hjernerystelse er vel noget der går over efter en uge, selvom lægen sagde at der kan tage lang tid før det er overstået og man aldrig er helt sikker på, hvornår man er helbredt fra det. Jeg er optimistisk. Min krop er en fighter og skal nok bekæmpe den her hjernerystelse på ingen tid. Alex ser dog lidt skeptisk ud ved det udsagn.
"Sikker? Det var et rimelig voldsomt fald du fik dig, derude på isen," siger han og lyder nærmest som en læge. Han studere hvis også medicin videnskab eller noget i den dur.
"Ja June, jeg tror ikke, du lige skal regne med at komme tilbage lige i foreløbig. Jeg ville lytte til den hotte læge ved vores side," siger Gill og ser smilende hen på Alex. For åbentlyst Gill... Jeg vender øjne og skubber hende væk fra døren og væk fra Alex. Han er optaget. Eller det tror jeg i hvert fald, at han er.
"Mille er ikke hjemme lige nu," siger jeg og havde forventet han ville spørge ind til hende, noget før.
Alex smiler blot og ryster på hovedet.
"Jeg kom egentlig bare for at tjekke på, hvordan du havde det," siger han med et skævt smil. Jeg tror ikle helt på det. Jeg ser på ham med smalle øjne og prøver at se, om jeg kan gennemskue, om han lyver. Det er ikke fordi, det er så utænkeligt, men jeg kender ham ikke særlig godt. Jeg løfter bryn af ham og han ser en smule skyldig ud.
"Ikke sig til Luke at jeg er her, men jeg ved,  at han af en eller anden grund ikke selv tør at se til dig, så tænkte jeg ville gøre det på hans vegne og tjekke at du er okay. Han har været lidt ude af sig selv siden du faldt på isen," siger Alex og har et trist blik. Jeg åbner min mund, for at svare et eller andet igen om at han bare skal holde sig væk, men der kommer ikke noget ud af min mund. Jeg lukker den igen og nikker. Alex smiler og ser tilbage på min søster, der sikkert er i gang med at få sit savl galt i halsen. Det kunne i hvert fald ligne hende. Døren til toilettet åbner og jeg når lige at stivne. Jeg har lige fortalt til Alex at Mille ikke er her.
"June, vi skal lige noget," siger Mille med et stort smil, når hun kommer ud fra toilettet. Mit blik er stadig på Alex, hvilket gøre det her meget mere akavet. Han ser forvirret på mig og derefter på Mille, som dukker op ved min side.
"Hvad laver du her?" Spørger hun og ser forvirret på Alex og derefter mig.
"Han kom bare for at sige god bedring," siger jeg og er faktisk parat til at lukke døren i hovedet på ham.
"Men jeg har det jo fint?" spørger Mille og tænker tydeligvis ikke på, at det måske kunne være andre end hende, som Alex kunne finde på at sige god bedring til. Alex smiler skævt til Mille og tænker sikkert det samme som mig. Jeg kan heller ikke lade være med at smile lidt af det.
"Nej det ved jeg, det var på grund af," siger Alex og nikker mod mig. Mille ser forvirret hen på mig og det ser ud til, at det begynder at gå op for hende, hvorfor han måske er kommet.
"Nårh ja," siger Mille og lyser helt op i ansigtet. Hun vender sig om og tager to jakker. En til mig og en til hende selv.
"Det var hyggeligt, at du kom forbi, men June og jeg skal lige noget meget vigtigt," siger Mille og virker helt spændt over et eller andet. Man skulle næsten tro hun var en 4 årig lille pige, som skal i forlystelsespark. Så glad ser hun ud. Alex ser forvirret på Mille og derefter mig. Jeg trækker på mine skuldre, fordi jeg har ingen ide om, hvad hun har i tankerne lige nu.
"Men hun har hjernerystelse," siger Gill og lægger en hånd på mit håndled, så jeg ikke slipper væk fra det her værelse. Jeg ser hen på Mille, der sender hende et blik, som jeg forstår nada af. Jeg ser blot mellem dem og hen på Alex, som også ligner en der prøver virkelig at fordreje hjernen, til at forstå de blikke de sender hinanden. Det er næsten som om de har en hel samtale gennem deres blikke. Et helt nyt sprog.
"Okay, men jeg tager med." Jeg ser forvirret på Gill, der ud af det blå tager sin jakke på og går med til Milles mærkelige planer. Hvorfor kan Mille overtale hende til ting, når jeg ikke kan? Snyd.
"Må jeg få noget at sige i det her?"
"Nej," siger både Gill og Mille i kor. Jeg tror lidt, det var et dumt spørgsmål. De har i hvert fald ikke gjort tegn til, at jeg må have noget at sige. Gill giver mig min jakke på, som om jeg ikke selv kan finde ud af det. Jeg føler mig lidt som en 5 årig lille pige igen. Mille åbner døren og rykker lidt til Alex, så hun kan komme forbi. Hun kan virkelig finde ud af at give den kolde skulder til Alex. Vi går ned ad gangen og det er lidt som om alle, undtagen for mig, har en ide om, hvad der skal ske. Mille stopper brat op og ser på mig med et stort smil. Jeg har ikke snart fødselsdag, så det kan ikke være en surprise fest. Jeg hader også overraskelser. Oh My nu lyder jeg som ham.
Mille tager hendes tørklæde, som hun har om halsen, af og tager det op foran mine øjne.
"Vi guider dig, men du må ikke se noget, før jeg tager det af." Jeg skal til at protestere, men giver allerede op. Mille har en plan og den skal jeg ikke ødelægge. Jeg er lidt bange for, hvad det er, hun er i gang med at rode mig ud i. Jeg er ikke i det bedste humør i dag og nej det er ikke fordi, at jeg har mens. Jeg er bare ikke i godt humør.